Klassikeren Dan Turèll

Kan man kalde en forfatter som døde for syv år siden og i en alder af 47, for en dansk klassiker? Det spørgsmål besvarer anmelder ved Politiken Bo Tao Michaelis i sit kærlige portræt af en af dansk litteraturs mest farverige personligheder.

Af : Bo Tao Michaëlis

”En klassiker”… Dan Turèll ville selv tage en sådan benævelse oven fra og ned efter. Dels elskede han de ”rigtige” klassikere som en glad modernist. En dansk salmedigter, B.S. Ingemann og den amerikanske rockpoet Lou Reed var for ham begge cool og klassiske, fordi de svingede med tidens rytmer på hver sin måde, og sagde mennesker til alle tider noget evigt og vedvarende. Dels var Turèll, som egentlig begyndte som en meget sprogbevidst og eksperimenterende avant garde-lyriker, så sprogbegavet, at han vidste at klassisk kommer fra latin og oprindeligt betyder forbilledligt, eksemplarisk og efterlignelsesværdigt. Og hans stil bare som klummeskriver i avisen Politiken, med sig selv som Onkel Danny, har skabt skole for unge skrivehoveder som for læserne gerne tager pulsen på storbyens hektiske liv, ved højlys dag og ”after dark”. I en mere litterær forstand er hans sjove og sørgmuntre erindringsroman Vangede Billeder, der i 1975 betød et folkeligt gennembrud for Dan Turèll, allerede en klassiker i det danske undervisningssystem, hvor den ofte bruges i danskundervisningen. Turèlls ”På sporet af sin tabte barn- og ungdoms småborgerforstad, Vangede på den forkerte side af togskinnerne i rigmandskommunen Gentofte nord for København” er i løbet af 25 år blevet en slags dannelsesroman for millioner af danske unge. Ungdom som i Vangede Billeder ikke kun kan genopleve deres egne moderne rækkehus-flækker i omegnen af danske købstæder og storbyer, men som også kan identificere sig med den tone af blues og vemod, der løber igennem Turèlls tilbageblik. Vangede Billeder er et signalment af et arbejderkvarter som trist ændrer sig fysisk såvel som psykisk med de nye tider. Nærmiljøet med boligkarrer, små butikker og værksteder forsvinder til fordel for parcelhuse og supermarkeder. Mens fortidens socialdemokratiske sammenhold opløses til politisk populisme og egoisme. Og især børn fra den ikke-akademiske middelklasse nikker genkendende til Turèlls forsvarstale for og hyldest til den moderne ungdomskultur på rockmusik, amerikanske film, tegneserier og krimier. Kultur som langt mere var de ”klassikere” man tog med sig i bagagen, når man søgte ind ved de højere læreanstalter domineret af en mere traditionel og lødig kultursmag. Krimier, især de amerikanske hårdkogt a la Dashiell Hammett og Raymond Chandler, havde Dan Turèlls uforbeholdne kærlighed. Rygtet vil vide at det var en stor skattegæld som satte ham i gang med at skrive sin serie på tolv krimiromaner, der begyndte med Mord i mørket i 1981. Forbilledet var præcis de amerikanske fra mellemkrigstiden. Især Dashiell Hammetts kriminoveller med en navnløs privatdetektiv fra 1920ernes San Francisco blev den alt overvejende inspiration. Thi også Turèlls hovedperson, en sej og selvrådig journalist fra et formiddagsblad, er en mand uden navn, der lever på, ånder for og delvis opererer fra Vesterbro i det proletariske indre af København med ludere og lommetyve, gangstere og narkobagmænd. ( I dag er bydelen blevet renoveret, restaureret og nærmest mondæn, så Dan ville rotere i sin grav, hvis han så hvad er var sket med hans gamle ”city”.) På nær tre bøger forbliver mordserien handlingsmæssig i den danske hovedstad. Dan Turèll havde som udpræget bymenneske ikke meget til overs for den i hans øjne søvnige, bigotte og tilbagestående danske provins. Mord i Rodby, der også kom i 1981, er et besk portræt af en provinsby og dens magthierarki og dobbeltmoral. Derimod med Mord på Malta fra året efter er vi med forfatteren på hans elskede middelhavsø, som han med glæde opholdt sig på flere gange. Og så slutter selve serien med at den navnløse detektiv og journalist drager til Hammetts San Francisco i Mord i San Francisco fra 1990, nok den by udenfor Danmark, Dan Turèll holdt allermest af. Også fordi den nordcaliforniske by både var center for den amerikanske beat-generation i 1950erne med digteren Allan Ginsberg i spidsen og fordi byen med sit legendariske hippieliv i 1960erne netop var en slags Mekka for ”seniorhippien” Turèll. Til trods for at Turèll skrev prosa var hans liv og sjæl en lyrikers, og han skrev med sine digte helt til sin alt for tidlige død på en modernistisk åre og tradition. Men altså til tidens musik, fra avanceret rockmusik til schlagere fra dansk toppen og radioens musikønskeprogram Giro 413. Vangede Billeder er altså en klassiker i sig selv og Mord-serien er en kærlig hilsen til den klassiske amerikanske hårdkogte krimi. Men fælles for alt hvad Dan Turèll skrev var et genialt øre for sprogets musik i alle dets facetter og stilarter. Både det som blev skrevet i den høje stil, det lødige rigsdanske fra tidligere tider, men også for gadens jargon, arbejderslang og døgnets sproglige lån fra amerikansk folklore. Også på den måde var Turèll på sæt og vis klassisk. Nemlig ved at stjæle stort og småt fra i går og i dag og gøre disse tyvekoster til helt sin egne i morgen. Sådan som det er sket siden Homer, Dante, Shakespeare og co.