Historien fra udkanterne

Af : Torben Madsen

Det er en udbredt, international forlæggersyge at "lede efter" det allerede kendte. Når en García Marquez er brudt igennem, skynder de forlæggere, som ikke fik ham i hus, sig at indkøbe en forfatter som ligner. Når en Isabel Allende bliver et europæisk læser hit, kommer der kronede dage for yngre spanskskrivende kvindelige forfattere - gerne magisk-realistiske eventyrfortællere. Når Umberto Eco er brudt igennem, vrimler det frem med middelalderlige gys, importeret og oversat fra ligegyldigt hvilket sprog. Når Milan Kundera, når...

I den mere kommercielle ende af udgivelsesspektret kan sygdommen selvfølgelig ikke undre nogen, men noget tyder på, at den egentlig er lige så udbredt blandt seriøse forlæggere, der markedsfører deres nye unge "spanske" Milan Kundera, "italienske" Günther Grass, "svenske" Borges eller hvad det nu måtte være.

Sygdommen skaber problemer for de enkelte sprogområders virkeligt originale forfattere, som i bedste fald må vente meget længe på den første udenlandske kontrakt - i værste fald ikke oplever den før de er kanoniserede døde.

Alle kender de særlige navne, som langt inde i samtalens løb dukker op mellem forlægger og forlægger, agent, kritiker. Navnene, som ikke sættes på formel, ikke lige ligner noget andet. De får lyset frem i øjnene på den talende, men kun sjældent et genskin frem i øjnene hos den fremmede lyttende. Hvis det så sker, ender den særlige forfatter ofte med også at være sin nye udenlandske forlæggers særlige yndling, bolden ruller og måske om en ti år begynder andre at lede efter en eller anden, der nu ligner "den nye".

Hele denne indledning fordi undertegnede ved hvad han er oppe imod, når der til udlandet skal fortælles om Vibeke Grønfeldt, som ikke ligner nogen anden i sit hjemland eller for den sags skyld i udlandet, selv om man godt kunne falde i grøften og putte hende ved siden af andre særlige forfatterskaber som heller ikke ligner andre.

Lysende portrætter
Vibeke Grønfeldt er født 1947 på øen Samsø i Kattegat. Her er hun forblevet hele sit liv bortset fra en kortere periode i Nordjylland. Samsø er et lille samfund under stadig affolkning. Man når øen med færger fra Jylland eller Sjælland, men det er især, om sommeren "man" kommer som turist i en kort hektisk periode, hvor servicefagene giver lidt penge til beboerne, der ellers hovedsagelig er landmænd med mindre brug truet af tvangsauktioner eller smarte sammenlægninger.

Et isoleret samfund kan det kaldes og ville det kaldes i de (få) europæiske lande, hvor man endnu som f.eks. i Spanien, oplever små enklaver næsten uden for den moderne verdens massekommunikations indflydelse. I Danmark kan man være samfundsøkonomisk isoleret, men da stadig midt i den fælles mediestrøm med alt, hvad man kan ønske sig af medviden om verdenspolitik, storbyliv, kulturstrømninger og modefænomener.

I denne dobbeltverden foregår Vibeke Grønfeldts romaner. På den ene side (erindringen om) en traditionsbundet landkultur, som for længst har mistet sin eksistensberettigelse. På den anden en udfladet massekultur med (mangel på) fælles normer og med en fremtidsvision, der kun indeholder succesen i social og økonomisk forstand.

Sådan en succes er stort set en illusion i Grønfeldtland, og den efterstræbes derfor med en umådelig ihærdighed. Hendes personer er i det hele taget umådelige. Når de har en ide om verdens indretning, efterlever de den, uanset omverdenens reaktioner og hvad det ellers måtte koste dem. De er eksemplarisk tydelige i moralsk, filosofisk, eksistentiel forstand. Hvis de f.eks. ikke tror på at noget i virkeligheden udvikler sig, sætter de i bogstaveligste forstand verden i stå. Hvis de er overbeviste om deres egen fuldkommenhed, skaffer de sig en klonet efterfølger, der kan gen- og videreleve deres eget pletfri pragtliv.

