Man kommer til at længes

Af : Erik Skyum-Nielsen

En af de mest karakteristiske stemmer i nyere dansk poesi tilhører Pia Juul (f. 1962). I hendes mundtligt prægede digte, der altid grænser tæt op til sangen, men også viser urokkelig tillid til dagligsproget, blandes stumper af eventyr, myter, gamle viser, sagn og børnerim med stærke, personlige udsagn om især kærlighedslivets mystik. Hendes foretrukne modus er ekspressiv, lidenskabelig, men der er også plads til eftertanken og ironien, til antydning og åbne spørgsmål.
    Hendes tone er inderlig, varm, skønt samtidig bister og barsk. Hendes stil er enkel og mundtlig, med velanbragte hints til eventyr, ordsprog, remser og sange. Hun formår at huske os på oplevelser, der gjorde ondt, og vække den slags længsler, som får én til bare at håbe på mange uger og år endnu til alt, vi endnu ikke har set: i morgen, bare én chance til...
    Sin skønlitterære debut fik Pia Juul i 1985 med digtsamlingen "Levende og lukket". Man kunne have forventet, at en så åbent ekspressiv digter som Pia Juul forlængst fik sit publikumsgennembrud, ikke mindst i betragtning af, at hun som allerede nævnt har begge arme begravet i dansk litterær tradition og mundtligt traderet, folkelig digtning. Først med hendes nyeste samling "sagde jeg, siger jeg" (1999) synes dette fortjente gennembrud at have fundet sted.
    Karakteristisk for disse digte, ja, egentlig for hele det lyriske forfatterskab, er en piget friskhed i tonen, udsprunget, må man tro, af et ønske hos digteren om at tale så rent og klart som overhovedet muligt, men tillige født af en vildskab, en vilje til at få snart sagt alt med, uretoucheret, ureduceret.
    Man mærker i denne nye bog snart, at det er en voksen person, der taler, én for hvem meget er blevet tungt, men andet heldigvis lettere. En, der har mod til at se direkte på sorgen og sige tingene som de er. Denne, om man vil, modne position skriver digtene frem ved ud af den blanke begyndelse (hvidt omslag, ingen titler, indholdsfortegnelse mangler) at ankomme til sproget med undren og sætte spørgsmålstegn ved det vante navn på hver given ting, for så siden at overtage sproget og bruge det ud i hjørnerne.
    Pia Juul fremstår i sine digte frimodig, fræk, usminket, hvis man kan sige sådan om en poet, der efter alt at dømme filer og polerer, til digtene lyder smukt. Følg f.eks. gangen i følgende - bogstaveligt talt - pissegode digt:

Det er spild
af den gode urin
at skylle den ud
i kloakken
Tænk på alt det
den ku testes for
- sukker og syre
sære sygdomme
graviditet
Og hvad nu med dem
jeg ku ha pisset på
- en stråle så
ætsende sur der
ramte i plet
og plettede silken
og rygtet
og æren
de troede at ha
i behold
Det er spild af urin

Sådan skriver Juul inde midt i bogen, dér hvor hun giver sig lov til at vrænge helt ud i randen af sproget. Forud herfor er gået tekster om det at få navn og tilegne sig sprog. Længere fremme venter der læseren digte om læsning af andres skrift, bl.a. en afdød kollegas breve, indtil samlingen klinger ud ved forsigtigt at stamme sig frem til noget af det, den til at begynde med ikke fik sagt.
    Hvad man lever med i, bliver dermed fremvæksten af et paradoksalt livsmod knyttet til et sprogligt overskud, der bæres frem af en sikker, omend ofte sitrende digterstemme. "Sagde jeg, siger jeg", bogens titel, må forstås som en stammende hakken og dermed pege på fremmedheden over for sproget; men den kan også læses som en hævdelse af stemmens, af digtets her og nu. Jeg siger, at jeg sagde... Nu siger jeg det ikke mere, nu siger jeg - noget andet!
    Når dette personlige tema forvandler sig og bliver alment, skyldes det rummeligheden hos Pia Juul. Hendes jeg’er, du’er og vi’er kan man umiddelbart vandre ind i. Fremfor at værne om sin tekst siger hun, mellem linjerne: Vil du - eller skal jeg? Og hjælper så den, der læser, op at stå og gå.
    Man kommer, når man tilegner sig hendes digte, nemt til at længes mod sommer, men også mod barndommens eventyr og vers, som man nød uden at tænke over, hvorvidt man mon nu havde forstået det hele.

Man kommer til at længes
- efter dengang drenge var
drenge; da rigtige piger også
var drenge
og Puk ikke mere en skovtrold
Hvor ræven hed ræv
og hunden var hund
og byen en by
og en stor del af os
sletikke var født endnu

Selvfølgelig rummer sådan et digt en håbløs verbal utopi. Ræven er ikke mere kun en ræv, men har for enhver af os suget billeder og forestillinger til sig, og at hunden atter skal blive hund, er enten en tautologi eller en gang nostalgi. Alligevel må det kaldes en fornem egenskab ved lyrik, hvis den giver ét lysten (og måske modet) tilbage til at kalde alle ting ved deres rette navne.

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 16, 1999