Den kroniske skyld

Af : Erik Svendsen

"Så havde han løbet et stykke, og så, tænkt, at han nok skulle komme igennem det, bare han kunne glemme lidt, bare han kunne glemme det endnu nogen tid. Så ville livet starte igen, alting ikke blive som før, men som han ville have det, og så ville han blive som alle de andre, og ingen skulle vide noget om, hvem han havde været".

Lykken er at være normal. I Danmark. Den navnløse, unge mandlige hovedperson i Jens-Martin Eriksens roman deler den drøm. At fornægte sine særtræk, sin fortid for derved at komme til at blive en af de mange, et almindeligt familiemenneske, for det vil fyren løbe til verdens ende. Hvad han ikke kan løbe fra, uanset hvor hurtigt han løber eller hvilken rute han tager, er den historie der har formet ham. Skyggen følger den flygtende og undgældelsen forstærker det fatale i det manden vil glemme.

En grundide i den moderne tids kunst var at forfølge det nye og give det form, imens traditioner blev frasagt. Heroverfor gør de senere tiders postmoderne fordringer op med modernismens drøm, om det nye, da det nye forlængst er blevet en tradition og en udvandet moderigtig sådan. Til gengæld accentuerer de postmoderne stemmer bruddet med historien, der bliver til et interessant museum, som man frit kan hugge fra.

Samme løsagtighed kunne Eriksens figur drømme om. Hans skæbne dementerer imidlertid tidens trang til at tage løst på historien. Skriften på væggen i Den hvide væg er, at mennesket vil fatte tilværelsen, forstå sin historie. Sproget er erkendelsens middel, men det er også ordene, der gør manden hjælpeløs, for de smertelige erfaringer han bærer kan knapt rummes i sproget. Ikke desto mindre er det afmægtige sprog og de desperate tanker det fortælleren klynger sig til. Udadtil er han ordknap, indadtil er hans verden et hav af klaustrofobisk kværnende stemmer, hvoraf størsteparten er selvbebrejdende, selvudslettende og skrøbeligt over-jegsforankrede og ingen selvrosende eller selvtilfredse. En ydmyg, infantil outsider er den fortæller, Eriksen uhyre solidarisk dækker. Et jeg, der er så skrøbeligt at det konsekvent optræder som "han", tredie person ental. Fortælleren magter ikke at navngive verden alle personnavne er erstattet med pronominer. For ham er verden lig med den hvide væg.

Fragmenter
Selvom Den hvide væg er en indre monolog, en lang tankestrøm, der glider gennem fortælleren, da han ligger på en bro og stirrer ned i det mørke vand, er den noget af en polyfon fortælling. Kompositorisk er den Henrik Ibsens dramatik drejet 180 grader. Ikke katastrofen men det, der fulgte efter den, er det centrale. Et liv der står i katastrofens uudslettelige tegn, et liv som hele tiden forsøger at finde en mening på trods af det traumatiske. Kronologien er brudt op og den afgørende, afklarende slutscene ligger tidligt i drengens liv. Til gengæld kaster den sin uhyggelige skygge ind over fortællerens liv, som langsomt og brudstykkeagtigt afdækkes, med konstante tidsskift og som, ikke mindst, altid belægges med fortællerens på en gang tilslørende og afslørende, glidende og associationsmættede sprog.

Hvad læseren ikke ved, men anelsesfuldt fornemmer, det ved fortælleren. Omvendt er den smertelige og illusionsløse viden fortælleren har, netop den historie som han vil negligere, men som på den anden side uvægerligt trænger sig på, foruden at konfrontere sig med de dybeste erfaringer om død og kærlighedstab vil fortælleren aldrig kunne nå sine drømmes udtalte mål: at klare en realitetsprøve og blive voksen. Normalitetens rige bliver fortælleren ikke lukket ind i, før han kommer sine traumer i møde. Men manden, der ikke regner sig selv for andet end et nul, er radikal i sin søgen. Han går planken ud.

