Barn af århundredets skrift

Af : Lars Bonnevie

Så snart jeg blev i stand til at læse, flygtede jeg alt hvad remmer og tøj kunne holde fra den kvalme virkelighed der omgav mig, og det gør jeg stadig. Alt hvad jeg skriver er forsøg på at fjerne de aflejringer jeg ligger begravet under, jeg håber ikke på en ny og oprindelig verden men på en ny og oprindelig måde at gestalte denne verden på, hver gang jeg går i gang med en ny bog. Det er en barbarisk verden, men når man er født under den Anden Verdenskrig, har man ikke oplevet andre. Jeg ønsker at undersøge den, pille den fra hinanden i dens sprog, for jeg er overbevist om at den egentlige dumhed, den egentlige ondskab, ligger i sproget som det er, når det betjenes af idioter og forbrydere. Djævelen er retoriker. I al den tid jeg har levet, har spørgsmålet om hvordan verden ser ud været et spørgsmål om propaganda. I det øjeblik hvor jeg skriver dette, sidder folk foran tv-skærmen med åben mund og polypper og lader sig fodre med løgnehistorier om en ny europæisk krig på Balkan med tilhørende billeder af bombers og missilers nedslag, som om krigen var et computerspil. Jeg synes det er svært at synke dybere. Da jeg var lille, blev folk reelt rystede, da de første billeder fra kz-lejrene blev offentliggjort; i dag sidder de og konsumerer tilsvarende rædsler til aftenkaffen, vænnet som de er til en grad af afstumpethed, der gør det endnu lettere for magthaverne at føre krig hen over hovedet på dem end før i tiden. (…)


Jeg har boet fireogtyve forskellige steder i løbet af mit liv, hvilket ikke er den bedste måde at blive en i sit lokalsamfund rodfæstet forfatter på. Da jeg var lille, havde jeg ingen indflydelse på denne flakken omkring, men da jeg blev ældre, var det gået i blodet, og jeg blev ved. Mine bedste øjeblikke ligger mellem afrejse og ankomst. Jeg har altid syntes at det var godt at have en flugtrute, ligesom den franske forfatter Clarisse Nicondski engang fortalte mig at hun skrev for at lave falske papirer til sig selv. Enhver forfatter har brug for at lave falske papirer; det er dem sandheden kommer til syne igennem. Den optræder naturligvis kun metaforisk ligesom den indsigt den udspringer af, og at skrive den frem er det samme som at prøve at redde en sæbeboble oven på et ocean af ord og andre tekster. Måske er det derfor jeg en overgang har følt mig så tiltrukket af Afrika og har skrevet et par romaner derfra; dette kontinent er en metafor på alt hvad der er galt med vores eget og med os selv, et laboratorium for det endelige sammenbrud, hvilket naturligvis heller ikke er et velset synspunkt. Men da jeg hele mit liv har prøvet at afkolonisere mig selv, har jeg det godt med folk som med større ret bestræber sig på at gøre det samme, og da jeg tilhører en omflakkende familie, har jeg det også fint med de folkevandringer som det næste årtusind vil byde på rigelige mængder af. Allerede da jeg begyndte at skrive for tredive år siden, var det ved at være aften over Europa, vi er badet i den sene eftermiddags gyldne lys mens bomberne eksploderer, de moralske normer skrider og retorikken udarter. Og mens jeg skriver dette, går det pludselig op for mig hvad jeg i tidens løb og drevet af et for mig selv uforklarligt instinkt har skrevet mig frem til uden i grunden at være helt klar over det: at se den vestlige verden som om jeg boede i den tredje verden med tre tusind års europæisk civilisation inde i hovedet, koloniseret og afkoloniseret på samme tid, eller som en forfatterkollega engang sagde til mig: en fremmed fugl i den danske voliere.

Artiklen er tidligere trykt i sin helhed i tidskriftet Graf, nr.3. Maj 1999