Hemmelige transporter

- Interview om Det grønne øje

Af : Merete Reinholdt

    "Hvis man kom fra Mars og så, hvordan vi egentlig går og skruer vores sætninger sammen, når vi taler til hinanden, ville man tænke God, hvordan kan I overhovedet forstå hinanden", siger forfatteren og digteren Katrine Marie Guldager.
   Men det kan vi, forstå hinanden. Som regel, i al fald. Hver en sætning og hver en fortælling er ofte spækket med koder - eller hemmelige transporter, som Guldager kalder det - der gør os i stand til at forstå ting, der aldrig formuleres.
    "Halvdelen af det, man vil sige, er noget, man regner med, at de andre forstår på forhånd. Og halvdelen er ren forførelse, sådan at man peger i én retning og siger noget, som egentlig peger i en anden retning", siger hun.
    "Sprog er jo en temmelig følsom affære. Hvis man prøvede at fratrække almindelig forførelse, dét man forudsætter, og dét man udstråler på alle mulige måder, ville der ikke være meget tilbage. Og så ville vi bruge dobbelt så lang tid på at udtrykke os."
...
    "En forfatter forfører jo altid. Man forfører altid nogen til at tro på det man fortæller, selv om det er det rene opspind og fantasi. Fiktionen forfører én til at tro på alt muligt, som er ganske vanvittigt og fuldstændig håbløst urealistisk. Det er på en måde meningen med historier at forføre læseren til at forestille sig noget, se noget, tro noget. Til at tænke og være opmærksom."
    "Det gør man jo også i almindeligt dagligsprog. Og at leve af sproget er på en måde også at affinde sig med, hvor skrøbeligt det er. Ens opgave som forfatter er at nuancere det. I denne roman leger jeg med at gøre ting, uden at læseren opdager det. Som for eksempel hvor mange hemmelige transporter man kan skabe under det, man siger, og som går igennem til læseren, uden at det bliver sagt særlig tydeligt."
...
    "Det er på en måde lige meget, om den enkelte historie er sand eller falsk, for den kan være sand i en fiktiv betydning. Når Liz (en af figurerne i bogen) hele tiden forsikrer, at en fortalt historie er virkelig, er den virkelig i vores fantasi. Det er for at prikke lidt til læseren, at hun siger det, så man bliver opmærksom på det forhold, at det på en måde er ligegyldigt. Der er så mange historier, vi går rundt og fortæller hinanden, som bare ikke er sande. Men det handler om, hvad vi tror på. Tingene er jo på en vis måde virkelige, hvis vi tror på dem. Hvis man har en fantasi og reagerer ud fra den, bliver den virkelig."

Romanens hovedperson udtaler på et tidspunkt, at alt for mange mennesker påtager sig meninger til bestemte lejligheder, for derefter at gemme dem væk som var det gamle smykker.
    - Er det et hug til os allesammen?
    "På mange måder synes hun - og det synes jeg måske også, men det er jo nogle gange svært at se, hvornår vi er enige, og hvornår vi ikke er - at samtiden er lige lovlig holdningsløs. Vores holdninger er blevet til noget bekvemt, som man trækker frem og mener, hvis det lige passer ind. Og ellers låser man dem bare inde i bankboksen."
    "Det er, som om man ikke behøver at mene noget med det, man gør. Det gælder også inden for kunst og bøger. Man behøver ikke at stå ved det, man laver, men kan bare sige, at "nå ja, det er jo kunst", og så er det sådan set lige meget, hvad det er. Kunst er blevet en fribillet til at sige hvad som helst".
    - Der er for lidt holdning?
    "Det ved jeg ikke, om jeg vil sige noget om generelt. Men det er i al fald det, Hanna vender sig imod. Der er for mange ting, som er blevet gratis. Det er blevet gratis at lave et stykke om død, vold og ulykke, uden at man behøver at kommentere det eller have nogen holdning til det. Det er ikke fordi jeg synes, at vi skal tilbage til sådan noget halvfjerdseragtigt, hvor man skal have en holdning til hvadsomhelst."
    "Men derfor kan man alligevel godt føle, at der en gang imellem mangler en idé i klassisk forstand, en idé med kunsten, en idé med tilværelsen."

Dette interview blev første gang bragt i sin fulde længde i Weekendavisen, den 30 oktober 1998