Århundredets danske roman

Om Hærværk

Af : Jens Kistrup

"Åbenhjertige fortielser" kaldte Tom Kristensen de erindringer, han udgav et par år efter at han havde passeret de 70. Røbe sandheden - men kun til en vis grænse. Satte sit eget liv på spil - men samtidig bringe sig i sikkerhed. Bekende - og mystificere. Fortælle - og fortie. Stoppe op dér, hvor det for alvor begynder at brande på.
   Denne mærkværdige blanding af åbenhjertighed og en blufærdighed, som snarere bør kaldes angst, forblev livet igennem karakteristisk for de kommentarer, Tom Kristensen gav sit liv og sit forfatterskab med på vejen.
   Det gælder også hans store roman "Hærværk" (1930) og på en måde forstår man ham godt.
   Den er et stykke selvbiografi. Hovedpersonen Ole Jastrau, digter og kritiker, der forlader sin stilling som litteraturredaktør på den københavnske avis Dagbladet for at gå i hundene som uforbederlig dranker - hvem er han andre end Tom Kristensen selv? Og den københavnske lilleverden, handlingen udspilles i med Dagbladet som centrum og skydeskive for forfatterens let vakte ironi - placerer den ikke "Hærværk" som en nøgleroman, hvori langt de fleste personer er meget lette at identificere med virkelighedens dengang sidst i 20´rne.
   Alt det er i og for sig ikke forkert. Og den meget forbeholdne modtagelse, "Hærværk" fik, da den udkom, kan delvis forklares ved en slags ubevidst forargelse. Forargelse over, at Tom Kristensen havde bevæget sig ind på et område, der ellers betragtes som privat - og kun privat.
   Den konservative kritiker Henning Kehler i Berlingske Tidende mente f.eks., at Tom Kristensen kunne have ventet med at skrive romanen, til tømmermændene havde fortaget sig: "Sjælehistorien, eller om man vil: sjælens historie, forsumper i drukkenskabens saglige detaljer. Det er følgen af at identificere sig for stærkt med det, man digter om"
   Og i Politiken´s hus - Dagbladet er Politiken - ytrede forargelsen sig direkte som fornærmelse. I Politiken skrev Svend Borberg om "Hærværk", at den både som "nøgleroman" og som en ny "Tom Kristensen" var en skuffelse: "Den er forfatterens personlige opgør med en periode, hvor han var kommet ind i en smudsig blindgyde. Det er begrænset, hvor længe man kan interessere sig for en blindgyde og for dokumentationen af, at den er snavset og ingen vegne fører hen".
   Og i Ekstra Bladet mente Frejlif Olsen - bladets redaktør - at Tom Kristensen ikke bare savnede blufærdighed over for sin egen person, men at han også havde behandlet sit blads indre liv og sine kammerater på en måde, der tydede mest på privat hævngerrighed og ondskab. Ligesom Svend Borberg var Frejlif Olsen skuffet - skuffet, fordi "Hærværk" "mere er et råt og ved sin ensformige, fantasiløse udførlighed næsten ulideligt smædeskrift end et digterværk".
   At Knut Hamsun så anderledes på det, føltes naturligvis som en oprejsning. I et brev til Tom Kristensen kort efter udgivelsen skrev han bl.a.: "Jeg har selv skrevet bøger, det mangler ikke, men nu er jeg ydmyg, ingen bog er som Deres". (Brevet blev med Hamsuns tilladelse offentliggjort i den danske presse). Og senere er "Hærværk"s aktier unægtelig steget - en af dette århundredes bedste danske romaner, måske den bedste.

