Pelle Erobreren

- klassiker malgre soi?

Af : Frits Andersen

Den danske forfatter Martin Andersen Nexø (1869-1954) er kendt for sine romaner Ditte Menneskebarn og især Pelle Erobreren, som blev vidt udbredt og uden for Skandinavien hører til de mest læste danske værker, næst efter H.C. Andersens eventyr.

En erobrer –
Udgivelsen af Pelle Erobreren fra 1906 til 1910 blev til en eventyrlig beretning om erobringer: Romanhelten Pelles erobring af historien, romanens erobring af læserne og Nexøs erobring af en plads i verdenslitteraturen.
   Værkets ubestridte helt, Pelle, er fra første færd på erobringstogt. Fra han som otteårig proletarunge sammen med Lassefar ankommer til Bornholm for at søge lykken indtil han i sidste bind finder en harmonisk ligevægt i idyllen "Gryet" er han på vej fremad mod nye kampe og nye eventyr, fremad mod det forjættede land, som også er arbejderbevægelsens erobring af magten.
   Romanen erobrede også sine læsere. Forlaget Gyldendal stillede sig i begyndelsen skeptisk an over for Nexøs manuskript. "En bog med en proletar som helt, oven i købet i fire bind – det kan man virkelig ikke byde publikum!", skrev direktør Peter Nansen til Nexø i 1905. Det gik imidlertid anderledes. Værket er oversat til 21 sprog og har især i Sovjet og Østeuropa indtaget en ærefuld særstilling som den første og bedste arbejderroman, der nogensinde er skrevet. Romanen har på denne måde løftet sig op over andre danske romaner som den hidtil største verdenserobrer, hvilket senest blev bekræftet med Bille Augusts Oscarvindende film Pelle Erobreren, hvor tilskuere verden over fulgte lille Pelles halsbrækkende, men triumferende færd.

– Men i splid med sig selv
I dag må vi medgive, at romanen har haft en kolossal historisk betydning og derfor uden tvivl tilhører den store litteratur. Men er det en klassiker? Er det sandsynligt, at den vil komme med i fremtidens kanonlister over udødelig dansk litteratur? Mange vil svare nej til dette spørgsmål. Arbejderhelten Pelle er en forlængst uddød dinosaur, som allerede er rigeligt beskrevet og dokumenteret. Nexøs sprog og æstetik er i sammenligning med Johannes V. Jensens eller Sophus Claussens middelmådig og naiv, og hans politiske vision er en tilgivelig, men historisk set alvorlig fejltagelse. Tidens gang har devalueret værkernes værdi, vil man sige. Men spørgsmålet er, om en sådan vurdering ikke selv gør sig skyldig i forsimplet entydighed og middelmådig læsning?
   Nexø har ganske vist gjort hvad han kunne for både at fremstille Pelle-helten og iscenesætte beretningen om sit eget liv som et "robust" og regelret erobrereventyr, der ikke gav plads for tvetydigheder. Dette har medført, at en meget stor del af den samtidige og efterfølgende kritik også har forholdt sig til det simplificerede erobringsskema på en entydig måde, som kun har rummet en skelnen mellem Nexøs politiske og hans kunstneriske indsats. Men erobrer-tekstens entydige skematik, med tydelige vindere og tabere, kan ikke stå alene i forståelsen af hverken Pelle, romanen eller Nexø:
   Pelle er arbejderhelten, der vinder et betydeligt slag i klassekampen; men hans belønning bliver et fængselsophold på en anklage for falskneri. Den sociale utopi, Pelle formulerer i romanens sidste del, er særdeles tvetydig og ligger meget langt fra socialdemokratiske, kommunistiske eller anarkistiske strategier.
   Romanens poetik er ikke entydig socialistisk realisme, men rummer træk fra ridderromanen, eventyret, og – tættere på – udviklingsromanen. I Nexøs triumferende version af skabelonerne herfra måtte man tro, at romanen opnår selvindsigt og når hjem i en konsekvensbestemt og følgerigtig bevægelse fra start til slut, men også på dette punkt er romanen mere i splid med sig selv, end erobrerskemaet lægger op til. Måske er tekstens indre dynamik ikke alene bestemt af sejrens, men lige så meget af nederlagets logik og af den retoriske ironi, som indeholdes i denne genstridighed.
   Endelig er Nexøs liv, som det fremtræder i erindringerne og meget grundigt er kortlagt i biografierne, også mere spaltet end man skulle tro ud fra hans egen beretning om det – konstruerede og tilstræbte – dannelsesforløb fra en litteraturfjendtlig barndom til hæderkronet placering i toppen af forfatternes Internationale. Det, der fremstilles som et politisk kald, "Fortørnelsens Nådegave", og gang på gang profileres som et bevidst alternativ til et litterært kald som forfatter i sædvanlig forstand, er også langt mere tvetydigt.

