Den skæve vinkel

Af : Thomas Bredsdorff

Tom Kristensen blev ramt af rimdøde. Egentlig uforskyldt. Han rimede som en engle, med smæld og smil. Det var tiden der gik ham og rimene imod. Bare det at digtere undlod at rime blev i sig selv et tegn på at de var moderne, ja, modernistiske. Rim var noget billigt skidt man overlod til lejlighedspoeter.
   Og Tom Kristensen, der blev ved at rime langt ind under modernismens ændrede signaler, blev forresten også mere og mere lejlighedsdigter. Det var begyndt med de farvestrålende og amoralske Fribytterdrømme lige efter 1.verdenskrig, skønne som sønderskudte banegårde. Det endte med pligtskyldig hyldest til professor Vilhelm Andersen samt registrering af ´Tanker ved J.L.Lybeckers begravelse.´
   Hvor fortegnet sådan et billede er, viser den samlede udgave af Tom Kristensens digte. Han var ikke først vild og siden artig. Han var en skøn blanding af begge dele, fra først til sidst. Han kunne skrive med spraglet spleen højt op i årene som i et lille digt om trillebøren. ´Gider vi, gu´ gør vi ej´. Og det fæle gammelmands-gravdigt er såmænd skrevet i Kristensens pureste ungdom, i 1923.
   I øvrigt er lejligheden aldrig det afgørende for kvaliteten. Nogle af Tom Kristensens mest bevaringsværdige digte udspringer af pludselige dødsfald. ´Det er Knud der er død´, Til Knud Rasmussen. Og digtet til Tom Kristensens modsætning, Gustaf Munch-Petersen, der satte livet ind for det han troede på i den spanske borgerkrig, og fik denne handlig bevaret for altid ved hjælp af den ældre Tom Kristensens bedste verselinie. Her skulle de andre, og især da Tom K. selv, vandre videre gennem ´et ældte af kunst´ og ´en støvhob af gloser´, ´medens du hviler, skudt ned, skudt ned. / dit livs ubesindigste digt.´
   ´Det blomstrende slagsmål´ er en opvisning i hvordan livet kan tage sig ud, når det bliver til lutter billeder, farvestærke og konturskarpe, frigjort for al moralsk bagtanke. Men det er en tour de force, der ikke er typisk.
   For Tom Kristensen er ikke en billedsprogets digter, men en synsvinklens. Hans bedste poesi opstår ikke når han får øje på overraskende ligheder af forbindelser. Den bliver til på samme måde som god prosa: når han har fundet den rigtige synsvinkel at berette fra. Tom Kristensen er ikke metafor-poet, han er versefortæller. En prosaist der besad rimets nådegave.
   Man kunne kalde det rolledigte, hvis ikke rollen oftest var den samme. En skræmt mand truet af alt, lige fra en bøddel i Kina til kentaurer og bundløse kvinder i Berlin. ´Henrettelsen´ er skoleeksemplet på hvordan Tom Kristensens udtrykskunst topper, når han har fundet den overraskende vinkel at gengive indtryk fra, her den dømte selv, der lige før det er hans tur, knivskarpt ser billen der vandrer mod en bøddelfod. ´Nat i Berlin 1921´ er vinklet lige så sikkert, med en dreven brug af lydindtryk til at skabe scene med.
   Det kan også være muntert som i det herlige digt om huset på Nyhavns hjørne, som ligger der den dag i dag. Cunard-hjørnet, som Tom Kristensen kalder det, fordi det skævt skårne hus minder ham om en damper. Her passerer ludere og sømænd og hajer forbi den rollehavende, der til sidst opdager sit eget spejlbillede i ruden: en lille dreng i matroskrave. Her junglerer rimsmeden rigtigt. ´Skønt rav´ rimer på ´grønt hav´ og ´blå ro´ på ´små sko´.

Uddrag fra artikel bragt i Politiken 30. marts 1997