Mange af dem lever deres hverdag med spørgsmålet om livet overhovedet er værd at leve videre hver dag. Det bliver de dog kun i enkelte tilfælde selvmordskandidater af. Vibeke Grønfeldts persongalleri består af overlevere, som overlever på de vildeste betingelser - set fra en såkaldt virkelig "normal" omverdens synsvinkel.

Hendes særegne mesterskab består bl.a. i at skildre disse ekstremer med en set og sanset, selvfølgelig realisme. Få steder skifter årstiderne og lever landskabet så stærkt som i hendes prosa. Uden om personernes mere eller mindre konsekvente projekter blomstrer og afblomster vækster. Skildret med en original poesi, som var det første gang det skete. Lyset og temperaturen skifter, dyrene bevæger sig. Der dufter og lugter i Vibeke Grønfeldts univers. Det smager, kradser og kildrer.

Hun er lige så direkte over for naturer, som for personerne. Usentimental, barsk humoristisk, medlevende. Hun kan skabe et portræt psykologisk lysende, men bevæger sig ikke i en gammeldags psykologisk forklaringsmodel af den ene eller den anden skole. Hendes mennesker minder om resten af dyreriget og kommer til at virke så meget mere moderne og virkelige af det.

En anden af hendes styrker er at kunne skrive en person frem, så den i lige høj grad er bærer af hendes ide med den og noget, der klart opleves som en individuel psykisk enhed med sin helt egen forhistorie, her hvor fortælingen begynder. Sådan er det f.eks. i hendes senest udgivne roman, "Dødningeuret", fra 1990.

Provinsbyens geskæftighed
Hvordan kommer verden til at se ud, hvis man ser på den forbehold? Hvis man ikke tager det anførste indtryk for pålydende, men prøver at undersøge sagernes egentlige sammenhæng også selv om man bærer på sine små fordomme, der til en begyndelse fortæller en at man bør sige fra?

Sådan et menneske er Severin Hansen i Vibeke Grønfeldts Dødningeuret. Han lever i en mindre provinsby (ikke på en ø denne gang) og ernærer sig som kunstmøbelsnedker. Han lever et stille liv: "Alle dage er næsten ens og derfor overrumplende forskellige helt ind i begivenhedernes væsen."

Han har selvfølgelig set andre tage chancen i tide og slå sig op i småt eller stort industrialiseret regie, men han har valgt at have føling med sit ene-mands håndværk og kender sine store forgængeres mindste aftryk på de møbler, han reparerer. Han skaber også nyt selv, men er i virkeligheden ikke klar over sit mesterskab.

Romanen om ham er i al selvfølgelighed derfor også en kunstner-roman, hvor kunstneren blot ikke erkender omfanget af sit talent og derfor heller ikke i almindelig forstand lever i en kunst om kunstens skildring.

Severin Hansen kender sit træ helt ind til dets indre. Insekterne, der nedbryder det og burde være hans fjender dyrker han med varm interesse. Insektlivet i det hele taget lever i hans (højt)læsning et lille parallelliv gennem hele romanen.

En af billerne har givet romanen titel: Dødningeuret er det danske navn på den lille trææder (latinsk:Xestobium), som frembringer en lyd der minder om et urs tikken. Overtroen i aldre tider sagde, at når man hørte denne tikken inde fra træet, var det et dødsvarsel.

Severin Hansen kan høre den og han ser også megen død omkring sig i overført og i egentlig betydning. Hans uforbeholdne møde med sine medmennesker bringer ham naturligvis i tætte forhold med folk ude på overdrevet. De mærker hans interesse, udnytter den måske bl.a. til at hjælpe sig igennem en sygdom eller en dødsangst. Men selv er han på sin måde optaget af livet og ikke dødsfikseret.