En frigørelsesproces
Selv bidrog Tom Kristensen til denne opvurdering. Ikke ved at levere den realkommentar om romanens tilblivelse, som stadig mangler, men ved - mystificerende! - at lade skinne igennem, hvilken pris det havde kostet at skrive "Hærværk". Mest dramatisk i et interview med Erik Rostbøll i Det Danske Magasin 1954:
   "Den er en eneste stor fanden-i-voldsk dødssynd. Alle andre karakteristikker af dette mit "hovedværk i dansk litteratur" gælder til vandsbæk. Bogen er synd. Og dette har ikke noget med teologi og livsanskuelsesdebat at gøre. Den bevæger sig ikke i det plan. "Hærværk" har kostet menneskeliv, derfor er den en dødssynd."
   "Men det andet, som må siges i samme mundfuld, er: Hvilken garanti tror man at have for, at jeg skrev "Hærværk" for at fortælle sandheden? Den bitre kalk, som "Hærværk" skulle have været, hvis den skulle have været sand, blev til et berusende bæger i stedet for. Jeg berusede mig i skidtet. Men se, da jeg fik dyppet pennen dybt nok, førte den mig tilbage til flasken. Det er til at grine af, selvfølgelig, jeg plejer jo også at holde grin med det. Hvorfor ikke? Men derfor kan vi jo godt være enige om, at det var undergang. Jeg berusede mig i det, jeg hadede som pesten. Og bogen, som skulle have fået mennesker til at vige tilbage i forfærdelse, trak dem i stedet til sig. De gik med på galejen."
   Når jeg har citeret disse - delvis modstridende - udsagn så udførligt, er det, fordi både kritikkens åbenlyse vildfarelser og Tom Kristensens overdimensionerede selvanklager siger noget om "Hærværk" som en roman, der ikke kun kan læses på én måde. En drankerroman, en studie i selvdestruktion, hvor alkoholikerens fantasier virker særlig stærkt, fordi det sproglige sanseapparat overalt i romanen fungerer med en ligefrem virtuos præcision - alt det er "Hærværk" naturligvis også.
   Men Ole Jastrau er ikke bare en alkoholiker bundet af sin last - og af sin fortid, den halvt impotente angst over for kvinder, der psykoanalytisk ligefrem defineres halvt som et Ødipus-kompleks, halvt som et Maria Magdalene-Madonna-kompleks. Det paradoksale ved "Hærværk" er, at den i lige så høj grad er en - negativ? positiv? - passionshistorie, religiøst og psykologisk. Den lidenskab, hvormed Ole Jastrau tager kampen op med - og fuldbyrder - sin skæbne, er den kraft, der såvel menneskeligt som kunstnerisk driver romanen frem.
   Derfor er det heller ikke nok at se Ole Jastrau som en mand, der går i hundene - og ønsker at gøre det. For "Hærværk" er ikke mindst lige så meget historien om en frigørelsesproces - Ole Jastraus befrielse fra alt det, der vil indfange ham, binde ham, frelse ham, hvad enten denne "frelse" er professionel (journalistikkens meninger, den "meningitis") , religiøs (troens/ den katolske kirkes autoritet) , politisk (kommunismen) eller seksuel (det efterhånden opløste ægteskab, mere eller mindre mislykkede forhold til kvinder på flere sociale niveauer fra bourgeoisiet til proletariatet)

Frygt sjælen
Over for alle disse ydre og indre tyrannier har Ole Jastrau tilsyneladende én eneste flugtmulighed - den: at vende tilbage til alkoholen, til trygheden blandt de andre alkoholikere i Bar des Artistes. Der er noget fuldkommen rituelt i den måde, hvorpå han hver eneste gang vender hjem til dette faste udgangspunkt, der måske trods alt mindre er et fængsel end en garanti for den frihed, han aldrig helt sætter over styr: "Her, og kun her, var en ro, som ikke var af denne verden". Og skønt romanens slutning, dens "epilog", ikke er éntydig - rejser Ole Jastrau til Berlin som sekretær for den eksilerede nationaløkonom professor Geberhardt eller gør han det ikke? - er det næppe tilfældigt, at det er netop ham, han overvejer at knytte sin skæbne til.
   For blandt romanens mange hoved- og bipersoner er han den eneste, der repræsenterer den samme desperate, men konsekvente frihedsdrift som Ole Jastrau. Han optræder ikke direkte i bogen, men fra et interview med ham citeres nogle ord, som Ole Jastrau ikke ville have haft svært ved at kontrasignere: "Undertiden gribes man af lede ved at være aktiv deltager i denne verdens skæve udvikling, og den har nu grebet mig så stærkt, at jeg går min vej".
   Sådan siger Ole Jastrau ikke og kunne vel heller ikke have sagt, fordi hans konflikt - den permanente krisetilstand, han befinder sig i - trods alt er en anden. Hans ulykke er, at han lever i en virkelighed, der er faldet fra hinanden. En virkelighed, der er blevet uvirkelig.
   Meningerne gør menneskene til skygger, og angsten ligger på lur overalt. På bladet har han "en fornemmelse i ryggen, som om der hele tiden går nogen bag ved mig med en dolk". I natklubben Guldaldersalen er det, som om selve sproget fylder ham med angst - alle ord får en lurende bibetydning.
   Hvad Ole Jastraus virkelighed savner, er en sjæl. Og det er netop sjælen, han søger - eller dyrker. Tom Kristensen gav "Hærværk" mottoet: "Frygt sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en last." og en sådan last - eller besættelse - bliver den for Ole Jastrau.

