Livet med dets sorg og camping

Af : Frederik Stjernfelt

En af Danmarks vel nok største nulevende digtere, Per Højholt, foretog i det skjulte en bemærkelsesværdig poetisk metamorfose i firserne. Den "klassiske" Højholt i tresserne og halvfjerdserne, havde foreligget i groft sagt to udgaver: een, digteren, der skrev højt reflekterede, selv- og sprogbevidste digte med lige dele inspiration fra den modernistiske tradition og dagligsprogets mest banale og meningstømte rutiner - og een, poetikeren, der reflekterede over disse digte i poetikkerne Cézannes metode og Intethedens grimasser (se Poul Erik Tøjners artikel "Poetic Thinking. Thinking Poetry.") Sproget blev set som et sammenhængsskabende raster over en bagvedliggende sammenhængsløs verden af tid og tilfælde - og digtets mulighed blev som rent, funktionsløs sprogbid at punktere den øjensynlige sammenhæng og gøre opmærksom på sproget som sprog.

Højholts dominerende indsats det seneste tiår blev imidlertid inden for prosaen. Han fik folkelig succes med en række monologer, der parodierede en provinshusmor, Gitte, og som samtidig fortsatte den kritiske undersøgelse af sprogets metafysiske sider, netop i den mest hverdagslige brug af det - og han udgav tre samlinger af såkaldte "blindgyder", parodiske og reflekterende gysernoveller med tilbageblik til Poe, Kafka, Blixen og Borges, Lynmuseet, Salamanderen og Hundekunstneren. Ved nærmere undersøgelse viser disse i mere end een forstand fantastiske noveller sig imidlertid at rumme en subtil videreførelse af de forrige tiårs poetiske refleksion. Poeten Højholt og poetikeren Højholt - hvis adskillelse på en vis måde forekom paradoksal set i lyset af den bærende forestilling om Sproget versus Intet - mødes nu uproblematisk og med storslåede og sælsomme resultater i den fantastiske fortælling.

Sproget – en naturproces
For det første arbejder selve blindgydernes form intenst under sætningsgrænsen i det poetiske materiale: selv om novellernes genre er den gotiske fortælling med dennes øjensynlige sammenhæng, der til overflod understreges af en alvidende fortæller med leksikalsk overblik og fuld af overtalende adverbier ("jo", "vel", "nok" etc.) - så undergraves denne narrative overflade bestandig af, at stykker af historier på uforklaret og uforklarlig måde holdes sammen, ligesom selve sætningshelheden i leksikonstilens omstændelige koblinger af oplysende bisætninger og bisætningers bisætninger bestandig leder den narrative helhed på ulogiske afveje og punkterer den af sproglige brandere.

Og for det andet, så foregår dette poetiske arbejde i fortællinger, der gennemgående handler om mærkelige marginalskikkelser i ensom kamp med det Helt Andet: alkymister, landsbylæger, adepter, mystikere, etnografer, amatørforskere, hobbytænkere, marginale tosser af alle arter - kort sagt allegorier på digteren og hans situation. Som eksempel kan nævnes titelnovellen fra den anden samling Salamanderen. En lang, parodisk og filosofisk-leksikalsk indledning handler om poetens trang som begæret efter at finde det ene sted på kloden, som solen til enhver tid står i zenith over - og hvor tingene i en vis forstand falder sammen med deres egen skygge, deres eget billede. Herefter præsenteres en dansk maniac, der opfører et hus - tæt på Højholts eget hus - med henblik på at iagttage solen og lade dens stråler udføre alkymistiske metamorfoser, hvoraf een, opdages det efter hans død, har ført til dannelsen af en perfekt alkymistisk salamander. Det afgørende i denne fantastik er ikke den Todorovske tøven, ikke hvorvidt læseren tror på de sælsomme begivenheder eller ej - det afgørende bliver, at fortællingerne selv i deres brist bliver gyselige objekter, der udstiller poetiske kortslutninger hos hovedpersoner og fortæller.

Hermed bliver "blindgyderne" helt ubesværet poesi og poetik på een og samme gang. En interessant facet i denne udvikling, at Højholts skepticistiske sprogfilosofi hermed bringes ind i en vigtig drejning. For selv om skepsis´en over for sprogets metafysiske tendenser videreføres og faktisk foldes endnu videre ud i "blindgyderne", så indebærer selve det narrative, at ét virkelighedsniveau - nemlig det, der angår de fiktive personer og deres kamp med sprog, materie og natur - pludselig henstår om ikke uproblematiseret, så som en ubetvivlelig forudsætning for betydningens forviklinger. Dén dualisme, der før på nærmest eksistentialistisk vis lod Menneske og Sprog stå på afstand af Intet, opløses her: også sproget, dets trang til enhed og oprindelse og dets labyrinter af fortolkninger er en uopløselig del af den samme natur, som det tildækker, forvansker og erkender. Fra at have været subjektiv, bliver forvirringen faktisk objektiv! Sproget er herefter også naturproces: de metafysiske fejlslutninger er ikke kun altformenneskelige, men på sin vis indbygget i naturen selv! Subjektet er ikke kun en kategori, der bør dekonstrueres for at et bagvedliggende amorft intet kan titte frem, men et gådefuldt vilkår - som en af de senere blindgyder med Borges som hovedperson kan slutte: "Jeg ved ikke hvem det er, der rækker hånden ud og rører ved hendes bryst i denne, stilhed, jeg ved ikke hvem der nu hvælver sin hånd om dette varme, unge bryst. Jeg ved ikke hvem det er, men det er mig".
Herefter var det spændende spørgsmål naturligvis, hvorledes Højholts poesi nu ville tage sig ud! Efter ti års poetisk pause kom digtsamlingen Det gentagnes musik i 1989, og her er der virkelig sket afgørende ting: Naturen subjektet, ja endog troen får en afgørende og overraskende revival. Ordet "jeg" - tidligere næsten bandlyst hos Højholt - optræder side efter side, og den gennemgående scene viser dette "jeg" anbragt i en midtjydsk have, der til forveksling ligner Højholts egen, hvor der svælges i naturlyriske sansninger! På overfladen er det lige ved at ligne et dyk tilbage til langt før modernismen og dens skepsis, men kigger man nærmere efter er det alt andet: reflektion, skepsis og metafysikkritik er i stedet lagt ud i disse konkrete scener.

