Du består af ord

Interview med Marianne Larsen

Af : Finn Barlby

- Hvad er sprog?
Jeg ved ikke om alle mennesker går rundt og tænker på det tit. Men det gør de jo nok, for det er et problem for alle mennesker. For på en eller anden måde skal man jo forstå det sprog man bruger og også det man vil sige for at opnå en bestemt ting eller for at få klarhed på bestemte ting eller også for at få udløst nogle indre spændinger. På den måde er det noget alle mennesker har et forhold til hvad er. Og det er - som vi snakkede om før - noget som aldrig er færdigt, men er ufærdigt. Og hvis man spørger om hvad det er, så kræver det hele tiden et nyt svar. Man kan ikke give et svar en gang for alle.
    Men for os, der skriver, er det jo sådan, at vi - i forhold til andre, som laver noget andet - har en masse tid til at arbejde med det på alle mulige leder, for at finde ud af, hvad det kan bruges til.

- Du har engang defineret sprog som "oprindelig uomstødelige præcise redskaber"?
Det er det også. På en måde ligesom kroppen også er det, til det den skal. Det har igen noget at gøre med at sproget hører med til kroppen som et organ næsten. Som kan skærpes eller sløves, alt efter hvor man befinder sig, også socialt ...

- Hvad er sprogets situation nu?
Tiden eller rettere dem der behersker vores tilværelse er ved at isolere det og tage al indhold fra det og gøre det til teknik, som skal bruges i deres tjeneste. Det vil sige: gøre det til noget, de kan overskue. De kan kun overskue to ord, nemlig: ja og nej. Og det er jo igen, fordi de maskiner, der er blevet lavet, er så perfekte, at de kun kan bruge sproget på samme måde som man bruger tal. For at finde frem til noget, som magten ikke må tvivle på hvad er.

- Altså tømme sproget for liv?
Ja, for sproget er jo netop også liv i forhold til det døde. Samtidig med at det er meningsfuldt, mening på liv. Man kan sige, hvad man mener om en bestemt ting i et bestemt øjeblik, hele tiden i den der forandring som sker. Man kan bruge sproget til at forklare sig selv og andre, hvad det er og på den måde opleve det uartikulerede. Man kan bruge sproget til at opleve ting selv, og man kan ved hjælp af sproget udvikle ting sammen.
    Men for teknikken er sprogets betingelse: almindelige mennesker, samvær og fællesskab ikke moderne flok, det er umoderne i den moderne tid. For alt skal isoleres for at blive overskueligt og kontrollerbart. I gamle dage kunne herskerne - også ved hjælp af kirken og sådan nogen ting - bruge sproget til at beherske folk med, til at sløre folks bevidsthed med. Men magtens sprog nu er vel deres teknik til at udrydde sproget med. Ifølge magten er den videnskab blevet klogere eller snedigere end sproget ... Men i sidste ende er det ikke sådan.

- Nej for i et digt giver du jo udtryk for at ordet ikke giver op. Det kan godt være at det enkelte menneske - under presset - giver op, men sproget gør det ikke. Det kæmper videre?
Ja, så længe sproget lever, overlever det også den enkelte og kæmper videre. Det er sprogets princip, og det er også historien, indtil videre. Historien er jo blevet overleveret gennem sproget. Først mundtligt, siden skriftligt.
    Jeg mener, at sproget er en slags modsætning til det at give op. Den enkelte kan give op, men ikke sproget. Den enkeltes indre sprog - det som faktisk er den enkeltes indre - giver ikke op. For det har i virkeligheden ikke lyst til at give op ...



Fra Finn Barlby: "Og verden kan ikke erobres bagfra", Dan-bog 1982