Nederlagets sejr
Den sociale kamp er i Pelle Erobreren skildret på et grundlag, som er skabt af en original forskydning af Darwin i både grundtvigiansk og nietzschiansk retning, og som kun indeholder få marxistiske elementer. Pelles kamp i livet er siden de første dannelsestrin et kompliceret korstog mod sprogets tvetydige og ironiske karakter, en kamp som han kun tilsyneladende vinder i slutningens uforanderlige harmoni.
   Dannelsesromanens forestilling om individets krisefyldte udvikling og vækst frem mod en afklaret forestilling om sit "hjem" er ganske vist til stede i romanen, men er også modsagt af romanens retoriske mønster. Her dominerer cyklisk gentagelse over progressiv vækst; det er som om helten på alle afgørende punkter vender tilbage til barndommens hyrdeliv, uden tilføjelse af afgørende nye indsigter. Slutningen forekommer ikke at skildre den voksne mands nye og tilkæmpede identitet, men er en retorisk gentagelse af barndommens omgang med køer. Dannelsesforløbets sansemæssige og sproglige kriser, som sædvanligvis strækkes over et helt liv, er alle gennemspillet i løbet af få år i heltens barndom. Og Pelle har på forunderlig vis en mere sammensat, splittet og stærk identitet i romanens begyndelse end i det videre forløb; slutningens Pelle fremtræder i forhold til begyndelsens voksne dreng som en barnlig voksen. Romanslutningens retoriske gentagelse af barndommens hyrdeliv er tilsvarende langt mere pastoral og arkadisk end de første beskrivelser, som er mere "voksne", naturalistiske og nietzschianske. Den higen, som Pelle i begyndelsens hyrdeliv mærker sammen med dyrene på marken hen under aften, rækker således ud mod at ankomme til det sted, hvor han allerede er. Mens den hjemlige hygge i slutningen derimod beror på et retorisk arrangement, som gør Pelle mere hjemløs end nogensinde. Dannelsesromanens temporale struktur fører sædvanligvis frem til indsigt i form af heltens ankomst til hjemmet, heltens indsigt i umuligheden heri eller romanens diskursive refleksion over den ironiske spaltning mellem dannelsesforløb og kontingens i sproget og livet. I Pelle Erobreren har denne temporalitet det modsatte forløb, hvilket gør romanen til en udfordrende omskrivning af dannelsesskemaet, som både er en ressource for romanens ironi og en energi, der driver Pelle fremad – ikke hen imod men væk fra sit "hjem".

