Liv og død

Interview med Hanne Marie Svendsen.

Af : Synne Rifbjerg

Ingen genvej til Paradis, sådan lyder titlen på Hanne Marie Svendsens nye roman, og så er tonen slået an. Når man er nået til vejs ende i læsningen af denne (kvinde)slægtshistorie, der tager sin begyndelse sammen med det snart forgange århundrede og slutter i nutid, er hverken man selv eller bogens personer nået til Paradis, der tilsyneladende ikke findes i dette eller det næste liv.
...
Slægtshistorien standser i midten af fyrrerne og sættes i relief af nutidshistorien, så det er altså ikke rødstrømpernes kamp, der skildres i romanform. Den moderne kvinde er naturligvis "frigjort" i én forstand, nemlig at hun tager alene af sted for at passe sit arbejde, men hun rammes netop dér af tvivlen på, om hun har gjort det godt nok for den døende mor.
"Nu er det skildret som et mor-datter forhold, men måske kunne der ligge noget i det, der kunne overføres til andre, tætte relationer, hvor man er afhængig af hinanden og alligevel ikke rigtig kan komme til at hjælpe hinanden."

- Men det forekommer mig alligevel, at der er tale om en temmelig specifik mor-datter ajhængighed, som ikke er rigtig sund?
"Karen Blixen skrev hjem til sin bror om sine oplevelser i Afrika, om hvor frygteligt hun havde det. Men ikke til sin mor, for moderen skulle skånes. Det eksisterer jo stadigvæk - man vil skåne hinanden, og det afføder en masse misforståelser. Man skal helst stole på, at andre mennesker er tilstrækkelig stærke."

- Det forekommer ikke let i kvindelivet at finde balancen mellem omsorg og omklamring?
"Det kan man forhåbentlig ved at insistere på en vis humoristisk holdning til tilværelsen. Ingen genvej til Paradis er en dyster bog, men der er også en vag humor i den."

- Der er bare ret store omkostninger forbundet med at blive sig selv for kvinderne i din bog?
"Nu handler den så meget om døden, så det tager det hele farve af, men jeg synes da bestemt, at kvindelivet er bærligt!
En del af historien ligger også i vores omgang med sproget. Vi tror jo på sproget, vi mener, vi forstår hinanden, når vi henvender os til hinanden på det samme sprog, men det er ikke altid, det forholder sig på den måde. Vores måde at fortolke tilværelsen på afspejler sig i vores sprog, og det kan blive opfattet på en helt anden måde af andre."


Dette interview af Synne Rifbjerg blev bragt i Weekendavisen, den 22. oktober 1999