Heart of Darkness Revisited

Af : Frits Andersen

Dommeren, original Afrika-thriller af Lars Bonnevie

I forfatteren Lars Bonnevies nye roman Dommeren rejser den danske dommer Albert Berg til Rwanda, hvor han skal fungere som juridisk ekspert i krigsforbrydertribunalet efter hutuernes massakre på tutsierne. Opgaven skræmmer ham mere end han vil indrømme, og både han og de øvrige personer tvinges til at konfrontere sig med folkemordet som et universelt problem, en ond modsigelse af civilisationstanken og vestlige grundprincipper for humane samfund.

Romanen er en international thriller i stil med den danske forfatter Leif Davidsens. Folkedrabet som handlingsmotiv står i baggrunden. Men den efterfølgende politiske og militære udvikling blotlægges derimod effektivt i kraft af agentromanens paranoiske plot. - Bonnevie udnytter genrens klarhed, solide greb om facts og detaljer, samt kosmopolitiske dekor: transitrum, lufthavne, hoteller, luderbarer; men fristes ikke til at iscenesætte sin omfattende viden om områdets politiske konflikter i en fortællers ivrige fortolkninger. Fortælleren er neutral, og forfatteren bruger i stedet sin viden til at tilbageholde viden og opstille brikkerne i spillet logisk og troværdigt.

Folkemordet i Rwanda, som ikke er uden fortilfælde, er en nutidshistorisk katastrofe, der er analyseret af eksperter. Også lægfolk er for så vidt velinformerede om selve sagen. Med gru har man fulgt Tv-reportagerne om uhørt brutale nedslagtninger af uhørt mange mennesker. Bonnevies roman søger imidlertid ikke videnskabelige forklaringer og forfalder heller ikke til gotisk fascination af det grufulde. Romanen er en historia, en fiktiv undersøgelse, af den uhørte begivenhed.

Mens nogle utvivlsomt vil rejse spørgsmålet, om det overhovedet er muligt eller passende at skrive en roman om et så forfærdende emne som folkemordet i Rwanda, er det netop romanens projekt at modarbejde den hjernelammelse, der ligger i denne reaktion. Synspunktet er, at på den ene side er rædslen tilstede overalt, på den anden side er den ikke mystisk eller utilnærmelig.

I forbindelse med Afrika og med en vis ret aktualiseret af hutuernes massakre på tutsierne er forestillingen om bundløs rædsel og uudgrundelig mystik ofte koblet sammen i sort/hvid skematik. "Navnløs rædsel" er en kernemetafor, hvorfra såvel euforiske som dysforiske allegorier om Afrika har hentet næring: forestillinger om renselse og genfødsel, erotisk besættelse, dyrisk brutalitet osv. Joseph Conrads berømte roman Heart of Darkness dramatiserer og forsøger at afvikle disse stereotyper, bl.a. der hvor den rædselsslagne Marlow møder den civilisatoriske brutalitets apoteose i Kurtz’ enigmatiske skikkelse. Men Conrad fastholder trods alt på en måde både rædslen og uudgrundeligheden - bl.a. ved at flytte dem ind i jeg-fortællerens selvfortolkning. Lars Bonnevies roman demonterer også mange af de klassiske forestillinger, men kan med sine mange referencer til Conrad desuden læses som en revision af Heart of Darkness.

Hovedpersonen Albert Berg repræsenterer klassiske vrangforestillinger om det ubegribelige, dyriske Afrika, og om den afrikanske kvinde. Hans betagelse af en mindreårig skønhed lokker ham ind i hele orientalismens melodramatiske billedverden. – Hendes ibenholtflanker, duften af moskus og cigar, hendes katteøjnes mørke, ørkenens azur etc. skaber billedmæssigt en forelskelse i en stereotyp drøm om den hvide mand, der afrenser sin skyld og genfødes ved at bade i denne uskylds sorte flod. På ét niveau er Berg da skyldig i kraft af sin idiotiske uvidenhed om alting og i sin videreførelse af stupide afrikabilleder.

