Man skal ville sin skæbne

Af : May Schack

Det første, der slår én ved læsningen af Vibeke Grønfeldts nye roman, Om mig, er den artistiske billedbrug omkring kød og charcuterivarer. Der skæres i perfekte tynde skiver i jeg-fortælleren Lilis barndomshjem. Der røres salater, der smelter på tungen, der koges mørt og steges saftigt. Der gøres rent på diske og i kølerum. Hele dette sansede univers af smag, dufte, temperaturer og renlighed i omgangen med de fordærvelige varer lykkes det Vibeke Grønfeldt at få frem med et nærvær, så man mærker kulden på de bare sommerben, når Lili sidder på køkkenbordet og spiser rørte salater med teske.
   Hendes respektable mor hersker i sin charcuteriforretning, med den mere flagrende moster Vinca som tredje person i husholdningen. Lilis far har altid været ude af billedet. Vi møder Lili som voksen, hvor hun arbejder som bibliotekar i en provinsby og konstant erindrer tilbage til sin renskurede barndom. Hendes mand Karl er samtidig hendes chef på biblioteket. Han drikker, og Lili dækker over ham og herser med ham.
   Hun er trådt direkte fra barndommens kølerum ind i en kuldslået voksenhed, der er domineret af at efterligne den respektabilitet, hendes mor tilkæmpede sig. Der skal være vilje og stil over en person. Facaden skal være i orden. Lilis evige omkvæd er, at det gælder om ikke at lade sig trække nedad, og hendes sammenbidthed forstærkes af Karls deroute. Som hendes mor skabte en indbydende forretning, går Lili op i at omgive sig med smukke ting og de rigtige mennesker, dvs. byens spidser. Overfladen skal skinne, uanset hvor råddent der er nedenunder.
   Lili kan man egentlig ikke lide, men det er Grønfeldts fortjeneste, at man forstår hende. På biblioteket kæmper hun en overlevelseskamp for sig selv og for institutionen. Biblioteket bliver desuden et billede på og en satire over litteraturens tilstand. Det gælder om at synliggøre institutionen, så bevillingerne kan øges, men selve indholdet, bøgerne, er en biting. Og forfatterne bevæger sig ikke i virkelighedens verden, der består af udvalg, bestyrelser, smarte hjemmesider og de rigtige rammer. Børnelægen siger til Lili: »Man vil hellere i kontakt med virkelighedens verden end bøgernes forestillinger om den. Er det forkert?«.
   Da Lilis fordrukne Karl bliver fyret, forsøger hun en tid at gøre sig bemærket på biblioteket, så lader hun sig skille, siger op, sælger huset. For at begynde en ny kamp. Med sin jernvilje vil hun være strandfoged og får kommunen overtalt til at oprette et job. Hellere ingen status end lavstatus bliver hendes løsning på den angst for social deroute, som sidder i hendes rygrad som en kniv fra barndommens tid.
   Det er på flere måder et satirisk billede af den administrerede velfærdsstat, vi får. Og det er et pessimistisk syn på litteraturens muligheder og funktion, der udmønter sig i billedet af den mægtige losseplads, Lili går forbi på sine strandvagter. I kanten blandt alt civilisationens affald ligger bibliotekets kasserede bøger af glemte forfattere. Men Lili lægger sig i mosset og læser, i sit nye liv, der nu er hægtet af enhver formel social sammenhæng. Der er både et lillebitte håb og en stor humor i Grønfeldts skildring.
   Romanen er som kvindeportræt og især gennem den optik, Lili ser med, en kommentar til tidens krav om at være med, være ovenpå, være vellykket og høre til. Lili er som menneske rigid med sin overdrevne skræk for svaghed og rod. Men hun er samtidig et ekstremt billede på en moderne socialkarakter, en tidstype taget på kornet i al sin absurde stræben.
   Det gør romanen foruroligende og uafviseligt vedkommende. Det moderne menneskes kontante krav om perfektion, målt med yderst begrænsede alen, og samfundsinstitutionernes hysteriske kamp for synlighed - et vanvittigt tegn på vellykkethed - får en ironisk og besk skildring i Grønfeldts roman.

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 20, efteråret 2001.