The Fall of the King - the Rise of the Novel

Af : Lars Handesten

Nobelpristageren Johannes V. Jensens roman Kongens Fald fra 1900-1901 er blevet udnævnt til århundredets danske roman i skarp konkurrence med værker af blandt andre Karen Blixen og Martin Andersen Nexø. I suveræn ekspressiv og billedmættet stil fortæller romanen om titaniske fantaster og tvivlende sjæle og beskriver de sarteste følelser og den mest bestialske voldsomhed.

Da Johannes V. Jensen i årene 1900-1901 udgav romanen Kongens Fald, var der ingen der kunne eller ville spå den en fremtid som århundredets danske roman. Den fik meget blandede anmeldelser i aviser og tidsskrifter, og dens første oplag på blot 1250 eksemplarer tog det over ti år at få solgt. Man kunne godt se, at dens sprog var originalt, men man fandt den også for rå i sin tone, for kulørt i sin dramatik og for fragmentarisk i sin komposition.

Små hundrede år efter udgivelsen er Kongens Fald solgt i 250.000 eksemplarer alene i Danmark, og da læserne af to store dagblade på tærskelen til årtusindskiftet skulle pege på det sidste århundredes danske bog kom Kongens Fald til ære og værdighed og blev en klar nummer ét. Fra at være udskælt eller overset er den blevet til et nationalt klenodie, som den ene årgang gymnasieelever efter den anden læser sig igennem og får ind med den litterære modermælk.

At Kongens Fald har opnået denne enestående position er både ligetil og ganske vanskelig at forklare. Romanen er en elementært spændende historisk fortælling om højdramatiske begivenheder i Danmarks historie i tidehvervet mellem middelalderen og renæssancen. Man følger den fiktive figur Mikkel Thøgersen fra han som falleret teologistuderende går og drømmer om kærlighed og anseelse i København, til han som gammel lejesoldat og snydt af livet og lykken bliver den tilfangetagne kong Christiern II.s tjener. Undervejs på sin bane gennem livet har han voldtaget den pige, han elsker, og dræbt sin unge ven Axel, hvis sorgsløshed han misunder og hader. Han har forbrudt sig mod livet, som han aldrig har kunnet hengive sig til uden forbehold, og han ender med at gøre det samme over for døden, som han ikke vil vide af.
Mikkel lider skiftevis af storhedsvanvid og mindreværdsfølelse og kan på ingen måde skabe balance i sit liv. Han er en af de mest usympatiske hovedpersoner, dansk litteratur kan byde på, og der skal en god portion - dansk - flagellantisk fascination til for være i selskab med denne følelsesmæssigt afstumpede person. Men hvad Mikkel mangler af sympatiske træk, ejer hans modstykke Axel til overmål. Denne unge lykkerider og kvindebedårer fremstilles så elskelig i sin eksistentielle lethed, at det gør ondt helt ind til benet, da Mikkel slår ham til jorden, og han må dø. Det er da romanens store potentiale, at den side om side kan svælge i brutal ondskab og udtrykke de sarteste følelser.

Alt og alle må falde og dø i denne roman, som ikke kender til nogen guds nåde. Alt levende er underlagt faldets lov, og spørgsmålet er kun, hvordan man falder. Kongen gør det på toppen af sin magt, fordi han tvivler på sin kraft og ikke kan bestemme sig for, hvilken retning han politisk skal bevæge sig. Vægelsind og fantasteri fremstilles i kongens skikkelse som nationale arvesynder, ingen af personerne kan vriste sig fri af, fordi disse egenskaber ifølge Johannes V. Jensen er givet årtidernes vekslen og det ustadige danske vejr. Alligevel vender han sig trodsigt og hadefuldt mod denne danskhed for at gøre op med den, hvad der naturligvis må blive et paradoksalt projekt.

Kongens Fald er et kritisk billede af dansk mentalitet, men er ikke forbeholdt danske læsere. Romanen rummer mytiske lag, der griber dybt i tilværelsens universelle vilkår af skabelse og tilintetgørelse. Den er enkel i sin handling og kompliceret i,sin komposition, og den er sprudlende, ja, revolutionerende i sin sproglige sensibilitet og ekspressivitet. Den kan ligne en roman, men må nærmere omtales som en novellecyklus eller med det moderne begreb "punktroman". Den rummer et væld lyriske og mytiske digressioner fra den centrale handlingsgang. I sin genremæssige sammensathed og fragmenter er den postmoderne, langt før begrebet blev opfundet. Kongens Fald er et kompliceret værk, og som sådan er det bemærkelsesværdigt, at læserne har kåret netop den til århundredes bog.

Men nu er bogens forfatter heller ikke hvem som helst, og bogens status steg med himmelstormende fart, da Johannes V. Jensen i 1944 fik Nobels litteraturpris for sit store og internationalt anerkendte forfatterskab. Prisen fik han nok for Kongens Fald, men først og fremmest for den mægtige romancyklus Den lange Rejse (1908-1923), hvori han skildrer menneskets og kulturens udvikling fra tertiærtidens tropiske regnskove til nutidens storbyjungle. Han omsatte den darwinistiske evolutionsteori til anskuelige billeder og storslåede visioner og omfortolkede hermed den gammeltestamentelige skabelsesmyte. Mens han i Kongens Fald må lade de destruktive kræfter sejre over livsånderne, så lader han i sit senere forfatterskab livet sejre. Faldets lov gælder stadig for det enkelte menneske, men der er noget større end det: naturen, slægten, eftermælet - og kunsten.