I det åndelige ingenmandsland

- om Martin Andersen Nexøs tidlige forfatterskab.

Af : Knud Bjarne Gjesing

Uddraget er fra et særnummer af tidsskriftet Nordica 11/1994 og handler om Nexøs forfatterskab før Pelle Erobreren, den periode, som den kommunistiske Nexø selv senere bagatelliserende omtalte som et "åndelig interregnum".

De væsentligste mindelser om Nexøs ophold i dette "åndelige interregnum" er debutbogen, novellesamlingen Skygger (1898), romanerne Det bødes der for- (l899) og En Moder (1900), novellerne Muldskud [1] (1900) og romanerne Familien Frank (1901) og Dryss (1902).
    Som det ses, er bøgerne kommet hurtigt efter hinanden, og de rummer da også en række gentagne motiver. Disse gentagne motiver kan være af overfladisk art - f. eks. fortælles der både i En Moder og Dryss om en cirkusforestilling, hvor en kvindelig bryder som afsluttende nummer udfordrer kvinder fra publikum til at "kaste sig" (henv. ss. 248 & 125 ff.). Både i Det bødes der for -, En Moder og Dryss forekommer der ligeledes selvmord eller selvmordsforsøg ved hængning i forbindelse med seksualitet (henv. ss. 128,89-93 & 26/214-15). Navnet"Aage"synes at associere med legemlig styrke og erotisk kraft (En Moder s. 64 og Dryss s. 28).
    Andre gentagelser synes forbundet med et dybere og mere personligt erindringsstof. "Lotterisvensken" i Skygger handler således om en alkoholiseret fader, ligesom alkoholisme og alkoholiserede fædre optræder i flere andre noveller og romaner og er fremtrædende temaer i Familien Frank og Dryss. Med en besynderlig forkærlighed kredser Nexø ligeledes i disse tidlige bøger om motivet med en ung mand, der optages i huset hos en enlig moder og hendes datter. Som ung holder hovedpersonen i Det bødes der for - helst til hos den bramfri vaskekone Stine, der bor alene med sin datter Flora, mens manden turer omkring i landet som omvandrende håndværkersvend. Den svagelige Karl Bauder i Dryss er logerende hos Dortea Hansen og hendes datter Else, der på samme måde ernærer sig som vaskekoner. Ligesom Stine afslår Dortea Hansen selvbevidst at gifte sig med sin datters fader, selv om han jævnligt indfinder sig for at gentage sit frieri: "Man er da et menneske!" (s. 110) I En Moder lever den mislykkede æstet Halvor Purgsenius tilsvarende på nas hos enken Anna Berg og datteren Helga.
    Som så ofte hos Martin Andersen Nexø fremgår det således tydeligt, at det er kvinderne, der er de bærende og sammenholdende i familien og samfundet ("Lotterisvensken" og Familien Frank). Men netop personkonstellationen af en ung mand sammen med en moder og hendes datter har naturligvis sit personlige udspring i Nexøs erindring om samlivet med Mathilde Molbech - enke efter den sen-romantiske digter Chr. K. F. Molbech - og hendes datter, der som moderen bar navnet Mathilde (gift Snabe). Med stor gavmildhed havde disse to kvinder kvit og frit ladet den unge Nexø bo hos sig i deres hus i Askov gennem lange perioder i 1890erne. De havde plejet ham under sygdom, opmuntret hans kunstneriske ambitioner og endog skaffet penge til hans rejse i Sydeuropa 1894-96. Især En Moder lader sig læse som en nøgleroman om dette særegne og nære forhold - f. eks. bar enkefru Molbechs hus navnet Villa Spurvely, ligesom kvinderne i romanen bor i Villa Stærkassen. Bogens karakter af nøgleroman er så påtrængende, at man ikke kan fortænke enkefru. Molbech i, at hun blev noget brøstholden, når enken i romanen får tillagt overvejelser som denne, at "Der var noget tiltalende i saaledes at have en Slags dannet Slave, der kunde gøre aandelig Opvartning, naar man kedede sig" (s.172), og når hun i romanens slutning benytter lejligheden til at forføre sin unge logerende og erobre ham fra sin egen datter! Nexøs forhold til Molbech-kvinderne synes ganske vist ret forviklede, men det forekommer nu at være alt for venligt over for forfatteren, når Henrik Yde i Det grundtvigske i Martin Andersens Nexøs liv (1991) gerne vil forstå En Moder som "en af Nexøs mange hyldester ( ... ) til matriarkatet og til kvindelig naturlighed" og som "en fantastisk tillids- og kærlighedserklæring til begge kvinderne." Retfærdigvis må det dog også tilføjes, at Nexø sidenhen gjorde afbigt for de ungdommelige uartigheder mod sine to varmhjertede og højmodige veninder gennem det smukke portræt, han tegnede af dem i erindringsbogen Vejs Ende (1939).