Alle forsøg på at forstå folkemordet og dets konsekvenser lider i romanen fallit, men resultatet er ikke af den grund endnu en version af et essentielt dybt mystisk og ubegribeligt Afrika. I konstellationen af personernes individuelle, stereotype og fejlslagne tolkninger blotlægges tragediens "skyld" som grundlæggende bestemt af et cool magtpolitisk rationale. Hverken mere eller mindre. På den anden side er de individuelle tilgange ikke fremstillet udleverende, men netop som synsvinkler, begrænsede og menneskelige.

Når thrilleren anvendes som skabelon i undersøgelsen af et så tragisk emne kunne man frygte, at resultatet enten ville blive utidig stilblanding eller absurd komedie, eller at trivigenren ville forstærke de stereotyper, som forsøget netop skulle udrydde. Men selvom romanen faktisk indeholder eksempler på grotesk komedie, og selvom den nødvendigvis må gentage nogle af de klicheer, den vil af med, lykkes den i sit forsøg på at neutralisere de skematiserede forestillinger om Afrika og samtidig fastholde det såre menneskelige heri.

Uden selv at blive bedrevidende eller dybsindig, uden højtflyvende, dømmende filosofi, civilisationskritik eller psykologi, men gennem afdækning i jordhøjde, er romanens risikable og originale forsøg med at spille thrilleren ud mod Heart of Darkness ført igennem både som spændende historia og som upartisk analyse.

Om det inderste Afrika, hvor alt dette udspiller sig, har europæerne ud over her at se hjemstedet for det u-menneskelige også gjort sig mere storslåede forestillinger. I 1700-tallet mente Buffon, at negeren var en degenereret udgave af en tidligere fuldkommen europæisk race. Civilisationen ville have fremgang indtil et vist nulpunkt, hvor sædernes forfald uvægerligt ville skabe tilbagegang. I 1800-tallet deles denne cykliske model af bl.a. Jules Verne, men han forestiller sig også, at Afrika kan vende om i cirklens logik og endda efter lang tids hvile med et nyt spring frem overhale Europa. Orientalismens rejsende drømte om at finde isolerede, glemte ægyptiske eller jødiske kultursamfund midt inde i Afrika. Og Joseph Conrads roman Heart of darkness er et forsøg på at gennemspille og afvikle alle disse drømme om genfødsel og civilisatorisk substans i det afrikanske. Kurtz er det ultimative billede på et civilisatorisk overherredømme midt i Congo, bl.a. legitimeret med henvisning til de sortes egne brutale skikke, men billedet knækker sammen i Kurtz’ vanvittige dictum: "exterminate the brutes". Conrads civilisationskritiske roman åbner imidlertid for en ny, moderne mystifikation: "The horror" skyldes sproget, som er spaltet, og mørkets hjerte er lokaliseret i et "unreadable" plot, hvilket baner vej for de uendelige fortolkningers vanvid.

Lars Bonnevies roman repræsenterer et ønske om at fastholde opmærksomheden på en regions næsten håbløse demografiske og politiske problem i hvad der med en senere tids metaforisering er blevet kaldt for det "glemte" eller "sovende" kontinent. Romanen er civilisationskritisk ligesom Conrads og vil ligesom den punktere europæisk overlegne forenklinger. Men den er desuden også et forsøg på at lukke den mystifikation, som Conrad føjer til. Selvom det uundgåeligt er et politisk anliggende afviser Dommeren at se Afrika, Rwanda og massakren som et fortolkningstraume for os europæere. Dette er tværtimod helt irrelevant. Dommeren skal dermed måske dybest set uddrive Conrads metafor om "mørkets hjerte". Afrika har intet hjerte og er ikke mørkt.

Sådanne metaforer, som man aldrig slipper helt uden om, er ikke dybe og uudgrundelige, og har intet at gøre med landet og de folk, der bor der. Metaforerne er derimod menneskelige, lænket til baggrunden og omstændighederne, hjertet i kroppen på den, der vækkes af rædsel.

Artiklen blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 15, 1999