Et forbrydelsens element

- om Jonatan Svidts forbrydelse

Af : Erik Svendsen

En af de tilbagevendende forestillinger der knytter sig til den fortællende kunst bunder i rendyrket optimisme. I al sin enkelhed er moralen nemlig at det nytter at fortælle. Ved at fortælle kommer man igennem det umulige, får bearbejdet svære oplevelser, får forvandlet smerte til indsigt. Der er mange navne for denne idé, katharsis er den klassiske og den prætenderer som bekendt at læseren eller tilskueren bliver forløst ved at følge fortællingen. Tilsvarende opererer man i novelleteorien med den forestilling at den klassiske fortælling har et indsigtens øjeblik, et sted i fortællingen hvor der pludselig springer erkendelse frem hos hovedpersonen – og den skulle læseren gerne fange.
   I slutningen af Jens Martin Eriksens lange titelnovelle Jonatan Svidts forbrydelse hedder det om hovedpersonen, som just har berettet om sit livs traumatiske oplevelser: ”Og kunne vi tilskrive vores forestillinger noget så enkelt og dybt som forelskelse noget, vi havde drømt os forløjet til i forsøget på at slippe ud af vores forpulede og helt tidlige ungdom? Alligevel var det helt sønderknusende, at Jonatan, der havde fortalt historien til mig, ikke selv havde forstået den. Han sad der over for mig denne nat og kiggede på mig med sine mærkeligt klare øjne og fortalte hen imod morgenen, som om han var lukket inde i en gåde af en slags. Som om der var et eller andet, han havde overset, en detalje af en art, som han bare ikke havde fået med. Noget, der skulle kunne hjælpe ham til at løse hele mysteriet om, hvorfor han var løbet ind i denne labyrint i sit liv. Hvis han så endelig fandt en forklaring, eller hvis jeg ville kunne hjælpe ham, ville alting løse sig af sig selv” (side 171).. Men erkendelsen melder sig netop ikke. Jonatan er ikke blevet et hak klogere af at berette, han har højst fået repeteret den indviklede historie. Gentaget sine sjælelige fikseringer. Forløsningen kommer ikke – heller ikke hos læseren. I alt fald ikke lysende klart.
   Dét er karakteristisk for Jens-Martin Eriksens forfatterskab. Han formelig excellerer i at skildre mennesker, der taler og taler om ubehagelige oplevelser, manisk messende, tryglende, aggressivt – og det kan sandelig diskuteres om disse søgende mennesker når frem til en indsigt, som kan forløser. En dunkel begivenhedsrække blotlægges, fakta udstilles. Men den forsonende og forklarende bevidsthed har morderlig svært ved at bryde igennem.
   Det gælder også for den lille gruppe midaldrende og absolut veluddannede mennesker som rent udtagelsesvis skildres i den tredje fortælling i Jonatans Svidst forbrydelse, Hvem var Anette Støvring?, undtagelsesvis fordi Jens-Martin Eriksen ellers har holdt sig til mennesker der ligger nederst på den sociale rangstige og som har meget svært ved at verbalisere de uhyrligheder de bærer rundt på – incestuøse forviklinger, drab, lemlæstelser og fatale krigshandlinger som i den forrige roman Vinter ved daggry, der er oversat til […]). Konfronteret med en kvindelig skønhed af de usædvanlige og usædvanligt imødekommende, kommer der skred i den pæne læge og den pæne topembedsmand. Alt sættes til side for at komme tæt på dejligheden. Men lægefruen vil ikke finde sig i at blive vraget og så har vi balladen. Mændene kan ikke kende sig selv igen. De ser pludselig ind i en anden verden, de forvandles til ukendelighed. Til det bedre i egne øjne, til det værre i hustruens øjne: ”Hvem tror han egentlig han er? En fjollet og liderlig stodder, der har tabt enhver værdighed. Det er ubegribeligt for hende, at hun kan holde ham ud” (side 211). Bliver hustruen klogere? Vist gennemskuer hun sin mands forsinkede og fortvivlede begær – men hun forstår ikke sig selv. Selv om fortællingen udspiller sig i miljøer hvor den moderne kulturs hang til (selv)refleksion er åbenbar, er det ikke åbenbart hvordan der ser ud inde i de udadtil afklarede mennesker. Bevidstheden hænger i en tynd, fin tråd.
   Den første fortælling i Jonatan Svidts forbrydelse er en omvending af den muntre udstilling af det mentalt indsnævrede borgerskab. Historien udspiller sig i en jysk provinsby og den fremmede der denne gang kommer til byen er en mand, også indtagende og provokerende. Men er man en mand er det lettere at kapere en udfordrende kvinde end en flap af en ung mand, der scorer præstens datter som fremkalder våde blikke hos kroens stamkunder. Den dramatiske fortælling, der i øvrigt er blevet filmatiseret, lever højt på en falsk solidaritet med de alt for jordnære karle, som måbende og fascineret ser hvordan denne Seth – navnet er ingen tilfældighed – skaber uro fordi han akkurat åbner for det livsbekræftende. Men han er også fremmed og det fremmede er der ikke plads til i provinsen.
   Flugten fra provinsen, det indsnævrede miljø er netop det der driver Jonatan. Han har et erotisk tændt forhold til Kira, der er gift med en lokal, velbeslået Evan Munk. Den unge mand drømmer om et frit svævende liv med Kira – en banal pubertetsdrøm om frihed, som står i modsætning til den frygt han har overfor Munken. De to mænd mødes og det går slet ikke som Jonatan havde forestillet sig. Det går meget værre. Uden at det gør Jonatan til en særlig. I alt fald kan den lakoniske fortæller der har delt en ungdom sammen med den udsatte, genkende noget afgørende i Jonatans skæbne: ”Da vi lå der denne forårsaften, havde jeg på en eller anden snigende, ubevidst måde, enten i pauserne mellem vores snak eller når jeg bare ikke hørte efter alt hans vrøvl, leget med den banale og nytteløse tanke om, at han mindede mig om en person i mig, som jeg næsten havde glemt kunne eksistere” (side 67).
   Jens- Martin Eriksens roman er båret af næsten umælende skæbner. Marginale eksistenser der rummer det fatalt genkendelige og normale. Første sætning i Seth lyder: ”Det er begrænset hvad vi ved om det her”. Fortællingen giver fortælleren ret. Men det kan læseren næppe gøre. Og det til trods for at bogen er så prunkløs, lakonisk, påholdende med at fortolke. Læseren kan tænke selv. Jens-Martin Eriksen ynder det monologiserende, hans bøger er dialogiske og det er et forvandlingstrick af de bedre.

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 19.