Interview

Af : Hemming Hartmann-Petersen

Hvis man undersøger sit eget liv, er der så meget, som man skylder andre mennesker, og hele livet - navnlig den kunstneriske side af livet - betragter jeg som et fællesskab.
    Også selve det at lave kunst. Det er ikke noget, man gør bare for sig selv. Det er en meddelelse til andre mennesker. Jeg mener ikke, at et forfatterskab nødvendigvis behøver at være forkyndende eller propaganderende - jeg ved godt, at mit er det - men jeg mener dog, at det under alle omstændigheder må være en meddelelse til andre. Og hvis vi ikke lignede hinanden temmelig meget, ville der ikke blive læst bøger, og så ville ingen mennesker komme på udstillinger. Vi må have noget fælles, og det gør, at vi kan meddele os til hinanden gennem kunsten.
    - Hvem påvirkede Dem?
    - Jeg ved ikke, hvordan det var, da jeg var lille barn. Men jeg kan huske en oplevelse i skoletiden - da jeg var gymnasieelev. Da kom jeg til i en gymnasieforening at høre Otto Gelsted, der talte om moderne kunst. Det var dengang, ekspressionismen var brudt igennem, og Gelsted havde lige skrevet en udmærket bog om den. Vi var som unge mennesker naturligvis meget begejstrede for de nye kunstarter og de nye måder at se tilværelsen på. Han holdt et overordentlig inspirerende foredrag - og efter foredraget læste jeg hans digte. Det var hans første digtsamlinger, hvor blandt andet »Reklameskibet« stod, og det gjorde et vældigt indtryk på mig.
...

- Nu talte De før om både forfatterskab og malervirksomhed. Det er min erfaring, at ordet har en langt større påvirkningsevne end det malede billede, og det har vel også været bestemmende for det, som mange kritikere har fundet ud af skulle være en modsætning i mit arbejde. De siger, at jeg er en personlighedsspaltet kunstner. At jeg som maler er idyllisk og elskværdig og med et venligt livssyn - men at jeg som skribent er ondskabsfuld, kværulantisk og kritisk.
    Men det er egentlig to sider af den samme sag. Jeg har ikke ment, at maleriet er så vel egnet til at påvirke medmennesker, som ordet er. Derfor har jeg med god samvittighed kunnet male det, som fornøjede mig. Når jeg skriver, er jeg mere tynget af ansvar, fordi det skrevne - eller det læste - har så stærk en indflydelse. Jeg mener selv - eller jeg ville ønske - at mit arbejde på begge de to områder skulle udtrykke et optimistisk livssyn, en kærlighed til den jord, vi bor på - og til mine medmennesker. Og at det både kommer til udtryk i billeder, der viser jordens frodighed og livets skønhed - og i ord der samtidig er en kritik af de kræfter, som begrænser denne rigdom og skønhed, og som gør den til noget, der er forbeholdt et mindretal. Over halvdelen af menneskeheden lever i øjeblikket under sultegrænsen - samtidig med at vores klode er fuld af overflod og rigdom. Derfor mener jeg, at disse to sider af sagen kan supplere hinanden.


Fra Samtale i Fredensborg med forfatteren og maleren Hans Scherfig, Mono-serien Gjellerup 1972.