Der er faktisk blindgyderne, læst som poetikker, der her tages ad notam: metafysikken og dens komplikationer anbringes her ikke i sproget på afstand af verden, men i det konkrete, fænomenologiske, naturlyriske, ja religiøse møde med den. Hvor den tidlige Højholt kunne tordne mod metaforen som udtjent og metafysisk trope, så er der her metaforer i rigt mål, ja netop metaforer til overmål, til dét overmål, der demonstrerer, at det er spillet mellem dem, der gør erkendelse og åbenbaring mulig. Som i det på een gang parodiske og smukke dødsdigt, "& Ewald" der iscenesætter en intet mindre end bizar metafor (våde stene = engles isser) som baggrund for tematiseringen af jeg´ets død. En direkte tematisering af spændingen i forhold til den tidligere Højholt og hans foretrukne banale og kulturelle elementer i poesien bringer "Personen på toppen", der på god gammel-højholtiansk vis fordrer et digt som en hovedvej, som en "Scania Vabis i slæbegear", der "beskæmmer gulspurvene" - og som i overraskende kontrast til denne anti-natur-lyriske poetik munder ud i skovduers og lærkers kalden. Det er ikke nogen genoprettelse af den gode natur bag det onde sprog - det er snarere en påpegning af, at den verden, sproget forsøger at gribe, naturligvis altid stikker af i kontrast som noget andet end det, man søger at gribe den med, om det så er med en højt bevidst modernistisk sprogopfattelse - så er det naturromantikken, der bliver dens dementi, nøjagtig lige som det omvendt er tilfældet!

Naturens blinde øje
En anden konstellation mellem natur og sprog bringer et digt ("Det blik"), der med Saussure konstaterer, at der ikke findes noget "sidste eller inderste", og at jeg´et bestandig i ryk kæmper for at rive sig løs af denne grundlagets metafysik; jeg´et ser da op og "genkender spurvehøgens argumentation med blæsten". Selve den stadige kamp med metafysikken mimer en form, tænkes i en form, der foreligger i en natur, der nu ikke længere er et forskelsløst intet, men fuld af stridende former. Selv om naturen således er gribende, problemfyldt og ubetvingeligt til stede i disse digte, er den mindre end nogensinde før en enhed. Når jeg´et i et andet digt overvejer at kaste sig ud i naturens "universelle liquor amnii" (fostervand), rammes det af en tøven: "Hvilken utrolig vanskabning vil en nervøs og anstrengt fjern kemi i givet fald pålægge den ødsle natur at sætte i verden?" Man ved aldrig, hvilket konkret kredsløb man indgår i, når man tror at stå over for selve naturens helhed.

Denne manglende viden er det, der gør denne smukke og tænksomme digtsamling bestandig udspændt mellem natur og betragter, mellem Gud og sprog. "Hvorfor sidde her og nidstirre materien, glo naturen ind i dens morgenøje, når det er blindt?", spørges der på den ene side med ironisk henvisning til J.P.Jacobsens kendte meditation "Hvorfor leve, naar vi dog skal dø?" - og på den anden side står betragterens krav om at "være svar på et eller andet, der må være et spørgsmål et sted som gør mig rimelig ..." - spørgsmål og svar, blind proces og tilskrevet formål er begge, spændingsfyldt til stede.

Sorg og camping
Den højholtske naturoplevelse i Det gentagnes musik aktualiserer faktisk romantikken og opløser den modernistiske skepsis - men den gør det ved i stedet at placere naturen, haven, fugle, træer og insekter som æstetisk oplevelse i en særlig forstand: som dét forskelligartede materiale, der uvilkårligt gør det muligt at artikulere og meditere over uløselige spørgsmål. Grænsen opløses mellem subjekt og objekt, mellem sprog og verden og bag denne dualisme viser sig hverken en enhed eller et intet men et stridende væld af former og processer, der gør de metafysiske spørgsmål og konflikter til noget der udspiller sig deri snarere end noget udenforstående på afstand af verden. Med denne indsigt kan Højholt indimellem låne temaer og kraftprosa fra sin gamle ærkefjende, Johs. V. Jensen, uden at overtage dennes patetiske dyrkelse af jeg´et i oplevelsen.

Det er helt i kontinuitet med denne nye og ikke-banale "realisme", at naturlyrikkens indbyggede tendens til pathos punkteres af den højholtske ironi og dagligdagsorientering: de enestående naturoplevelser finder sted i en gentagen ramme af supermarkeder, hurtigtog, litterære forbilleder og skemaer og djærve henvendelser direkte til læseren ("mand!"). Livet - "med dets sorg og camping", som det hedder - udspiller sig udspændt mellem det gentagnes musik og de ferske gerningers eneståenhed, og ingen af de to er længere dække for den anden: gentagelse og originalitet er her kun synlige som sprækker i hinanden.

Denne artikel stammer fra Danish Literary Magazine, nr. 1, 1991.