At genkende Helle Helle - I lyset af anti-realismen

Af : Jan Bruun Jensen

Ved min læsning slog det mig, at Eksempel på liv først og fremmest var sand, og at novellerne i Rester hver især netop repræsenterede en lille blindgyde, at de var udvejsløse. Og jeg fik delvist bekræftet min fornemmelse ved et nærmere eftersyn, hvor alle novellerne viste sig at omgås døden, enten den egentlige eller som opbrud og afsked. Nok tematiserede de ikke døde, men døden var til stede som et vilkår, uden hvilket fortællingerne ikke kunne tænkes: Døden var til stede som sættende selve fortællingens tid. Og denne skriven sig mod døden ser jeg som en naturlig konsekvens af den sproglige praksis og den meningsteoretiske retning, som Helle tematiserer i Eksempel på liv.
...
   Når Helle Helle lader Eksempel på liv begynde med, at "Marianne" kaster bogstaver op, problematiseres enhver tale om virkelighedsspejlende realisme i fiktionen. Sproget og kroppen er to uforenelige størrelser. Bogstaverne kommer op aldeles ufordøjede, der findes ingen glidende overgange, ingen fællesmængde; sproget kan ligefrem siges at virke forgiftende på selve livet: "Det første opkast lander lige foran hendes fødder og udsender en lugt af våd pels." (E, 5) Sproget er selv levende, lever sit eget liv, men altså uden at stå i noget umiddelbart forhold til virkeligheden. Naturligvis kan vi spørge til realismen i en sådan tekst, men det giver ikke ret meget mening. Det meningsfulde spørgsmål må naturligvis lyde, om det billede, teksten tegner, er sandt eller falsk, forholder det sig på denne måde med sproget og det virkelige liv, eller ej.
   Alle den meningsteoretiske realismes sætninger er enten sande eller falske, og det er virkeligheden, som dikterer sproget, hvilke som er sande, og hvilke falske. Man kan sige, at på den måde rummer virkeligheden alle potentielle udsagn; alt er i princippet allerede sagt, idet tilstanden, som et udtryk måtte referere til, allerede foreligger. Og anskuet således, kan individets anvendelse af sproget højst formå at henlede opmærksomheden på disse allerede foreliggende tilstande. Det allerede udviklede sprog fødes gennem individet. Individet bliver medium for sproget, et redskab for sprogets udtrykken sig om verden, eller med reference til Helles tekst: Individet bliver værtsdyr for sproget.
   I en anden tekst fra begyndelsen af Eksempel på liv lader Helle en mand hænge et billede op, afbildende to svaner med halsene snoet om hinanden i solnedgangen. Manden henter derpå en riffel, skyder på billedet, og "der kommer et hul i væggen. Den er ellers lavet af noget hårdt." (E, 8)
   En sådan metafor-betvinger ville vi næppe kalde realist. Alligevel består mandens fejltagelse i hans meningsteoretisk realistiske anskuelse: At billedets svaner ses som stedfortrædende virkelige svaner, og at han søger at ramme virkeligheden ved at skyde på dens afbildning i sproget, eller i dette tilfælde i den trivielle kunst.
   Dette er Helle Helles udgangspunkt. Det er den position, hun starter med at forlade, for i Eksempel på liv endeligt at nå frem til den anskuelse, som for en stor del er sammenfaldende med resultaterne af Wittgensteins filosofiske undersøgelser. Helle når frem til en meningsteoretisk anti-realistisk anskuelse, hvis populære slogan er Wittgensteins: Et udtryks mening er dets brug i sproget.

Artiklen blev første gang bragt i sin helhed i Den Blå Port 41/97