Verden sunget fra en knold i Brabrand

- om Laugesens Når engle bøvser jazz

Af : Anne Borup

Peter Laugesen var indstillet til den europæiske litteraturpris, Aristeion-prisen, i 1999 for digtsamlingen Når engle bøvser jazz. Nedenstående artikel er skrevet til indstillingsrapporten.

Karakteristisk for Peter Laugesens poesi er foreningen af det lokale og det globale i et verdenslitterært, multikulturelt sprogunivers. "Verden sunget fra en knold i Brabrand" hedder det i og om et af digtene i bogen, Når engle bøvser jazz. Beskrivelsen passer på digtet, på digtsamlingen og på Laugesens digteriske projekt som helhed.

Brabrand er en bydel beliggende på nogle bakkedrag i udkanten af Århus på Jyllands østkyst. Her bor forfatteren (f. 1942) og herfra udsender han hvert år mindst en digtbog. Når engle bøvser jazz er nummer 42 og med sine 284 sider den største indtil nu. Men, og det er pointen, også fra en perifer bakkeknold i en provins i lilleput-Danmark står hele verden til rådighed for poeten. Det omtalte digt har fx titel efter den finske digter Pentti Saarikoski. Det tager udgangspunkt i et dansk decemberlandskab, som fremkalder en stemning af "baltisk melankoli" og der citeres på fransk, italiensk, engelsk og finsk. Laugesens første digtsamlinger hed Landskab og Skrift. Netop naturindtryk og skriften som handling er tilstede overalt i digtene. Impulsen til det enkelte digt er ofte, som her, en konkret naturoplevelse, der uformidlet føres over i refleksioner over sprog, natur og kunst. I de lange digte er formen som regel styret af de spontane rytmer i materialet, dvs. rytmen i sproget som det bliver talt. Den rytmiske motor i dette digt findes i de gentagne variationer over temaet og mantraet: "at være". Gennem gentagelse og opremsning opstår den vuggende rytme, der driver sproget frem til ganske små betydningsforskydninger, jf. forestillingen om naturen som "et evigt foranderligt mønster". Andre, næsten uoversættelige rytmer, er en følge af allitterationer, remser og ordspil som: "Folden lukker ude folden lukker inde folden folder fjolser". I lighed med andre Laugesen-digte fører foreningen i sproget af tanke og krop, dvs. den samtidige eksistens af refleksion og sprogsensibilitet, frem til ekspressive formuleringer eller paradoksale vendinger, som dette digts slutning: "At være navlestrengenes mantra og mumlekor på splatterscener./ Himlen er grå. Lodret som en væg."

SAARIKOSKI

Våd og blændende juledag med brune sorte og gule
og blegt grønne marker.
Solen går ned med sin baltiske melankoli og uden at der er
nogen anden historie at fortælle.
At være en mark i december at være en sø der skvulper sort
ind over slidte stentrin og vugger et evigt foranderligt mønster
af små stumper rør i en bræmme langs bredden.
At være moser og bjerge og stepper og skove og regn og blæst
og fugle og hunde og drømme og håb og år der er gået.
At være en bog der skriver privat som en dør til det sted
hvor den skriver.
At være de tricks man kender de grunde man har og de modsatte kræfter.
At være så gammel som den som mig som skriften som sproget
som kunsten som digtet og det er sgu gammel.
Og konversere har man aldrig lært man snakker med sig selv
man jager engle gennem julestuen og de ligner allesammen Francis
Ponge.
Man kan gå med sit horn i natten og trutte alene. Man kan være
vampyr med en egetræspæl gennem hjertet. Man kan boble blod
over endnu et landskab, bare en skitse.
At være New York, Paris og Chateaubriand:- "Sur les monts
de la Caledonie, le dernier barde qu´on-ait ouï dans ces
deserts me chanta les poemes dont un heros consolait jadis
sa vieillesse. L'ancienne et riante Italie m´offrit la foule
de ces chef-d´oeuvres."
Le cose di casa. Fiamma amica. Den allersidste mohikaner
der drikker ildvand i downtown Montreal klokken seks om morgenen
hvor husene står på tæer med jetlag og klang af knogler.
Verden sunget fra en knold i Brabrand, flatbush Tombstone.
Not know not see who.
Folden lukker ude folden lukker inde folden folder fjolser.
Whiskey skrev sol over Lowell og tid gennem Gloucester til alle
de rastløst spjættende alle de døde og levende.
Stammende fæ spjættende folk. Ny tænder.
At være moser og bjerge og stepper og stammer og regn og stumper
af rør i en drøm og håb over slidte stentrin og hunde og fugle
og mark i december.
At være navlestrengenes mantra og mumlekor på splatterscener.
Taivas on harmaa. Pystysuora kuin seinä.