Frygten for påvirkning
Martin Andersen Nexø understregede gang på gang det synspunkt, at betydningen af litterære forbilleders indflydelse på et forfatterskab var langt overdrevet, nærmest en intellektuel fordom. Han hævdede selv kun at øse fra "Kilderne for al god Litteratur – nemlig Livet" og afviste kritikkens påstande om, at han skulle være påvirket af Zola, Gorkij, Turgenjev, Dostojevskij osv. Han påstod, at han ikke var belæst og hellere ville anlægge haver end skrive og læse. Denne "angst for indflydelse" må her som andre steder imidlertid forstås som en kamp for originalitet.
   Således er det en kendsgerning, at Nexø skriver sig igennem og arver litterære genrer som symbolisme, impressionisme og naturalisme, skolelærerlitteratur, rejselitteratur, folkeeventyr og politisk manifest, sædeskildring, satire og kritisk realisme. Højskoletiden forløber faktisk som en klassisk litterær dannelse med indføring i både samtidig litteratur og litteraturhistoriske highlights som f.eks. Cervantes´ Don Quixote. Og tiden indtil højskolen var ikke uden bøger, som Nexø gerne vil fremstille det, men fuld af læsninger af kolportageromaner, spændings- og rejselitteratur som J.F. Coopers indianerromaner, Karl May, Marryat og Jules Verne.
   Nexøs litterære dannelse er mere sammensat end selvfremstillingen af arbejderdigteren, der ligesom Pelle nøgen og forudsætningsløs kaldes frem i lyset. Forløbet synes derimod at rumme paralleller til romanens tvetydige og selvmodsigende litteratursyn. På den ene side angriber Nexø finlitteraturen for at være fordrejende og løgnagtig og har reelt fantastisk triviallitteratur som sin foretrukne læsning, på den anden side forsøger han med alle genrer og midler – herunder at skrive borgerlig dannelseslitteratur i et felt fra Turgenjev til Dostojevskij - at gøre litterær karriere.

På forunderlig måde lykkes det Nexø med Pelle Erobreren at sammensmelte Jules Vernes Ekstraordinære rejser med Dostojevskijs Rodion Raskolnikov og dermed skabe et litterært gennembrud. Romanens uforudsete gigantsucces i den socialistiske offentlighed verden over gør det magtpåliggende for Nexø at tildække alle disse tvivlsomme spor og forbilleder, for i stedet at udbrede myten om arbejderdigteren, der ligesom Pelle ved en fantastisk nådegave var kaldet op fra mørket, med "enkel udrustning", "koslik i panden" og "sejrsskjorten" på.
   Uviljen mod at være epigon og efterfølger til en 'litterær fader' har forbindelse med Nexøs tvetydige forhold til sin egen fader. Erindringsbeskrivelserne viser Nexøs konflikt mellem på den ene side at stå stum af beundring over for faderens retorik, som den udfoldes over for værtshusvennerne, og på den anden side brændende at ønske sig del i faderens retoriske fællesskab, men bestandigt og voldeligt skuffes. Hvad lille Martin drømmer om i store Martins erindringer, er uudtalt en hævn over faderens udelukkelse og tæsk. I Pelle Erobreren er den impotente, men kærlige Lassefar omvendingen af Nexøs biografiske faderfigur; men man kan også betragte romanen som et i videre forstand vellykket forsøg på i styrke og antal at hævne sig og overgå faderens retoriske fællesskab med kammeraterne. I socialisternes store fællesskab lykkes det omsider Nexø at fortælle historier med samme lysende virkning som faderens: "hans ansigt var så levende, som jeg aldrig har set det hverken før eller siden. Det lyste over de andre, hans beåndede smil holdt alle ansigter fast. (…) Leende hang de ved hans læber (…)".

Utopisk som læsningen selv
Pelle Erobreren og Nexø tilhører den store litteratur, som der er gode grunde til, af og til, at læse igen, men ikke på grund af romanens erobrertræk. Romanens og forfatterens succes har derimod været det, som har truet allermest med at skubbe værket ud i glemslen. Kritikere, der vil afvise værkets litterære eller politiske værdi ud fra det entydige erobringskema, man mener at finde, vurderer på et fejlagtigt grundlag. En læsning, der sammenholder romanens komplekse retorik med dens politiske tematik vil derimod kunne se, at retorikkens og historiens kræfter sættes i et ustandseligt spil, hvis lysende utopi også er læsningens. Nexøs litterære og politiske drøm om at tilintetgøre litteraturen og standse historien i et socialistisk utopia er på alle måder slået fejl og afsløret som illusion; men energien i denne drøm er stadig – og netop på grund af erobringstekstens nederlag – tilstede i tekstens lysende magi.
   Hos Martin Andersen Nexø er det som om litteraturen og historien, når det kommer til stykket, kommer fra det samme dyb og søger op mod den samme sol, men i en stadig uafgjort kamp mellem lys og mørke, der kvalificerer hans værk som klassiker.

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 14, 1998
<