Til sidst er ordet

Af : Marianne Ping Huang

Jens-Martin Eriksens roman, De uforsonlige, lader kroppene og sproget støde frem til begyndelsen af en fortælling

"Forstår du: man er. Man står op om morgenen og ser ind i det der spejl, og så kan man spørge sig selv, hvem er du, og du er du, og der er ikke nogen til at svare, og på en måde ved jeg ikke hvad en historie er for noget, ikke nogen virkelig, som ikke kunne være anderledes."

Sådan siger Alex til Monika Foss i Jens-Martin Eriksens roman, De uforsonlige.

Alex og Monika har kort forinden mødt hinanden, sådan ganske tilfældigt er de på gaden kommet gående mod hinanden og skal nu spille den samme gamle historie. Romanen udspiller sig over den ene nat, i et kærlighedsmøde, som hudløst, ondt og dejligt bliver mere end det tilfældige knald - hvad mere står hen i det uvisse, romanen slutter ved begyndelsen på en historie. Det er nemlig ikke projektet i De uforsonlige at berette hvad der siden hændte og hvordan de levede, men at fremstille en sønderrivende epifani, hvor de to begynder at blive mennesker, hvor tidens gang og tidens standsning slår ind i kroppen som selvfortabelse i mødet med en anden krop og en andens ord og historie. Hvor der til sidst kan tales og hvor der kan være mere end anekdoter at fortælle sit liv i.

I mørket
I De uforsonlige gælder det - som i Jens-Martin Eriksens andre romaner - om at få en historie eller en livsfortælling. Det gælder om at bringe (især barndommens) ubærlige smertepunkter på ord, som holder; det gælder om at italesætte sig gennem utallige iscenesættelser. Derfra, antydes det, kan man sætte af og leve en tid. Man kunne så måske tro, at Eriksens romaner er skåret over en gammel læst, at de handler om udvikling, krise, valg og ståsteder i verden; det gør de også, men først og fremmest næsten er de en erkendelseskrise, en sprogkrise, de drejer sig om overhovedet at finde et nogenlunde vind- og vejrfast sprog for smerte, erindring, udvikling, krise, valg, kærlighed...

Ved begyndelsen af De uforsonlige er vi i er i et sprogrum, hvor historierne både er for velkendte og dog aldrig har taget deres begyndelse, hvor det samme fortælles i en slet uendelighed af fragmenter og detaljer, historierne om Alex og Monika fra de respektive familiehelveder af tab, forræderi, vrangvendt kærlighed og vold. De historier og den forfærdelige gentagelsestvang, der ligger i dem, så længe de kværner og maler i ensomhed og enetale, kendes fra Eriksens andre romaner, hvor det gennemgående træk er umuligheden af at sætte de uudholdelige billeder på ord, som snart flyder usammenhængende, snart hænger alt for godt sammen i livsløgnagtige projektioner.

" - Og så strømmer ordene, når man har lukket sig inde i sin lille, lortede og lusede og pænt indrettede indrettede ensomhed, ikke Monika, så kommer det sådan helt af sig selv, så er det så nemt at blive forløst for al sin skyld derinde i mørket, ikke."

Tid til at elske, tid til at tale
Til forskel fra de foregående romaner er der i De uforsonlige (som skulle være begyndelsen til et nyt projekt i forfatterskabet) to agerende, to stemmer, der ikke bare skal komme til sig selv, men også til hinanden i en korporlig og sproglig acting out, hvor der hvæsende, skrigende, hviskende og kneppende udkastes mulige historier indtil et punkt, hvor der kan tales - som Alex siger, "i det gamle sprog", hvor kroppens profane ind- og udgange forbinder sig med et næsten guddommeligt sprog og ord som skyld og lidelse bærer vægt til en virkelig historie.

De uforsonlige fortæller gennem stilen, sproget er mere handlende end omhandlende. Alle de gamle historier bliver bogstaveligt revet op, vendt, drejet, gennem- og udspillet imellem to kroppe og tos tale. Fragmenterede drømme, erindringer og projektioner løber gennem kæder af metaforer og maskeringer over i hinanden - snart er Monika Alex' mor, hans søster, snart er han hendes far. Mens Alex og Monika bevæger sig rundt i byen og drejer rundt om hinandens kroppe, kommer de ind i hinandens erindring og selvfortolkning, og romanens rytme bliver i stigende grad grumt erotisk, stødende igennem "mørket", "lortet", "guldet i røven".

De uforsonlige har mere forsoning i sig end Eriksens andre romaner. Den for forfatterskabet typiske sproglige voldsomhed synes her at komme igennem, at få svar på sit mod til at mutilere. Den mørke ensomhed kan ikke lukkes stille op, den må flås åben og det sker i De uforsonliges kærlighedsakt. Kærligheden, som førhen er blevet fremstillet så vrangvendt og i alle tilfælde så fortabt i Eriksens forfatterskab, er i denne roman ikke mindre ond, men mere mulig; den er det egentlig uforsonlige i kravet om mod til at tabe sig selv og tale.

"Men hvis man vil elske, hvis man er fortabt, så fortaber man sig også i den anden, som man elsker, og så bliver man en anden, og så kommer der et andet liv, og en anden historie efter denne. Far, far og mor, mor - de ligger jo døde i deres grave, og vi har kun os, vi er ikke andre."

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine nr. 3, 1992.