Den hvide væg ender med at fortælleren, noget tilsvarende som i Luc Bessons film The Big Blue, glider ned i havets verden for at komme tættere på sælerne, som hans sjæl spejler sig i, "bare kaste sig blindt med kroppen ned i alt det der mørke og så forsvinde", som der står på romanens første side. Først inde fra et jordisk liv, hvor han har svigtet som fader og ikke kunnet trøste sin hustru, da parrets lille søn dør. Pigen forlader sin selvudslettende mand, hvis fremtid er den endelige fortabelse, den unge pige som fortælleren symptomatisk nok omtaler som pigen med det røde hår eller pigen med de grønne øjne; omverdenen er en fragmentbunke for fortælleren og selv hans elskede kan han ikke se i sin helhed. Som fortællerens liv bliver hun prægnante detaljer, der pirrer manden, kan ikke bryde igennem fortællerens blinde forsvarsmekanismer.

Rollen som faderlig myndig kan fyren ikke spille, ligesom han ikke begriber omverdenen. Han svigter fatalt, men det er ikke fordi han er noget dårligt menneske eller fordi han bærer "det onde" i sig, som han skyldbetonet tænker. Det onde er i sidste ende blot den infantiles internalisering af de rædselsfulde erfaringer, han har gjort sig og som han er et offer for.

Mislykket erkendelse
Hans skyld er ikke større end den Ødipus bar, men til forskel fra den tragiske figur får Eriksens mand knapt lov hengivent at elske sin moder. Hun døde som en skygge af et menneske, da han var en lille knægt, og hans faders opdragelse består mest i chikaneri og vanrøgt. Storesøsteren, der som ganske ung flyttede hjemmefra, fungerer i fortællerens sind som modersubstitut. Drengen føler sig inderligt forbundet med søsteren - og det er så romanens horrorclou: det er han vitterlig også, eftersom hun er hans moder! Lige efter at hun var blevet konfirmeret, kom drengens dødsmærkede "moder" på hospitalet og faderen benyttede sig af chancen og voldtog sin datter så eftertrykkeligt. Da drengen hører det, fortalt af en slibrig fordrukken fader, med munden fuld af sild, finder den ensomme 8-årige fortæller faderens pistol frem og skyder øjnene ud på den inkarnerede Satan. I sin fantasi er fortælleren bibelens Gabriel, der skal redde verden.

Ordene smuldrer for fortælleren, ligesom tiden flyder sammen. Han kan ikke holde sammen på alle de stumper som hans fortvivlede jeg består af - se bare uddraget fra romanens slutkapitel. Begær, fornedrelse, samvittigheds-nag og selvhad bliver eet i en diskurs, som fortælleren helst ikke vil gøre væsen af. For andre er han tavsheden selv, mundlam idet en mand med en fortid på et drengehjem, hvor han havner efter drabet på faderen, er ikke værd at samle på.

Sådan siger andre og sådan tier og samtykker fortælleren. Derfor tilstræber fortælleren at mime ordenen, hvad han selvfølgelig ikke formår. Ikke fordi hans evner ikke er til det, måske er de det, men hans liv er for stort og umuligt og hans skæbne for grum til det logisk velordnede sprog.

Det paradoksale, og det vil sige det storartede ved Eriksens kunst, er så, at bevidsthedssammenbruddet og fortællerens erkendelsestrag, der ender blindt, er essensen i Den hvide væg. En essens læseren ikke får serveret på et sølvfad, men kan tyde ved at følge tekstens ledemotiver, dens gentagelser og dens udeladelser, dens forskydninger og forkrampninger. Ved at få øje på det der forsvinder, den erkendelse der ikke er til at leve med.

Så er Jens-Martin Eriksens roman en historie, der er en umulighed og dog er menneskets eneste ballast, ikke ligefrem med på modestrømningen, ligger den smukt fornyende i forlængelse af gode gamle modernistiske traditioner.

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine nr. 1, 1991