Lukket ude - eller inde?

Af : Søren Vinterberg

”Den er låst, den er gået i baglås”, udbryder kvinden i Stig Dalagers monolog ”Jeg tæller timerne”(1993). Hun har netop rejst sig fra sin ensomme stol i det lukkede beskyttelsesrum under en ejendom i Saragevo, og taget i døren. Nu tilføjer hun til sin tilhører (eller taler hun kun til den tændstikmand, hun selv har tegnet på døren?): ”Døren er ikke gået i baglås, er det det, du siger? Det hele er styrtet sammen udenfor, jeg kan ikke komme ud. Er det det, du siger?”
   I kvindens situation i Sarajevo kan og skal replikkerne selvfølgelig tages bogstaveligt: Krigen lukker hende inde, enten det så er med lås eller ved total sammenstyrtning. Men scenen kunne gælde for mange flere af Stig Dalagers personer, både i dragmatikken og romanerne:
   De kan ikke slippe ud af deres ensomhed. Eller ind til fællesskabet.
   Måske er dén grundsituation – ensomheden og uvisheden – en del af forklaringen på, at udenlandske teaterscener og bogforlag er blevet stadig mere opmærksomme på den nu 44-årige danske forfatter og litteraturmagisters værker. Deri ligner hans tema nemlig bla.a. to andre af det seneste tiårs mest opsigtvækkende – og indbyrdes meget forskellige – danske forfatterskaber, Peer Hultbergs og Peter Høegs.

Dramaet i historien
Stig Dalager ern en alsidig forfatter: Foruden fire romaner og 1980-debuten ”Hærværksforeningen og andre noveller” har han udsendt otte digtsamlinger, ti stykker scene- og radiodramatik og desuden skrevet manuskriptet til en film og to tv-film.
   Hans mest oversatte værker er indskrevet i veldefinerede historiske omstændigheder. Monologen ”Jeg tæller timerne” har foruden i Danmark været opført i bl.a. USA og Bosnien og foregår altså i 1990ernes belejrede, sønderbombede Sarajevo, under den krig, europæerne aldrig troede mere at skulle opleve i vores egen verdensdel.
   Dramaet ”En aften i Hamborg” (1983, også opført som radio- og som tv-teater) udspiller sig mellem to centrale figurer i dansk litteratur på overgangen mellem oplysningstiden og romantikken, kritikeren P.A. Heiberg og hans kone, forfatteren Thomasine Gyllembourg, tilsammen forældre til den danske romantiks altdominerende kritiker, nationaldramatiker og teaterchef Johan Ludvig Heiberg.
   En samtidig stor skikkelse i dansk litteratur, men af temperament et diametralt modstykke til stivstikkeren P.L. Heiberg var eventyrdigteren H.C.Andersen (de to mødtes i den svenske forfatter P.O. Enquists skuespil ”Fra regnormenes liv”). Andersen står i centrum for Dalagers skuespil – eller med undertitlen: ”drømmespil” – ”Herre og Skygge” (1991).
   Hvad samtiden angår, efterlyser Dalager selv udtrykkeligt ”digtere, der ikke er bange for at smudse sig til på et engagement i det forhåndenværende, på én gang banale og overvældende samtidsdrama… En digtning, der ikke er narcissistisk optaget af sine egne virkemidler, men tør stille dem til disposition for det, den mexicanske forfatter Octavio Faz uden blusel engang har kaldt ”borderskabet”. Når friheden og ligheden er afprøvet, står vi tilbage med broderskabet som det sidste anker.”

Historien i romanen
Men også hans to romaner fra 1990erne er meget konkret forankret i tid og sted, til vores samtidige eller umiddelbart foregående historie:
   ”Glemsel og erindring” (1992) falder i tre dele, omkring hver sit årstal: Århus i Danmark i 1975, Leipzig i det daværende DDR i 1978 og New York City, USA i 1985. Forud ligger yderligere et par perioder i Danmark, nemlig i romanen ”Jon” (1986), som fortalte om samme hovedpersons barndom i København, gymnasietid i den jyske by Herning, barske oplevelser som messedreng på et fragtskib og første år som litteraturstuderende. I en paperbackudgave fra 1995 er de to romaner samlet til ét værk, nu i alt 800 sider fordelt på to bind og strakt over en periode fra 1952 til 1985.
   Jon er ikke lukket inde som kvinden i Sarajevo – men med sit fåmælte, spekulative væsen har han svært ved at komme ind. Ind i fællesskabet med kammerater eller med piger, ind i et selvfølgeligt fællesskab med familien, især med faderen, der selv har sit at slås med. Både i første og i anden del af det samlede værk er de sjældne, åbenhjertige ordvekslinger med faren – den sidste ved morens dødsleje – nøgler til en stor del af Jons fremmedhed i det sociale liv.
   Ikke fordi han vender ryggen til omverdenen, tværtimod: Som taxichauffør i Århus 1975 tager han sig af en ung, dødeligt udmattet narkoluder. Det har hans kæreste, Sine, svært ved at forlige sig med, men i det hele taget er hans kompromisløshed, hans valg af ensomhed og omvendt hans 100 pct. tilstedeværelse på andre tidspunkter svære at leve op til i et forhold, hvor det gælder om ikke at ”binde hinanden”.
   Til Leipzig kommer han egentlig for at studere Goethe og humanismen, men det bliver efterretningspolitiet Stasis metoder han får besked om. Hans drøm om at komme til Mexico ender i New York, og måske ender hans liv også dér. ”Måske”, for til de halve åbninger for en fortsættelse af værket slutter sig den hele mulighed: Kontrapunktisk med beretningen om Jon er indsat stumper af Sines dagbog, og hun bærer deres fælles barn i sig.

Historiens slutpunkt.
Hvor ”Glemsel og erindring” er en moderne, slintret version af den klassiske, store udvikling- og personlighedsroman, er Dalagers seneste prosaværk det modsatte: ”Davids Bog” (1995) udspiller sig over kun ét år af en drengs liv, fra februar 1942 til det tidspunkt i juli 1943, da jøderne fra Warszawas ghetto bliver stoppet i godsvogne og kørt bort til Treblinka eller andre endestationer. David er en af dem, så bogen om ham kan ses som romanen om en personlighed, der ikke fik lov at udvikle sig.
   Adskilt fra forældrene og barndommens landsby må David på egen hånd klare sig i ghettoens kældre og portåbninger, folkekøkkener og nødlazaretter, indtil spillet er ude for dem alle. Over for hans kamp med sygdom, svig og sult – men også gribende glimt af tro, spinkelt håb og afmægtige, men livsvigtige udtryk for kærlighed mellem fremmede mennesker under samme pres – står igen kontrapunktiske passager set fra helt andre synsvinkler: Heydreichs hjerteløse skarpsyn oplevet indefra, Himmlers sentimentalt selvoptagne nærsynethed og den jødiske rådsformand Adam Czerniakows vaklen mellem principfast modstand og pragmatikerens håb om mindst mulige skader. I sin tilkæmpet nøgterne modstilling af bødlernes kynisme og ofrets overlevelseskamp har den stramme fortælling internationalt format og appel – og pinagtig aktualitet:
   Lisesom de 100.000 jøder i Warszawa er lukket inde og kun har den etniske udrensning at vente på, sådan sidder kvinden i sit beskyttelsesrum i Sarajevo, 50 år senere. Og døren er ikke til at få op.