(Himlen er grå. Lodret som en væg) (s. 281-282)

De velkendte digterroller som outsider, nar, fjols, skjald og barde tages iøvrigt op igen i samlingens sidste digt. Her overvejer forfatteren med et skjult Beatles-citat at kalde sin næste bog "Fjolset på bakken". Det melankolske i Laugesens poesi bliver således aldrig til monoton tristesse, men får dybde og klangbund gennem en udstrakt brug af humor og selvironi.

Peter Laugesen tilhører en generation af danske digtere og kunstnere med debut midt i 60´erne. De udgør ikke en skole, en -isme eller en bestemt stilretning. Fælles for generationen er først og fremmest interessen for det nye i den internationale kunst og litteratur, især den amerikanske 50´ og 60´er-æstetik: happening-traditionen, pop-kunst, action-painting, improvisationsjazz og beat-poesi. Idag er Laugesen en af de fornemste eksponenter for det danske internationalt orienterede 60´er-eksperiment. Et andet fælles træk for generationen er opgøret med den modernistiske forestilling om værkets autonome status og kunstnerens skabende originalitet. Ikke at disse kunstnere ønsker at kopiere eller gentage traditionen. Tværtimod. Man forholder sig uhyre bevidst til kunsttraditionen som teknisk forlæg og materiale, men ud fra den holdning, at al kunst bygger på lån fra fortiden. På baggrund af en håndværksmæssig kunnen og en reflekteret traditionsbevidsthed indgår såvel de gamle, afprøvede former, som velkendte, men upåagtede ting fra hverdagen i splinternye settings og kombinationer. Det er en anderledes originalitet baseret på genbrug og dialog. Man finder æstetiske fællesskaber på tværs af landegrænser, tidshorisonter og kunstarter. Flere digte i Når engle bøvser jazz udpeger sådanne forudsætninger, rødder og slægtskaber, fx dette familietræ: "Søn af eksistentialister/ lillebror til beatniks/ storebror til hippier/ far til punkere/ bedstefar til rappere [...]". En anden tekst beretter om den spirende digters litterære interesser i begyndelsen af 60´erne: "hvad læste jeg? Jeg læste Suzuki, Debord, Artaud. Dylan/ Thomas var lyd og Kerouac strøm. Finnegans Wake den/ kunstige urskov. Det var min første lejr i fremtidens/ vildmark."

Japansk haiku- og zenfilosofi, fransk situationisme, surrealisme og dada, amerikansk spontan-skrift, musikalske former, polylingvistik, ordinnovation og sprogspil hos kelterne. Det var begyndelsen og den har Laugesen holdt fast i siden. Men undervejs er nyt føjet til. Det ses tydeligt i Når engle bøvser jazz. Digteren har været på rejse i Irland, Italien og USA. Med fra Italien er en fornyet interesse for et gammelt bekendtskab, Pounds Cantos, og dialoger mellem Pound, Dante og Shakespeare, der blandt andet giver sig udslag i en række digte skrevet på blankvers. Undervejs er der gjort ophold i Wien. Her opdages et litterært fællesskab med de østrigske digtere Friederike Mayröcker og Ernst Jandl og tyske Arno Schmidt. Selvklart må det resultere i polyfone, multilingvistiske nonsens- og dialogtekster, hvor Joyce, dvs. Finnegans Wake, spiller med som blind makker. Rejsen til USA, der blandt andet gik til Kerouacs og Olsons byer, Lowell og Gloucester, betyder et gensyn med beat-poesien. Digtsamlingens titel er et omskrevet citat fra en bog om Kerouac. Ginsbergs og Burroughs død samme år bliver kommenteret i flere digte.

