Hemmeligheder, løgne og gåder.

Om Mit forfærdelige ansigt

Af : Mai Misfeldt

I novellesamlingen Mit forfærdelige ansigt kredser Pia Juul om dette; at elske og miste sig selv og hinanden.

Pia Juul debuterede i 1985 med digtsamlingen ”levende og lukket”. Siden har hun skrevet 4 anmelderroste digtsamlinger, senest sagde jeg, siger jeg, der udkom i 1999. En roman er det også blevet til; Skaden, fra 1990, og nu forlyder det, at forfatteren arbejder på endnu en roman. I virkeligheden er det sådan med Pia Juul at hun slet ikke behøver at skrive romaner, for i hendes fortryllende og finurlige sprog kan en roman snildt finde sted i et digt. Ja, hun har sågar skrevet et digt, der hedder Roman. Det er da også karakteristisk for Pia Juul, at hun som bidrag til en antologi, der handler om lykken nøjes med tre ord: ”Syrener, syrener, syrener”.
   Novellesamlingen Mit forfærdelige ansigt indeholder 17 forholdsvist korte noveller, hvoraf flere har været trykt før. En fascinerende men uegal blanding af historier er det; spændende fra manisk søgende monologer ført af ensomme kvinder over altmodische nærmest pastorale og ikke så lidt erotiske fortællinger med ammende kvinder, begærlige onkler og mutte soldater, til humoristisk underfundige fortællinger, der trods tonen handler om livets alvor, om uransageligt trufne valg, svigt og ensomhed og pludselige erkendelser.
   Titelnovellen er en mareridtsagtig historie. Om en beruset kvinde til en fest, spærret inde i sin sovepose såvel som i sig selv. Hun falder ned i gulvet og ind i sig selv, og hendes ansigt bliver til en blodig masse. Det blodige forfærdelige ansigt er i virkeligheden ingenting, men bag overfladen gemmer der sig en virkelig blodig og tragisk hemmelighed, der handler om at elske og miste.
   Mange af novellerne kredser om dette; at elske og miste sig selv og hinanden. ”En storslået død” handler om en kvinde, der har givet alle sine hemmeligheder bort, og nu indser, at hun skulle have gemt lidt til sig selv. Og da hun endelig får en hemmelighed – tanken om, at hendes mand bedrager hende med hendes bedste veninde – så er hemmeligheden ikke sød, men føles som en kræftknude, der måske vil give hende en storslået død, som hun slet ikke ønsker. Hun er kommet forkert ind i sit liv, og nu kan hun ikke gøre det om. Det er sket for mange af personerne – de har, ligesom kvinden der er spærret inde i en sovepose, sat sig forkert i deres egne liv, men selv om de ved det, kan de ikke gøre det anderledes, de kan så at sige ikke finde lynlåsen, og tilbage er kun den drastiske løsning, der enten destruerer dem selv eller deres medmennesker. Som i ”Opgang”, hvor den kvindelige fortæller ikke kan sige fra overfor den tyranniske gamle underbo, før det til sidst er blevet så for meget, at hun – ups - kommer til at slå underboen ihjel.
   Det er nu ikke fordi de er voldsomme, novellerne, derimod er der en slags søvngængeragtig skæbne over personernes liv. Det vil bare ske sådan, og det sker sådan. Der er noget hemmeligt og uudgrundeligt over Juuls noveller. Det tager tid før man forstår, hvad der egentligt foregår. Som i ”Indianer”, en besynderlig dialog, ført i gennem en netdør, mellem en stor tyk indianer og en pige, der leder efter sin far.
   I Pias Juuls lyriske sprog taler ofte andre stemmer, og således også når hun skriver prosa. Det særegne hos Juul er den parataktiske sætningsfølge, der giver teksten en lidt Herman Bangsk forpustet tone. ”Det tog fem timer med toget, det var vel en slags rejse, hendes mor havde ordnet det hele, der kom kun familien, den var ikke særlig stor, de skulle have hamburgerryg.”
   Overalt i novellesamlingen mærker man, at Pia Juul kan lide ord og kan lide at lade klange fra tidernes store litteratur spille med, ligesom tonen kan skifte fra det djærvt jyske til en blød erotisk snoen og kroen sig.  Når man ser bort fra enkelte noveller så er Mit forfærdelige ansigt en rigtig fin samling.

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 20, Efterår 2001.