Jeg prøver hvor lidt der skal til.

- Interview

Af : Karen Syberg

Helle Helle´s kunst er, at hun kan fremstille en situation, der rummer en hel tilværelse eller viser en hel person ud fra et lille bitte glimt. For det meste er hendes skildringer fattige på ydre handling, det, der sker, ligger i perspektiverne, i hvad læseren aner, mere i end det, man får fortalt.
...
   Da jeg karakteriserer hendes novellekunst som psykologiske portrætter, protesterer Helle Helle.
   "Selvfølgelig tænker jeg i psykologiske baner, men jeg giver ikke entydige svar, når jeg skriver. Jeg aflæser og gengiver, jeg skriver, hvad der er synligt og hørbart. Rester er et forsøg på at skrive en bog, som mindede om den måde, man omgås på som mennesker, dér er vi jo også henvist til at drage vores konklusioner ud fra, hvad vi hører og ser, uden at få psykologiske forklaringer. Selv personers udsagn om sig selv bliver jo filtreret, alt efter, hvordan de ønsker at fremstille sig selv."

Det efterladte
"Med Rester prøvede jeg at gøre det jeg skrev enkelt. Jeg skar det overflødige fra og forstørrede enkelte detaljer op, så de stod klart. I den første novelle i Rester, "Fasaner" er der for eksempel ét billede der står særligt stærkt. Det er en død fasan på trappetrinet i slutningen af novellen. Fasanen er det eneste i novellen, der får hæftet farver på sig, dens fjer er brune og grønne. Der optræder ikke andre farver i novellen. Det opdagede jeg først, efter at bogen var udkommet, men imens jeg skrev, vidste jeg selvfølgelig godt, at jeg hele tiden forenklede fremfor at fylde på."
   "Novellesamlingen hedder Rester, fordi alle novellerne havde at gøre med rester - noget der var blevet efterladt, glemt, ladt i stikken. Manden i "Fasaner" er flyttet fra nogle af sine ting; i "På et tidspunkt i foråret" efterlader en kvinde sit spædbarn i dagevis - og så videre."
   "Men bogen handler også om møder mellem mennesker og de rester, møderne efterlader i dem. Selvfølgelig kan man også sige, at der er rester af mig selv i bogen. Når jeg kommer ud og snakker på gymnasier, bliver jeg ofte spurgt om, hvor meget af mig selv der er i det, jeg skriver. Jeg plejer at svare ´ingenting´, for det er ikke sådan, at jeg skriver om ting, jeg selv har oplevet. Men selvfølgelig er der rester af mig selv i det skrevne, på samme måde som drømme indeholder dagsrester. Når man slår hjernen fra, kommer resterne frem"
...
   - De er også fulde af grusomheder?
   "Det er sjovt: Folk siger tit, at noget, jeg har skrevet, er grusomt, men hvis du kigger efter, så sker det grusomme ikke! Eksempelvis manden i novellen "Mobil," der kører galt i sin bil, kommer ikke noget til. Det er hans kones angst, der interesserer mig, det er alt det andet, der er interessant, ikke selve ulykken. I det hele taget synes jeg overhovedet ikke, at det er interessant at udpensle. Jeg vil hellere se, hvor lidt der skal til, før der opstår uhygge."

Personerne vil jo gerne
   - Du indrømmer altså selv, at dine historier er uhyggelige?
   "Ja, på samme måde som det er uhyggeligt at høre en ambulance med udrykning."
   "Måske handler mine historier i grunden om, hvorfor det er så svært at mødes. De fleste af mine personer vil jo på en måde gerne nå hinanden, de kan blot ikke forstå hinanden, ved blot ikke, hvad de skal gøre eller gør noget helt forkert, som kvinden i "Mobil," der giver sig til at lave mad til sin mand i stedet for at slå alarm, så snart hun hører, at han har været ude for en ulykke.

Interviewet blev første gang bragt i sin helhed i Information, torsdag d. 15. januar 1998