En dansk Ulysses
Det er den, han søger hos ungdommen - og hos den digter Steffensen, der følger ham som en skygge, flytter ind i hans lejlighed og skriver de digte, han har omsat i meninger eller i alkohol ("Kæferter er digte, der ikke kan få form"). Det er den, han mener at være på sporet efter i den uendelighed, han hele tiden taler om. Et uendeligt menneske, et kultisk menneske! Ja, hans søgen efter en sjæl får ham til at se sig selv som en slags reinkarnation af Jesus: "Jeg kan ikke glemme Jesus blandt skøgerne. Jo mere jeg solder og drikker, jo nærmere er han mig. Han genopstår inden i og midt i alt dette hærværk, her, inden i mig".
   Når Ole Jastrau drikker, er det for at drikke sig ind i uendeligheden - og i usårligheden. Der er et øjeblik i romanen, hvor han føler, at han har gjort sig fri, uafhængig både af bladet og af den kirke, som forgæves har søgt at omvende ham, og som han heller ikke har villet lade sig omvende af:
   "Alt, hvad der tidligere havde pint ham derovre på bladet, alt, hvad der kunne svække og undergrave hans stilling, var ikke andet end en stemme, som undertiden druknede i en klirrende lyd, en svag, svag stemme i et ødelagt telefonrør. Intet, intet kunne såre ham mere. Så afmægtige var nu alle mennesker over for ham. Deres gode råd, deres advarsler, deres skadefryd, deres intriger. Kun utydelige stemmer i et sprukket telefonrør."
   En dansk "Ulysses"? En dansk "Kontrapunkt"? Jo mere den tid - 20´erne - "Hærværk" er et produkt af, kommer på afstand, desto mere bliver man klar over, hvor stærkt Tom Kristensens roman hævder sig som det sidste, mest desperate og kunstnerisk mest vitale udtryk for den søgen efter et (religiøst) holdepunkt i tilværelsen, som litteraturen senere hen har måttet klare sig uden.
   Det farlige og fristende ved "Hærværk" er derfor, at jo mere ideologi man lægger i den, desto mere risikerer man at komme på vildspor. Man kan sige, at man derved deler skæbne med hovedpersonen Ole Jastrau, hvis historie i romanen netop former sig som en række af vildspor, der alle ender resultatløst eller blindt. Men midt i vildfarelserne bevarer han en ironi eller selvironi - næsten en slags integritet - som beskytter ham mod helt at gå til grunde. F. eks. siger han hen imod slutningen af romanen: "Der er noget, jeg vil - og når jeg drikker, synes jeg undertiden et øjeblik, at jeg har fanget det. Spiritus er den eneste erstatning for religion - skal jeg udtrykke det sådan for spøg?".
   For spøg! Midt i beruselsen - og romanens handling former sig som en tilsyneladende endeløs række af drukture - bevarer Ole Jastrau en mærkværdig illusionsløs nøgternhed over for sig selv. Han er jo bare "en simpel mand, der har forsøgt sig lidt med den absolutte sjæl og den absolutte frihed. Foreløbig har jeg altså nået at blive dranker".
   Dette nederlag - hvis det ikke snarere er en opvågnen end et nederlag? - gennemspilles i romanens slutning i mange forskellige tonearter. Havde han ikke et filosofisk mål? Ville han ikke bag om meningerne, sine egne meninger? Og af disse meninger - som lige så godt kunne kaldes illusioner eller selvbedrag - var troen på sjælens uendelighed den største illusion, den egentlige forbrydelse: "Man skal have råd til at gå i hundene. Det var kun sjælen, der havde interesse og sjælen var fandeme ikke til at konstatere".

Total kaos, total frihed
Ole Jastrau beskæftiger sig meget med sit eget udseende - de ubestemmelige mongolske træk, der både er en vismands og en drankers, den tiltagende korpulence, uformeligheden: "I denne begyndende uformelighed sad sjælen. Sjælens uendelighed og umanerlighed - hvad er det blevet til?"
   Hvad det blev til - eller ikke blev til - er "Hærværk" et stort katalog over. Lader Tom Kristensen Ole Jastrau gå til grunde? Han redder ham i hvert fald ikke: "Der var så meget at tænke på. Men det lå alt sammen i én stor ruinhob, alt det, han skulle have tænkt".
   Den totale fiasko, men også den totale frigjorthed fra alt. Det er i lyset af denne dobbelthed, "Hærværk" skal læses. I en vis forstand viderefører den en tradition - nederlagsromanen - i dansk litteratur, med en kunstnerisk vitalitet, som man ikke finder magen til i nogen tidligere eller senere dansk roman.
   Det er sørgeligt at skulle sige det, men det er sandt: ingen har kunnet eller turdet tage konkurrencen op med "Hærværk" på dens egne betingelser. Det er det, der gør den til en stadig lige levende klassiker, dette århundredes danske roman.

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine nr. 1, 1991