Forord

- til Just a gigolo

Af : Peter Laugesen

Dan Turéll solgte en masse aviser. I hvert fald til mig. Mange, mange eksemplarer af Politiken først og fremmest. Men han kunne såmænd også godt have solgt mig adskillige numre af den mig ellers fuldstændig ubekendte Bergens Tidende. Det kan jeg se af nærværende bog.
    Dan var det, som angelsakserne, og især den amerikanske del af stammen, uden videre dikkedarer kalder en "writer". En der skriver. Det kan man ikke være på dansk. Man kan være forfatter. Man kan være digter. Man kan være journalist, reporter, belletrist, essayist og kronikør. Man kan være prosaist eller lyriker og til nød begge dele på én gang. Man kan være skriverkarl, spinatfugl, skribent, skribler og bladsmører. Man kan være barde, poet og rimsmed. Man kan være skjald, troubadour, salmist og sikkert en masse andet. Dan Turéll var det hele. Samt filosof og entertainer.
    Selv om hjertet gør ondt, skal du dog manegen rundt. Du er jo kun en gøgler.
    Ja, også det.
At skrive som han gjorde det, så fedt swingende og forskelligt på samme dybe melankoli, så enestående og fælles, så højt og skævt og banalt, kræver en meget stor viden af den slags, man selv samler til sig med årene. Det kan ikke gøres på andre måder. Man samler det ved at læse og skrive. Man samler det på gader, værtshuse og hotelværelser. Man samler det med barnets selvfølgelighed i ungdommens tomme lommer. Man begynder måske med T.S. Eliot, og det kan ikke anbefales, hvad Dan da heller ikke gør, hverken her i bogen eller andre steder. Men han gjorde det alligevel. Og så skrev han videre.
    Desværre, og det ord dækker langtfra mine følelser, skriver han ikke mere. Men han gjorde, mens han levede.
    Og måske er der ikke ligefrem nogen grund til at tænke over den viden, der ligger bagved, altid parat. Den viden der får det til at se ud, som om det er nemt. Den viden der faktisk gør det nemt, men som ikke selv er nem. Den viden, der bare ville have været alt alt alt alt alt for MEGET, hvis ikke det havde været Dan Turéll, der vidste den.
    Og gavmildt kastede sine perler i grams uden at gøre noget forsøg på at skjule dem. Man kan godt, det gjorde han selv, dele værket op i genrer, men hvorfor ikke lade være. Det hænger sammen. Det var den samme hånd, der skrev det hele. Og det er et hele. Det er da muligt, at det en dag vil være glemt, men jeg glemmer det i hvert fald ikke.
    Det er for godt. For solidt. Bunden i det er håndværket. At man efterhånden kan, hvad man ikke kunne i begyndelsen. At man heldigvis alligevel ikke var T.S. Eliot.
    Kvaliteten viser sig, når avisartikler, forord til bøger, tekster fra programmer, kataloger og brochurer, henkastede digte fra små obskure tidsskrifter kan samles i en bog - og holde.
    Her kan man læse, hvad Onkel Danny havde at fortælle vort norske broderfolk om Christiania og Storebæltsbroen, en del af hans utrættelige virksomhed, der hidtil har undgået de flestes opmærksomhed, undtagen heldige læsere af Bergens Tidende.
    Man kan læse om Ingemann og Kierkegaard, om Mark Twain, O. Henry, Gustav Wied og Damon Runyon.
    Jeg er stolt af selv at være med, og jeg havde jo regnet med at kunne svare igen, når Dan selv blev feks. 50 - måske drille ham med at vente, til han blev 80.
    Den slags skal man passe på med. Før eller senere standser rundturen i manegen, og bladene falder. De fine og de grove, de triste og de sjove, og så kommer historien med sin rive og bunker dem sammen.
    Pludselig sidder man med sådan en bunke foran sig på bordet. Det er allerede et år siden, Dan Turéll rejste derhen, hvor ingen aviser nogensinde blir gamle. De kommer også stadigvæk her, men det er ikke de samme mere. Jeg gider ikke købe dem. De kan ligge dér og råbe i regnen, kan de. Den ene mere brægende patetisk end den anden og med alt deres lort, som kun betyder noget, når nogen samler det op og gør det levende. Det gjorde Dan. Han skrev, fordi han ville læses, og det blev han. Han ville høres, og han blev hørt.
    "Aldrig har jeg hørt De Døde bedre live," skriver han et sted i den amerikanske del, som altid den største, af den bog, De sidder med i hånden, kære læser. Og selvfølgelig er det The Grateful Dead, han taler om, men jeg taler om ham.

    "Når det sidste natlys det er slukket
    og når glasset er tømt og skyllet af
    Når det sidste trætte suk er sukket
    og den seneste nat er blevet dag"

Hvor er det typisk, og hvor er det til at hyle over, at manden ikke bare tømmer glasset, men også skyller det af. At han omhyggeligt sukker det sidste trætte suk, før lysets engel bærer dagen ind over nattens tærskel, så han endelig kan gå sin tur langs Åboulevarden og synge lidt.
    Uanset hvor meget de om lidt begynder at komme på cd og harddisk, så holder jeg fast, så længe jeg kan, i dengang aviser var sorte og fedtede af trykfarve, og Dan Turéll skrev i dem.