Når man har læst Christine, siger man som forlægger: Til lykke

- tale ved Laureatfesten for Helle Stangerup 1986

Af : Klaus Rifbjerg

[...]

Når man har læst "Christine", siger man som forlægger: Til lykke, ikke blot til forfatteren, men også til sig selv. Der er bøger, hvis iboende kvaliteter er så indlysende, at man bare behøver snuse til dem for at fornemme, at her er den! - og i tilfældet biografier må der nødvendigvis være tale om det skitserede sammenfald. Det er ikke nok, at forfatteren finder sit objekt interessant, er optaget af stoffet, ja, måske oven i købet forelsket i det, der skal en slags overordnet velsignelse til, som kommer direkte fra det åndelige rum, både den der skriver og den der skrives om, befinder sig i. Der er tale om en symbiose, og den kan være så vital, som Helle selv beskriver den i et interview: Når hun så op fra skriveriet, ventede hun i bogstaveligste forstand, at der måtte stå en page bag ved stolen med en kop te til hende!

Hvis det skal blive ved med Helle Stangerup og biografien - og det er der mange gode grunde til at det skal - så er det næste skridt at finde det nye "offer". Fra pålidelig kilde ved jeg, at afsøgningen af det historiske landskab allerede har kaldt personer frem, der for forfatteren rummer den gemytternes overensstemmelse, som gør et parløb muligt. Jeg skal nok vogte mig for at røbe de udvalgtes identitet - men har selvfølgelig allerede røbet noget ved at påpege, at det drejer sig om mere end en person! - Men det er underordnet, det vigtigste er, at stemmerne har lydt, at der findes et ekko, der giver genklang ikke blot i historiens lange korridor, men i forfatterens hjerne og hjerte.

Jeg tror ikke Helle Stangerup er militant feminist, til gengæld er det ikke uden betydning og bestemt ikke ukarakteristisk, at hun skriver om en kvinde, om kvinder. Hendes indfaldsvinkel er en anden end den gængse og ligger fjernt fra den, der fremstiller kvinder som underkuede, hjælpeløse ofre. Der er meget lidt offer over Christine, hun er vel det modsatte: En initiativrig, fantasifuld og meget aktiv person, et menneske, der elsker at bestemme og sætte i scene og har afgjort sans for magt. Derved skulle hun så ligne en mand, men her tager man fejl, det særlige ved Helle Stangerups fremstilling peger på, at den traditionelt svage ofte er forsynet med den mest veludviklede fantasi og af og til driver sit spil med større raffinement, end de mere gumpetunge og selvbevidste mænd. Dette spil har ofte - men ikke mindre effektivt - været drevet fra kulissen – oh, milde kvinder, hvor har de magt! - Men det særegne ved Helle Stangerups interesse ligger i, at hun ikke blot vil demonstrere en kvindes styrke, men også tillader figuren at bære magtens attributter.

Det kan let tolkes sådan, at kvinder ikke har noget at skamme sig over - hvad de ved Gud i himlen heller ikke har - men at de også bør ses i al deres skamløse magt og herlighed.

Det er der noget aristokratisk ved, endda noget udfordrende, og her ligger måske nøglen til den succes Helle har fået, en af dem i hvert fald. Hvad der giver "Christine" spændstighed og skaber bogens tiltrækningskraft er denne uforfærdede fornemhed. Den finder man også hos Blixen, og måske er det ikke sært, at både hun og Thurman har været inde i billedet her. I hvert fald har Helle Stangerup og hendes bog det fælles med den nævnte, at de fortæller om en kvinde, der ikke blot var herre i sit eget hus, men også tog eventyrets udfordring op og formede sin egen skæbne i en iscenesættelse, der måtte udfordre guderne.

Den slags vil ikke blot kvinder, men også mænd gerne læse om. Det vil både forlæggere og boghandlere og dem, der kommer ind og køber bøgerne, gerne læse om. Thi her er en udfordring, som er værd at tage op, her lægges op til en konfrontation, hvor man ligesom må hanke op i sig selv for at komme i niveau eller i det mindste etablere et forhold til drømmen om, hvordan man selv kunne være - hvis man ville og turde - og det uanset køn!

Det er altså ikke kun for biografen et spørgsmål om at få tryllet de rigtige kulisser og de uigennemskydelige kendsgerninger frem; det det handler om først og fremmest, er at formulere en holdning - sin egen - uden at det på mindste måde forrykker ægtheden, ja, autenticiteten i det portræt, man forsøger at tegne. Og i visse tilfælde kan man gå så vidt, at det næsten bliver underordnet, hvordan personen var "i virkeligheden", blot han eller hun lever på papiret så det gnistrer. Jeg ved ikke, om Marie Grubbe var som Jacobsen beskriver hende. Jeg ved kun, at efter hans roman er hun, og det i en sådan grad, at havde romanen ikke været der, ville Marie Grubbe bogstaveligt talt ikke have levet.

For man skal ikke et sekund glemme, at der er tale om biografiske romaner - både J. P. Jacobsens og Helle Stangerups. De tager sig friheder, men også derved forhøjer de personernes virkeligheds-kvalitet, gør dem mere tiltrækkende, mere underholdende, for det er jo det gode ved kunsten, at den ligesom disse kvinder, Marie, Christine, hvad de nu hedder, ikke vil lade sig nøje, ikke vil finde sig i at blive tildelt en bestemt rolle og skabelon, men hele tiden prøver på at sprænge den, at komme ud af den, vokse, ja, blive bigger than life.

[...]

Kære Helle: Til lykke med, at der er så mange ubenyttede muligheder i den danske histories portrætgalleri, mange flere end i Thurmans opædte Amerika. Jeg er sikker på, at du vil finde dem, dem du kan bruge, d.v.s. dem, der kan bruge dig.


Ovenstående er en forkortet version af Klaus Rifbjergs tale, der tidligere har været trykt i Det danske Bogmarked, 17. Marts 1986.