Det forsømte forår

Af : Carsten Clante

Det forsømte forår er først og fremmest en roman om afmagt - den følelse af afmagt, alle i dette land har følt i vigtige afsnit af deres liv: i skoletiden, i barndommen og ungdommen, hvor man nok i stærkest grad føler sig underkuet af diverse autoriteter, forældre, lærere, med ét ord: de etablerede voksne. At de samme voksne for det store flertals vedkommende senere i livet for alvor bliver mast af systemet og af dets magthavere, gør ikke sagen bedre. Og når Det forsømte forår er blevet i egentligste forstand en populær bog, læst først og fremmest af de unge, men også af mange voksne, er det, fordi den i en hidtil ukendt grad i dansk litteratur er et raseriudbrud, et nødskrig, ja, næsten et ritualmord på alt, hvad der i selvtilfreds autoritet holder mennesker nede. Med den vildt overdrevne skildring af en umenneskelig skole, dens syge og selvhævdende lærere og indskrænkede forældre er romanen først og fremmest af en eminent mentalhygiejnisk effekt, fordi den efter tur spidder alle dem, som alle har ligget under for: lærere, forældre, samfundsstøtter. Og med gymnasiasten Edvard Ellerstrøms giftmord på en forhadt lærer imødekommer Scherfig næsten enhver læsers inderste ønske om at myrde plageånden i sit liv: faderen, læreren, chefen, magthaveren, autoriteten, udbytteren.
    Det forsømte forår er, som Scherfig selv ved flere lejligheder har udtrykt det, et aktorat, et angreb, men med sin sprængkraft, sit undertrykte raseri er den et aktorat for alle underkuede. Enhver læser kan identificere sig med romanens mishandlede skoledreng, fordi det bliver en identifikation med selve offer-rollen som sådan.
    Romanen er en ventil for al ophobet, indestængt afmagtsfølelse, og det er nok den inderste årsag til, at den - trods alt - under krigen, efter krigen og til i dag er blevet læst og læses af folkeskoleelever, lærlinge samt diverse voksne, som ikke nødvendigvis har haft noget forhold til det at gå i gymnasiet.
    Hertil kommer som sagt, at det er en letlæst, en morsom, barok bog. Det forsømte forår har ingen trættende forfatterkommentarer med redegørelse for mening, sammenhæng og ideologi, og de afsnit, hvoraf mulige moraler kan udledes, er få og upåtrængende. Samtidig er Scherfig en ret utrolig erindringskunstner. Små træk, som vi har glemt eller fortrængt, vækkes til live: skolen, som den lugtede, voldsomme skolekammerater, sure forældre, mad, man ikke kunne lide, men som man skulle spise, fordi det var sundt, pigen i kiosken (eller hvor det nu var), som man elskede i smug, forår og stærefløjt og hjertevé.


Fra: Carsten Clante, Normale mennesker: Hans Scherfig og hans romaner (1975)