Uddrag fra
Jens Munk
Af Thorkild Hansen
I løbet af de maaneder, Jens Munk arbejdede med forberedelserne til den indiske rejse, havde han atter og atter gennemgaaet den rute, Ove Giedde nu var slaaet ind paa, beregnet kurser og misvisninger, studeret kobberstukne søkort og portugisiske sejladsforskrifter. Først skulde Ove Giedde med sine fem skibe ned gennem Kanalen, derfra videre ned til De kapverdiske Øer, atter videre ned over ækvator, sydpaa og sydpaa i en uendelighed, hele den lange vej ned til Kap det gode Haab. Og dog vilde han hernede ikke være kommet maalet synderligt nærmere, for nu skulde han efter tidens sædvane tilbage igen langs Afrikas modsatte kyst, op gennem strædet ved Mozambique til Comorerne, over ækvator en gang til, nordpaa og nordpaa i en uendelighed, hele den lange vej op til en ø, der hed Sokotra. Saa først kunde han begynde at lægge kursen østover efter Indien. Men alle hans kaptajner var adelige, og kom togtet til at foregaa paa samme maade som jagten paa Mendozas brødre, maa enhver kunne sige sig selv, at det vilde blive et endeløst foretagende...
Italieneren paa Amagertorv satte sangværket i gang, klokkerne begyndte at spille en salme, den største af taarndørene sprang op, og i det samme saa man Jesus Kristus komme frem i egen legemlig skikkelse og udstrække sine hænder, som om han vilde bede alle om at komme til sig. Det var saa smukt et skue, at mange kvinder fik taarer i øjnene, siger bøsseskytten Jon Olafsson.
Men hvad nu, hvis vejen syd om Afrika ikke var den eneste vej til østen? Hvad nu, hvis de folk havde ret, der paastod, at der nord om Amerika gik en vej, som kun var en femtedel saa lang? Ove Giedde vilde sejle mod syd og mod nord og mod øst, men hvad nu, hvis alle tre kompasretninger var forkerte, hvad nu, hvis man i virkeligheden skulde sejle mod VEST! Eller som de sagde i Bahia, para buscar el levante por el ponente, for at søge solopgangen gennem solnedgangen! Broderen Niels var død, den sørgelige kendsgerning lod sig ikke ændre, men endnu levede da i bedste velgaaende Jørgen Daa, den gamle ven og krigskammerat fra Elfsborg og Kaninnæsset. Hvad nu, hvis han lod sig overtale? Hvad nu, hvis det en dag rygtedes her paa Amagertorv, at Jens Munk var gaaet i land i Kina, længe før hr. Giedde til Tommerup nogen sinde var naaet blot til Indien?
De fire salmevers var spillet til ende. Kristus gik sagte tilbage, englene satte sig og tog basunerne fra munden, alting henlaa som i dvale, og ingen i tilskuerskaren turde bryde stilheden. Men saa, gik den nederste port i slottet langsomt op, og ud kom den lede, sorte Satan med sine krumme kløer, sin ørnenæse og sine hæslige marelokker. Nogle smaabørn begyndte at græde. Vederstyggeligt var det at se, naar han stod der og skrabede med kløerne, som om han vilde raspe alting til sig, siger bøsseskytten Jon Olafsson.
Et halvt aar efter disse begivenheder var en verdensomspændende kapsejlads i gang. Begge kaptajner førte omhyggeligt deres logbog undervejs, begge logbøger er bevaret, og vi kan stadig dato for dato følge deres indbyrdes stilling. Og dette er en kendsgerning: Fire dage før Ove Giedde har faaet Kap det gode Haab i sigte og begynder at snegle sig op i Det indiske Oceans blanke tropevarme, er Jens Munk for fulde sejl strøget forbi Kap Farvel med kursen ind i den isfyldte Hudson Bay.
|
|