Man kunne med Pound kalde bogen "a ragbag". Eller med Hannover-dadaisten Kurt Schwitters se den som et litterært "Merz-bau". Et centrumløst, labyrintisk netværk, hvor nyt og brugt materiale, højt og lavt, hvirvles sammen efter collage-princippet. Et andet formforbillede kunne være den japanske haikumester Matsuo Basho. Hans rejsedagbøger fra sidste halvdel af 1600-tallet består af prosaiske naturbeskrivelser og beretninger om digterens forskellige små gøremål her og nu. Ind imellem ligger haikudigtene strøet ud som perler på en snor. Hos Laugesen finder vi både de lange tekster – dagbogsdigte, løst formede prosaimprovisationer og vildt rablende nonsensdigte – og forskellige typer kortdigte. Der gås til den nederste grænse for digtets mulighed i imagistiske snapshots på 1-2 linjer; der er ægte 17-stavelses haikuer, 8 stykker ialt, og korte sansenære ekspressive eller surreelle billeddigte.

Peter Laugesens forfatterskab udgør en stadig springende og uforudsigelig tekststrøm, hvor ingen former er udelukkede på forhånd. Nøgleordene er energi, dynamik og stadig forandring. Energien findes i sprogets rytmer, den opstår i spændingen mellem melankoli og humor, i glidningen mellem trivialitet og ophøjethed eller springer som en gnist i det tæt komprimerede kortdigt, i de spidst formulerede paradokser. Det er en digtning, som tager udgangspunkt i det forhåndenværende og det enkle, og herfra skriver sig frem til en åbning mod det, der ikke kan siges: "Han fandt ordene/ på vejen/ hjem til det/ der ikke mere var."

Dansk lyrik befinder sig her på tærsklen af årtusindskiftet i en meget frugtbar og særdeles blomstrende periode præget af stor mangfoldighed. Såvel erfarne og veletablerede digtere som purunge debutanter er udkommet med væsentlige værker i 90´erne. Og Peter Laugesen har udgivet det ene storværk efter det andet: trilogien Nattur (1989), Indianer Joes vandskål (1990) og Kulttur (1990), samt digtsamlingerne Milesten (1991), 29 digte (1991), Plettede Plusfours (1993), Deadlines (1994), Kragetæer (1995), Konstrueret situation (1996) og Pjaltetider (1997). Blandt en yngre generation af digtere, kritikere og litteraturforskere er begejstringen stor for Laugesens værk og han bliver ofte nævnt som "digternes digter". Måske fordi forfatterskabet har karakter af at være et virkeligt dansk og europæisk – eller euro-amerikansk – værk. Som et kunstnerisk eksempel på at lade sig inspirere af det multikulturelle bliver værket en tydeliggørelse af det lokale og det globale, hvilket på flere måder svarer til fremherskende tendenser i senmoderniteten. Blandt Laugesens egen generation har sen-symbolisten Henrik Nordbrandt, kybernetik-digteren Klaus Høeck og den lidt ældre Inger Christensen påkaldt sig opmærksomhed med oversættelser til flere europæiske sprog. Især Christensen er blevet et kendt navn. Laugesens værk må betragtes som et hovedværk i europæisk samtidslitteratur og vil sikkert blive kendt af eftertiden. Det fortjener imidlertid også at blive fundet af læsere udenfor Danmark nu i sin samtid.