Det fremmede

Interview med Kirsten Thorup

Af : Synne Rifbjerg

Hvis man tænker efter, har alle mennesker nok prøvet at føle sig fremmede. Man kan føle sig fremmed i sin familie, hvis man er "det sorte får". Man kan føle sig fremmed selv i forhold til nære venner, som ny på en arbejdsplads, når man starter i skolen, eller når man, som forfatteren Kirsten Thorup, flytter fra en landsby på Fyn til København. Derfor var tanken om at skrive et teaterstykke om indvandrere og flygtninge hende ikke fremmed, og "Projekt Paradis" blev en rejse gennem femogtredive flygtninge og indvandreres historie, der endte med et behov for at nuancere og afmystificere billedet af disse fremmede, der nemt havner i samme firkantede kasse. Trilogien De tyrkiske piger, Talkshow og Strangebody handlede alle om mennesker fra den muslimske kulturkreds det er især der, vi har placeret vores fjendebilleder - men historierne tog overvejende udgangspunkt i familien. For familien er noget universelt.

"Der er mange ting i det at være fremmed, jeg synes, jeg kan identificerer mig med, men som bliver sat på spidsen, når fremmedheden udgøres af to kulturer. Jeg er udfordret af hele begrebet med at være fremmed, som er noget meget eksistentielt i vores kultur, dette kompleks med dem, der kommer udefra, kan man finde helt tilbage i Antikken. De første fremmede i den græske historie var faktisk kvinder, Danaiderne, og de var fremmde i dobbelt forstand, for de kom fra Ægypten til Argos i Grækenland, og så var de imod ægteskabet, ja, familien".

Man kan undre sig med Kirsten Thorup over den meget ophidsede og ofte hadefulde debat, der føres om flygtninge og indvandrere for tiden i betragtning af, at vores historie i vidt omfang bygger op udveksling. Nogen er kommet sejlende med varer, eller vi er selv draget ud i det fremmede, og det er selvfølgelig ikke altid foregået lige elegant, men vi har på denne måde tilføjet hinandens kulturer noget.

"Det udfordrende ved at tage dette emne op i en kunstnerisk sammenhæng var blandt andet, at formen var teater, og teater er et møde i ren fysisk forstand. Hvem er egentlig de mennesker, man læser om i avisen, som hele debatten går på, og som er offer for had eller i hvert fald mytologisering og fordomme? For når man spørger til disse mennskers liv, som jeg gjorde i det lange tidsrum, hvor jeg interviewede, så er der selvfølgelig flere ting, der forener os, end ting der skiller os ad".

"Der er for eksempel ikke noget fremmed for mig i problematikker som: hvordan går det mine børn, eller hvordan har jeg det med konen, eller hvordan kan jeg nu tilpasse mig samfundet. hvordan skal vi finde ud af den moderne verden? Vi har jo også svært ved at orintere os i den moderne verdens kaos. I hvert fald hvis man som jeg er vokset op i halvtredserne, så er der virkelig mange ting, der virker fremmede på én. Det er ikke så lang tid siden, en pæn pige skulle være jomfru, før hun blev gift. Eller det var en katastrofe, hvs man fik et barn uden for ægteskabet. Der er meget, der kulturelt set har udviklet sig utrolig hurtigt hos os, og som vi nu forlanger, at indvandrere og flygtninge fra andre kulturer skal stige på fra den ene dag til den anden. Gå med noget andet tøj, spise noget andet mad - det er helt vildt at tænke sådan".

Dette interview blev første gang bragt i Weekendavisen d.7.11.1997.