Den poetiske pungbrok

Af : Klaus Rifbjerg

Men lad os nu tage tingene i rækkefølge og først snakke om det digt, jeg vover mig frem til som det sidste. Digtet hedder »Paa Memphis Station«, og jeg vil såmænd godt gå med til, at det digt har forandret mit liv. Første gang jeg stødte på det var i Falkenstjernes og Borup Jensens litteraturudvalg engang i gymnasietiden, og jeg vil nok tro, jeg syntes det var »godt«, men inden for litteraturundervisningens rammer har man en ubevidst fornemmelse af, at alt det der står i bøgerne på en måde er historie og derfor ikke af rigtig alvorlig betydning for en selv - digtets indramning var begrænsende og uden kendskab til moderne europæisk lyrik; omgivet som jeg var af fyrrernes metafysiske rimtåger, har digtet sikkert virket »gammeldags«.

Men der har alligevel været noget, der fængede, for jeg vendte tilbage til det. Og med afstandøjet på kan jeg godt se, hvad det var, der kimede sig vej gennem bevidsthedslagene ind til det kammer, hvor de store, uhåndgribelige oplevelser genereres. Herregud, digtet er jo film! Det er en filmisk, moderne kulissevirkelighed, der beskrives, en dobbelttydig verden, svævende mellem bittert, romantisk overmod og en skælvende fornemmelse af nederlag, flugt, utilstrækkelighed. Se, ordet moderne er allerede brugt, og jeg føler trang til at skrue hånden af, hver gang det løber i pennen, fordi det er nondescript, udflydende og meningsløst, men lad mig have lov til at bruge det endnu en gang: Jeg synes at Johannes V. Jensens digt »Paa Memphis Station« er et af de få moderne digte i den danske litteratur, og jeg skal forsøge at forklare hvorfor.

Digtet hører vor tid til først og fremmest gennem sin holdning og dernæst gennem sit forhold til tingene. Kort sagt handler »Paa Memphis Station« om at tilværelsen, livet, er utåleligt og pragtfuldt på samme tid. Det lyder banalt, men digtet udtrykker følelsen med en så direkte kraft både i det positive og negative udsagn, at resultatet bliver et rigt indtryk af entydig inspiration, af livstilskyndelse. Betragt dernæst tingene, kulisserne: I modsætning til de primitive, naive illustrationer i Opfindelsemes Bog og Illustreret Tidende - ja, lad os tage Frem med - hvor man med begejstring omtalte det nyeste inden for teknikken og videnskaben, men romantisk, perspektivløst, får Johannes V. Jensen placeret »chokoladeautomaten« inden for sin misantropiske foragts sfære, mens »lokomotivet« udfylder rollen både som den vældige, utålmodige forsinker, men også som befrieren. Teknikken er animeret, dvs. besat af ånd, moderniteten har fundet sine levende symboler.

Når jeg bruger ordet filmisk, er det igen for at beskrive den dobbelthed, som findes i digtet, og som man også har i filmen, der gerne viser en person, men gang på gang bliver subjektiv og betragter verden fra personens synspunkt. Digteren springer ind og ud af sit digt, beskriver i dramatisk her-og-nu-form en situation og filosoferer samtidig over livet i relation til fortid og fremtid. Der er en bevægelse i det fra et elendigt, ensomt »jeg« (»staar jeg og hakker Tænder / paa Memphis Station, Tennessee«) til et anråbende »du« (»Fat dig ogsaa du, Uforsonlige!«) til et fortrøstningsfuldt »vi« (»Og vi rejser videre / gennem de oversvømmede Skove / under Regnens gabende Sluser«) - en bevægelse, kunne man sige, som ligner den åbne generositet i selve filmens form, der ligesom viser et helt billede, byder sig til med en rigdom af direkte, fælles symboler, der omfatter vort synlige verdensbillede og mere end nogen anden kunstart inkluderer kollektivet, publikums »vi«.

Mindre vidtløftigt kan man sige, at i Jensens digt lukkes der pludselig op for et poetisk materiale, som indtil 1906 havde ventet i kulissen og på en vis måde blev skubbet derud igen - af bl. a. samme Johannes V. Jensen. I disse fortsatte uforståelighedstider klager man ofte over, at poesien mest beskæftiger sig med tilværelsens vrangsider, og at der kommer så mange fremmedelementer ind i den, at man snart ikke længere kan tale om "poesi". Jeg lader med glæde sorteper gå videre til Jensen, fordi jeg synes netop hans åbning af det poetiske funktionsområde har gjort poesien rigere, mere "realistisk", jeg vover at sige: mere folkelig.

Uddrag fra artiklen "Den poetiske pungbrok" i Bo Elbrønd-Bek & Aage Jørgensen (red.): Jordens elsker - synspunkter på Johannes V. Jensen, Akademisk Forlag 1989.