Som skyernes flugt

- Interview

Af : Erik Skyum-Nielsen

...
"Egentlig skrev jeg kun det, jeg havde lyst til at skrive, det jeg nu syntes var morsomt. Hvis der er en situation et sted, tænkte jeg, hvis der er poesi et sted, hvis der er en dybde i sindet et sted, så gå efter det og skid på resten! Jeg lærte at operere med huller, med overspringelser, og det har været meget mærkeligt, for jeg var ikke sikker på, om det fungerede, jeg gjorde det bare.
    Men jeg har fundet ud af, hvordan det måske er: Hvis jeg ved, hvad jeg springer over - det kan være en enkelthed, men det kan også være fem eller ti sider - så behøver jeg ikke bekymre mig, jeg behøver ikke skrive det, for så opdager læseren det og føler det ikke som et savn. Læseren bliver aktiv og kan selv slutte: nå, sådan og sådan. Men hvis jeg ikke ved det, det kan f.eks. være en enkelthed, jeg ikke ved besked med, eller noget jeg er i vildrede med, så fungerer det ikke. Så aner læseren uråd og mærker, at forfatteren ikke aner, hvad han snakker om, og vil lyve sig fra det.
    Det syntes jeg var mærkeligt. Man kan åbenbart forlade sig på en indforståethed i tavsheden eller en fælles viden imellem læser og forfatter. Der er noget, man kan forlade sig på, som om der er en virkelighed bag sproget, som ikke får ord, som er tavs, men hvor man altså kan regne med, at læseren er der et sted. Når jeg er her, så er hun eller han også der, og jeg kan roligt springe. Jeg behøver ikke engang sige det, jeg kan bare gøre det,"
...
"Det er noget frådseri, at man ikke som prosaist breder det ud og bruger det stof man faktisk har, men at man nøjes med det, som der er intensitet og kvalitet i. Men jeg tænkte, at der her måske var en ny måde at operere med en læser på, ved ikke at fortælle færdig, men i stedet lade tingene stå uden formidlende overgang: Hertil kører vi. Stop. Så begynder vi et andet sted, kører videre dér. Hov, så går vi tilbage. Det gælder om at lade være med at formidle det, men sætte det op i klodser uden at argumentere for det, og uden at forklare. Det er meget tilfredsstillende."

Hvis vi går fra komposition og fortælleteknik til det stilistiske, så virker det påfaldende, at du i de fire romaner fra det runde bord skriver mere lapidarisk end dengang du brugte Mikkelsen som jeg-fortæller. Der er masser af nye træk i stilen: korte sætninger, sætninger uden verbum, sætningsemner, nogle gange også henvisende sætninger, som imidlertid ikke refererer til den foregående, men til den næst- eller næstnæstforegående, sådan at der kan spilles på, hvor læseren mon befinder sig, og sløjfes en række mellemregninger. Ja, du betjener dig sågar af omvendt ordstilling, et gammeldags "mundtligt" fortælletræk: "Venner var de ikke blevet", står der i Springet om Sivert og Aksel. "Overskud havde de alligevel", skriver du om Aksels forældre. Det er næsten som at høre Herman Bang i Ved Vejen: "Børn fik de jo ikke." En kort og fyndig måde at danne optakter på. Kan man beskrive forandringen i din fortællekunst sådan, at du har skiftet forbilledet Henrik Pontoppidan ud med forbilledet Herman Bang?

"Det var helt absolut en ambition om at skrive på en anden måde. Og dertil hørte i hvert fald en træthed ved den argumenterende stil, og en irritation over Pontoppidans utrolige tydelighed. Man siger han er så tvesynet, og det er han også, men han er også nogle gange så tydelig, at man må sige: det er for meget, det her, vi har opfattet det.
   Jeg har ikke genlæst Bang, for jeg har altid tænkt, at så god kunne jeg ikke blive, så artistisk som han. Men der er en anden, der har hjulpet mig en hel del, også i det med hullerne, nemlig Milan Kundera, især de første bøger, f.eks. Latter og glemsel. Den havde en tæthed og hensynsløshed i måden, hvorpå den brød ting af og begyndte på dem igen."


Interviewet blev første gang bragt i sin fulde længde i Bogens verden 1993, årg.75, nr.2