Meget har han prøvet og efterprøvet og finder det ikke umagen værd at beskæftige sig med mere. Det gør ham besværlig - eller "egen" set med omgivelsernes øjne - at han ikke gerne åbner post eller betaler regninger, ikke lader som om han personlig er deltager i byens officielle mini-liv eller i det store politiske verdens-liv udenom.
Til gengæld ved han noget om de særlige liv eller særlinge-liv, der leves på stedet og som andre viger udenom af skræk eller dovenskab. Severin efterprøver personligt om den isolerede apoteker virkelig bliver forfulgt eller er en paranoid stakkel. Han lader sig også til en vis grænse dirigere omkring af kvinderne, selv om seksualitet ikke mere vækker den store nyheds interesse.

Hans gamle veninde og tidligere forlovede, Minna Mikkelsen, gør sig uafbrudt synlig og hjælper til, men indfanger ham ikke. For læseren derimod indrammer hun ham, som et let genkendeligt eksempel på helt nutidig og evig provinsby-geskæftighed.

Sammen med hende drages han ind i sociale begivenheder, der sidestillet med hans intime privatverden danner romanens omfattende billede af provinsbyliv i vore dage.

De stille liv
Vibeke Grønfeldts romaner benytter sig ofte af komplicerede fortællestrukturer med sprængte forløb, parallel - eller mod - historier, mange fortællerstemmer.

I Dødningeuret har hun skrevet sin indtil nu mest "klassiske" roman. Roligt fremadskridende og fyldt med frapperende sansninger, der kort stopper fortællingen og giver sig til at leve eget liv. Man kan i passager komme til at tænke på dansk litteraturs store skildrer af de stille liv, impressionisten Herman Bang.

Som han kunne gøre det, udvikler hun stykke for stykke den fortid, der er baggrund for den nuværende stilfærdighed.

Severin Hansens barndom blev afbrudt af en anklage for mord. Han var kun lige netop i puberteten og så usikker på sig selv, at han tog de andres påstand om skyld for gode varer. Måske betød det heller ikke noget videre, at man fjernede ham. Hans ophold på institutionen lærte ham at se de mindste tings funktion. At koncentrere sig om hospitalets sammenhænge, se det som en stor levende organisme og i den at gøre sig nyttig, være villig, lytte. Den voksne Severin lever altså stille på noget andre ville kalde en ganske voldsom baggrund, men han er på sin vis blevet stærk af den. Og han har ikke mistet noget af den koncentrationsevne og uhildede synsevne, som han måske oprindeligt lærte sig som ren og skær overlevelse.

Som sin hovedperson tager Vibeke Grønfeldt heller intet for givet, men prøver og efterprøver. Hun har som andre originale fortællere selvfølgelig sit eget bud på et menneskesyn og på det moderne europæsiske menneskes dilemma. Hun byder også på værdiernes opløsning, penge og magt, den lille indre fascime og den svært indfangelige kærlighed. Men hun gør det med fortællerens ret godt indpakket i fortællingens egen strøm. Det er om hende blevet sagt, at hun muligvis er den af sin generations danske forfattere, som kunne tænkes at besidde geni. Hun vil selv uden tvivl protestere mod citatet, finde det uinteressant, og hendes romaners karakter af stadig afprøvning i en ikke afsluttet serie taler imod al den slags stop-op-og-råb-hurra formulering.

Alligevel er det klart, at hendes fastholdelse af udgangspunktet i en lille verden har frembragt noget af det mest indlysende moderne omverdensbillede, som ny dansk litterater kan byde på.

I dag kan alt ses og optages selv ude på det lille, såkaldt isolerede sted. Derfra kan det så måske også klarest videregives, hvis talentet findes.


Denne artikel stammer fra Danish Literary Magazine nr. 1, 1991.