Klar tekst

om Bonsai

Af : Marie Tetzlaff

Der er ingen omsvøb, men stor kunst i Kirsten Thorups nye nærgående roman.

Kirsten Thorup har en helt speciel plads i dansk litteratur. Hun spænder som en af de få over et meget stort register af læsere. Kirsten Thorup imponerer professionelle litterater på en måde, de har svært ved at sætte fingeren på - og Danmarks brede læserskare venter på hendes bøger og kaster sig over dem, når de med ret store mellemrum udkommer.  De emner - eller måske skulle man kalde dem smertepunkter - som Kirsten Thorups forfatterskab trofast kredser om, er overgangene mellem sociale klasser, mellem svage og stærke egoer og mellem kønnene. Hendes hovedpersoners følelse af at bære maske og deres usikkerhed på egen identitet medfører en udtalt diskrepans, grænsende til forræderi, mellem det ydre og det indre. Hos kvinderne er det især den sociale identitet, hos mændene den seksuelle, der er på spil. Det kan ikke undre, at spejle er en ofte benyttet rekvisit. I december 2000 modtog Kirsten Det Danske Akademis store pris. Beslutningen var truffet før hendes sidste roman, Bonsai, udkom. Men Bonsai bekræfter billedet af Kirsten Thorup som en kompromisløs, stædigt utilpasset og alligevel meget folkelig forfatter. Hendes stil er ujævn og kantet og kan vel bedst betegnes som eklektisk: realisme, lyrik, fantastik og triviallitteratur blandes sammen i både sprog og psykologi.

Kirsten Thorups nye roman hedder 'Bonsai'. I den vender hun tilbage til de sociale og seksuelle smertepunkter, som er blevet hendes varemærke. Ordet 'bonsai', der på japansk betyder at dyrke smukke dværgvækster, kan symbolisere den kontrol og beskæring, men også omhu og perfektion, Thorups personer former sig selv og hinanden med. Kompositorisk består Bonsai af 7 næsten lige store dele. Første og sidste del spejler hinanden og indrammer et femfløjet ægteskabs- og dødsforløb. Både prolog og epilog involverer psykoterapeuten Charlotte. I prologen båndindtaler en efterladt ægtemand historien om sin Barbie-agtige kone og hendes selvmord. Dernæst kommer  - i 5 dele - forfatteren Nina og  teaterchefen Stefans ægteskabshistorie og endelig en epilog, hvor Nina efter den biseksuelle Stefans død af aids begynder at indtale en historie til sin psykoterapeuten Charlotte. Måske er både den og prologen penneprøver fra Ninas forfatterhånd, og måske var det
prologens fortæller, der smittede Stefan med aids...

Den største del af romanen handler om Stefans lange dødsleje og det minutiøse og psykologisk næsten kannibalistiske apparat, han får sin for længst fraskilte kone Nina og deres fælles datter Elin til at iscenesætte, så han kan begå selvmord på rette tid og sted. Efterhånden bliver det også klart, at Nina i al sin udmattede omhu for at følge hans mindste anvisning nyder endelig at have manden for sig selv. (»Jeg befinder mig i et stort tomt rum af uundværlighed. Endelig efter 28 år er han blevet min«.) Kontrollens sødme kan vanskeligt bebrejdes hende, der som en kantet og socialt forknyt lille husmandsheks fra provinsen i sin ungdom blev udnyttet, ydmyget og udtværet af den unge Stefan - på det tidspunkt en håbefuld, men siden falleret kunstmaler med et opblæst, patriarkalsk ego. Han ville ikke se sin homoseksualitet i øjnene og hun var et bekvemt alibi - som dog blev holdt ude af hans vennekreds. Sine studier måtte hun også opgive for at forsørge ham. Det hele serveres bortforklarende og afslørende i Ninas breve hjem til forældrene, som hun i en nødvendig, nærmest kærlig konsekvens af sin sociale mobilitet har brudt med. Dette forældremord, som kendetegnede det spirende velfærdssamfund med akademisk uddannelse til småfolks børn, viser Thorup i klassisk og mesterlig aftapning.

Der er altid nogle mærkelige modsigelser i Kirsten Thorups persontegning, og man skal ikke være for smålig med hensyn til hendes hovedpersons udvikling fra den næsten debilt naive, men dygtige studerende Nina til den klarsynede, kendte forfatter, der håndplukkes af en fremstormende svensk filminstruktør som manuskriptforfatter på hans livs film. Vi hører da heller ikke noget om alle årene fra Nina er gravid med datteren Elin til den nu kendte teatermand Stefan uden at ville indrømme sygdommens art er døende. Hans lange monolog til ekskonen og den nu gifte og gravide datter fra hospitalssengen udgør midterstykket i 'Bonsai'. Vi hører nu historien fra Stefan, den kærlighedsforsømte kostskolesøn af en enlig, let forhærdet og måske selvoptaget mor. Og her vendes spejlet, så vi ser på Nina og opdager den despotiske støtte, for ikke at sige tvang, der var nødvendig for at få en forfatter ud af hende. Også Nina tog sig også på et tidspunkt elskere, jo mere tilfældige, jo bedre. Hendes livslange besættelse af Stefan hersker der ingen tvivl om, men hendes påstand om det gensidige i deres samhørighed virker besværgende - både fra Ninas og fra forfatterens side. Stefan er og bliver et monster - mod slutningen et stakkels sådant. Men måske er det ham, der gjorde Nina til forfatter.

I prologen 'Til Charlotte' vender Kirsten Thorup elegant rundt på spejlene, så vi abrupt og uventet ser dramaets to hovedpersoner skiftevis. Hun tegner et dybt fascinerende, loyalt og skånselsløst mandeportræt af en middelsvær sexist, følsom og forelsket, men ude af stand til at hæve sig over sin objektgørelse af kvinder. Og samtidig feminisme-afrettet nok til at være klar over det. Hans afdøde unge kone tjener som en refleksion af Nina, som hun også kunne have valgt at leve og dø - i stedet for at blive forfatter. I 'Efterskrift' båndindtaler Nina  historien om en kvinde, i fiktionen hende selv, der »alt for længe har gået i mandstøj«. Når hun en sjælden gang og i dybeste hemmelighed tager tynd kjole og højhælede sko på, føler hun sig nøgen som en transvestit og kender ikke sig selv i spejlet.

Her er i ultrakort form hvad denne frygtløse roman og til dels hele Thorups forfatterskab handler om: forklædningen, transformationen, fornægtelsen, fremmedheden for sig selv og spørgsmålet om spejlbilledets sandhed. Nina og Kirsten Thorup har utvivlsomt meget tilfælles. Hvor meget er underordnet. Romanen er lykkedes. I sit forfatterskabs specielle spændingsfelt mellem pikanteri og pløjemark, boheme og bonderøv kan Kirsten Thorup næppe nå videre.

MARIE TETZLAFF er anmelder for dagbladet Politiken.


Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 19, forår 2001