Portræt af Benny Andersen

Af : Erik Skyum-Nielsen

En ny bog af Benny Andersen (f. 1929) kan på forhånd forvente overvældende interesse hos alle de danskere, der overhovedet læser i bøger. Selv folk, der ellers ikke læser digte, kender hans, for de er blevet en del af nutidens danske fælleskultur. Enkelte af Benny Andersens digte synges på højskoler og til fester, de bliver ofte citeret i bryllups-, fødselsdags- og jubilæumstaler, og da Borgens Forlag i 1998 udsendte hans Samlede digte, høstede man solid succes: hele 20 oplag og et samlet salgstal på 110.000 eksemplarer. Ingen går nemlig galt i byen, om de køber ham og forærer ham bort.
   Efter urolige unge år som omrejsende pianist debuterede Benny Andersen 1960 med samlingen Den musikalske ål og brød afgørende igennem med Kamera med køkkenadgang og Den indre bowlerhat fra 1962 og 1964. Det er især tekster fra disse bøger, der har fået stor udbredelse; men den folkelige succes hidrører nok ikke mindst fra ”sanghistorien” Svantes viser fra 1972, sat i musik af forfatteren og kongenialt fortolket af Danmarks hæseste sanger Poul Dissing.
   Hvad skyldes Benny Andersens gennem årene usvækkede, faktisk stadigt voksende popularitet? De vigtigste stikord til en forklaring måtte blive følgende otte: Hverdagsbevidsthed og verdenserfaring. Humor og humanitet. Lydhørhed og musikalitet. Enkelhed og ligefremhed. Samt som det niende en udefinerbar magisk evne til præcist at vide, hvor læseren er.
   Alt dette fremgår umiddelbart af hans nye bog Sjælen marineret. Bogen består af tre afsnit, af hvilke det midterste, ”Drømmebilleder” indholdsmæssigt er tungest og formmæssigt er mest problematisk, idet digteren her bygger på sine drømme og afprøver den vanskelige balance mellem det private og det personlige – af hvilke det første i kunst kun har gyldighed i det omfang det kan transformeres til det andet og dermed måske blive fælles.
   Nej, det er i samlingens første og tredje del, man finder de for Benny Andersen karakteristiske træk. Den ene, ”Før”, retter blikket mod fortiden, barndommen især. Den anden, ”Siden”, beskæftiger sig med nuet, især det elskede du. Skal døden nogen sinde slå kloen i hende ”blir det over mit lig”, som digteren rammende siger. Det er netop sådan han arbejder i sproget: tager ordet på ordet, giver døde metaforer nyt liv.
   I bogens første del drages døden ind i digtet ”Den navnløse” hvor Benny Andersen plages af tanken om, hvad hun mon ville have heddet, dén storesøster, der var død ved fødslen:

Døden kom første gang ind i mit liv
længe før jeg blev født
Det er nok en af grundene til
at jeg af og til stammer

Min navnløse storesøster
Kom livløs til denne verden
Jeg blev derfor et ønskebarn
men har siden savnet min ønskesøster

Digtet fortsætter lidt endnu, det har fire dele i alt, men læg i denne omgang, hvor vi taler om poetisk form, godt mærke til indledningsstrofen. Benny Andersen lægger ud med et sprogligt paradoks, der med det samme får læseren til at spærre øjnene op, men så følger en lydlig effekt, idet jo fjerde linje helt bogstaveligt ”stammer” ligesom digtets jeg. En stor virkning opnås ved bittesmå retoriske greb.
   Bevæger vi os afslutningsvis fra form til indhold, bør man også bemærke, hvordan Benny Andersen omhyggeligt undgår at kalde storesøsterens yderst nærværende fravær den eneste grund til sin af og til tilbagevendende talefejl. Det vidner om både selvdistance og selvindsigt, to egenskaber, der også har været med til at gøre digteren så populær.
   Når Benny Andersen er bedst, og det er han tit i den nye bog, skriver han med varm underfundighed og med afvæbnende sødme, en diskret nedtonet charme, som klæder ham godt. Store ord bruger han sjældent. For ham er de små store nok.

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 20, efteråret 2001.