I svinets hjerte

Af : Henrik Wivel

Bombastisk of effektfuld moralsk fabel om den hvide mands byrde fra Vagn Lundbye.

Nu er Vagn Lundbye jo ikke Bret Easton Ellis, og den asiatiske jungle ikke en new yorker-yuppies mærkevarehybel men alligevel. Vagn Lundbye holder sig i sin ny roman ikke tilbage, hvad angår ulækre kalamiteter. Palindromos eller Colombos sidste rejse er ubetinget Vagn Lundbyes værste bog, men dermed paradoksalt nok også hans bedste.
   Vagn Lundbye har skrevet en stram og ikke mindst ram moralsk fabel om naturens hævn over den hvide mands drøm om verdensherredømme. Her året før den vestlige verden går amok over 500-året for Columbus, opdagelse af Amerika, vender Vagn Lundbye historien på hovedet, så at sige. Opkaster de såkaldt primitive naturfolk til herrer og vestens kolonisatorer til slaver. Således spejler han manende og makabert de sidste århundreders vestlig imperialisme ved at vise, hvad der sker, hvis naturfolket med samme grusomme radikalitet som den hvide mand, underlægger sig verden.

Gidsel hos de vilde
Colombos sidste rejse er en historie med modsat fortegn, skrevet igennem med en konsekvens og et mod til at gå til yderligheder, der klæder Vagn Lundbye. Mest fordi det betyder, at forfatterens til tider forblommede metafysik og litterære henvisninger holdes nede på et tåleligt niveau - uden dog helt at forsvinde. Vagn Lundbye lader sin moderne amerikanske Columbus anno 1992 rejse ud på sin sidste rejse, der via en fjern missionsstation i en ikke nærmere defineret asiatisk jungle bliver taget som gidsel af en gruppe indfødte.
   Som i Joseph Conrads klassiker Mørkets Hjerte (1900) føres Colombo op ad en mystisk flod mod selve sandheden om sig selv og sin race. I en fjern junglelandsby, ligeså meget af indre som af ydre natur, holdes han som fange i en koloni af fortabte mænd fra den vestlige verden. En flok af gode viljer. Men med dvælende erkendelse og spærret inde og ydmyget af det naturfolk, de med vanlig besserwissen har villet gøre noget for. Men som her i selve svinets hjerte får sat deres idealisme og dulgte drømme i relief af en kultur, der viser sig at være noget definitivt andet, end deres egen.

Under huden
Præcis den historie er hørt før, men ikke på den måde Vagn Lundbye fortæller den. Og her kan han altså noget, Lundbye. Gøre begivenheden konkret og sanseligt nærværende i en grad, der næsten ikke er til at holde ud. Den bevægelse, hvormed Vagn Lundbye lader den vestlige civilisation skride i mødet med en anden verden er mageløs, set helt tæt på. I klaustrofobisk befamlende nærhed kommer naturfolket, junglen dens dyr og dårligdomme, i bogstaveligste forstand ind under huden. Intimiderende og med en i vestlig forstand hårrejsende amoral og mangel på anstændighed, renlighed.
   Vagn Lundbye skildrer denne civilisatoriske dehydrering som en kastration i både konkret og overført betydning. Sceneriet lader sig ikke referere i al sin kropslige blanding af eros og afføring, blodige vælde og dampende dyriske uddunstninger. Den franske psykoanalytiker Julia Kristava har i sin bog Det væmmeliges magt. Essay om det ækle (1980) påpeget, at sandheden om vor egen oprindelse skal søges i vor omgang med det ækle, kroppens afskyvækkende drift mod fornedrelsen. Det er dette, selve det ækle, Vagn Lundbye sprøjter i hovedet på sin læser. Civilisationens bagside, en anden verden, vi ikke vil vide af, og derfor skulle have ladet være, hvor den var. Som noget i sig selv, væsensforskelligt fra vort liv.
   Romanen er, og ordene må falde, sådan hvis man skal følge Vagn Lundbyes eget billedsprog, skideflot skrevet. På en gang styret og bombastisk overstyret, men hele tiden effektfuld og vedkommende, fordi han lader sin fortælling ramme ind i kødets og kroppens drift. Den eros, der bærer de maskuline stenmenneskers drømme, og som med Columbus og konsorter har dikteret verden sin potente forestilling. Nu bliver det erotiske underlagt en anden kulturs diktat og anskueligheden i den proces emmer svedigt og suger sig fast som en igle i huden. Din hud.

Denne anmeldelse blev første gang bragt i Berlingske Tidende, den 12 oktober 1991