De små ting er store nok

Det Danske Akademis store pris tilfaldt i 1992 lyrikeren Peter Laugesen.

Af : Erik Skyum-Nielsen

Når Det Danske Akademi i november 1992 holder sin store, årlige fest, tilfalder den fornemste danske litterære hædersbevisning, Akademiprisen kaldet, lyrikeren Peter Laugesen, som fyldte 50 for nylig.
   Laugesen får dog næppe de 200.000 kr. som tak for bestemte enkeltværker, skønt man blandt hans over 30 digtsamlinger med lethed vil kunne udpege adskillige virkelig gode. Hvad Akademiet har ønsket at præmiere, er snarere en proces end et resultat. Prisen gives denne gang ikke for et forfatterskab spredt over genrer, stilarter eller motiver, men simpelt hen for et stort stykke grundigt udført arbejde: selve dén kunstneriske praksis, som Laugesen har gennemført, siden han i 1967 - på et af tidens mange undergrundsforlag - publicerede bogen Landskab. To år efter dukkede han op ´overground´, men stadig med samme kunstneriske autoritet, kombineret med en ydmyg respekt for det poetiske håndværk i sig selv. Fra da af er bøgerne så kommet som en lind strøm - hver gang lyrik, og hver gang med umiskendeligt præg af lyst og uanstrengt sikkerhed. Laugesen har som få andre danske lyrikere formået at sætte en egen standard. Hans produktion bliver næppe nogen sinde folkeeje, men den vil i kraft af sin direkthed og prægnans formå at fænge hos enhver med sans for det fortættede digteriske udtryk. Blandt hans kolleger, især de yngre, har bøgerne da også gennem årene aftvunget kolossal respekt, simpelt hen fordi der hver gang udfoldes en konkret og renfærdig holdning til selve det at digte.

Børn og kærlighed
Peter Laugesen har, med en drejning af et Jack Kerouac-citat, karakteriseret sin egen digtning som »et langt, et endeløst digt i een linje. En linje der aldrig holder op. For rytmen i poesi, og al sand skrift er poesi, er i den krop, der skriver, ikke i dens jeg alene, men i kroppen som sådan.« For Laugesen drejer det sig derfor ikke om at lave kunst eller om at frembringe tekster, der opfylder visse genremæssige krav. I stedet tilstræber han at holde teksten »i det konkrete, i det materielle, som er sproget og ordene, lydene og bogstaverne.« I første halvdel af processen - fra 1960ernes slutning til omkring 1980 - afsatte hans holdning to slags bøger. På den ene side små, fortættede digtsamlinger skabt på et mere eller mindre afgrænset formelt og tematisk koncept. På den anden side en række store, vildtvoksende bøger, veritable vandfald af ord, hvor tekster af vidt forskellig type væltede frem hulter til bulter, som om mediet, bogen, blot udgjorde en tilfældig afgrænsning af en i sidste ende endeløs sang. Senere, i 1980erne, blev Laugesens bøger mindre, i hvert fald hvad angår det ydre omfang. Til gengæld voksede de i højden og dybden, takket være en egen alvor. Og kunne hans budskab før udarte til en desperat anarko-surrealisme, har han op gennem 1980erne først og fremmest brugt sin poesi til et konkret og derfor helt usentimentalt forsvar for det eneste, han i sidste ende mener at kunne fæste lid til: børn og kærlighed, hverdag og natur.

Når sproget synger
Der er unægtelig langt fra Laugesens digtning til et traditionelt lyrisk ideal om harmoni og fuldkommenhed. Det rene, smukke, hele digt har aldrig været hans kop te. For ham afhænger arbejdets værdi af, om skriften overhovedet får fat, dvs. får sproget til at synge.
   Laugesen har nemlig gjort sig dét fundamentale vilkår aldeles bevidst, at sproget, som den danske teolog og filosof K. E. Løgstrup har sagt det, hele tiden er lige ved slet ingenting at sige. Alt for meget af, hvad vi siger og skriver, og det gælder også litteraturen, består ret beset af tomme gentagelser af forlængst forstenede udtryk. Skal poesien overvinde den død, der således ligger inhærent i sproget, må digteren stole på sine sanser og være tro mod sit eget øre. Ud fra denne grundholdning afviser Laugesen at frembringe ´digte´, forstået som nydeligt afsluttede enheder. Men holdningen gør som regel hans tekster klare i anslag og rene i tone.

Der er ikke de store ting
at skrive om. Hvorfor
rejse sig, hvorfor
lære at gå og tale.
Der er ingenting at sige
og ingen steder at gå hen.
Der begynder det altid
med den levende krop
sprællende og pludrende
som et mirakel.
Der er ikke de store ting
at skrive om.
De små er store nok.

En poetik
Digtet - hvis sidste linje kan gå såvel på digtningens genstand som på digterens børn - står at læse i samlingen Barnetro, udsendt 1985. Af Laugesens produktion fra de senere år kan fremhæves to komplementære digtkredse, Nattur og Kulttur fra 1989-90, Milesten fra 1991 samt den lille og ganske uprætentiøse 29 digte (1991). Heri finder man følgende skitse til en personlig poetik:

Digtet er ikke bare en leg
med bogstaver, heller ikke
kun et spil med ord, begreber,
følelser og tanker. Det er
den hurtigste vej i sproget
mellem viden og glemsel, ansvar
og frihed. Historiens hjerte.
Digtet er ideen som handling.

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine nr. 3, 1992