Uddrag fra
Det lykkelige Arabien
Af Thorkild Hansen
Byerne har deres palæer, og palæerne har deres rigmænd, som har deres problemer med deres heste og deres slavinder. Men i den arabiske ørken findes der ingen palæer, ingen rige købmænd og egentlig heller ingen problemer. I den arabiske ørken staar menneskene op før solen; det gælder om at udnytte de timer, da det er lyst, men endnu ikke for varmt. I halvmørket, længe før solen kommer frem og sætter dagen i brand, har araberen allerede tændt sit eget baal, sat sig paa hug foran det, fisket en glødende stump træ ud af ilden og lagt den oven i sin pibe, mens han venter paa, at kaffevandet skal koge. Naar kaffen er færdig, hælder han den op i smaa kopper og rækker den til de andre. Han skænker kun en enkelt mundfuld ad gangen; naar de har drukket den, maa de række koppen tilbage og faa en ekstra mundfuld. Det er gæstevenskabets selvfølgelige lov. At række nogen en kop, der var fyldt til randen, vilde være en taktløshed; det vilde virke, som om man sagde, se saa at faa det overstaaet og forsvind! I stedet tager man den med ro, sidder et stykke tid med den tomme kop i haanden, rækker den frem og faar en mundfuld til. Imens kommer solkuglen til syne, klæber lidt til den lave synskreds og sætter af med et ryk. Andet sker der ikke. Ingen fuglesang indleder den begyndende dag, ingen trækroner gengiver vindens susen. Menneskets stemme er hver morgen det første og det eneste, der høres i den store stilhed herude. Alting har ligesom trukket sig tilbage for at man bedre kan faa øje paa sit eget liv. Der er næsten ikke andet til stede end det. Det staar indskrevet i rummet omkring én, det er ens stemme i stilheden, ens fodspor i det varme sand. Det er ikke meget, og det skal snart slettes ud. Det ser man her. Man er næsten ingenting. Men araberne i ørkenen er nøjsomme; de lever deres liv, som de drikker deres kaffe, og kan nøjes med ganske lidt ad gangen. De er gæster hos skæbnen, og de finder det rimeligt, at den ikke øser rigdom og overflod op i det krus, de rækker frem. Det vilde ikke være i overensstemmelse med gæstevenskabets love. Det vilde være, som om den haanligt bad dem om at forsvinde. I ørkenen findes der ingen anden definition paa livet end fattigdom.
|
|
