Mit mål er at skrive om levende mennesker

- Interview med Vita Andersen

Af : Mette Winge

Interview med forfatteren Vita Andersen om hendes nye roman "Sebastians kærlighed"

"Sebastians kærlighed" (Gad, 1992) handler om en usædvanlig drengs historie om tab, savn, ensomhed, men også om livskraft og glæde. Sebastian lever (mest) sammen med sin mor, Carla, der er maler. De har et tæt og usædvanligt forhold, Sebastian er et elsket barn, men alligevel bliver hans liv på flere punkter en tagedie.

Vita Andersen, hvem er Sebastian?
"Sebastian er en helt, for romanen "Sebastians kærlighed" er et slags nutidigt eventyr med en helt, Sebastian, der kommer ud for en vældig mængde eventyr og prøvelser, som han klarer og overlever, ganske vist med stor smerte, men han overlever. Han har et stærkt og særpræget forhold til sin mor, der på sin side elsker ham, som var han en sol, en lille gud.
    Sebastian er at barn med en stor fantasi, der altid får ham til at undres. Alt fortæller ham noget. Tidligt lærer hans mor ham, at ingenting kun er, som det ser ud. Og denne fantasi og undren gør hans liv smukt. Han har et kolossalt stærkt sanseapparat. Han oplever en mængde ting, ser så meget, og i modsætning til mange andre børn, som må gemme, hvad de oplever inde i hovedet, fordi de ikke har nogen at sige det til, så kan Sebastian hele tiden sende til sin mor, når hun har tid. Kun er hun ikke tilgængelig for ham, når hun maler. Sebastian er dog også et barn med alt barnets egoisme og hensynsløshed og med en stor viljestyrke. Han vil have, at man skal lægge mærke til ham. Egoismen hører barndommen til, og denne egoisme er nødvendig for barnet, så det føler et stærkt eget værd i verden.
    Sebastian foretager sig også underlige og uheldige ting. Da hans mor, Carla, er død, foretrækker han at leve alene, fordi han ved med sig selv, at det ikke er godt for ham at leve hos sin far, Felix. Han ved på samme måde, som alle mennesker egentlig godt i deres sind ved, hvad der er godt for dem, så ved han, hvad der er bedst for ham - og det er at bo helt for sig selv. Men det filter vi har, som kun lader en lille del af alt det, vi sanser gå ind i os, det filter forsvinder for Sebastian. Det filter, der sorterer vore indtryk bliver ødelagt af ensomhed. Sebastians verden bliver mærkelig surrealistisk, og han foretager sig sære handlinger som den at tage Masja med sig hjem. Han formår at forvandle hende en lille smule, og han påtager sig også ansvaret for hende, både fysisk og psykisk, men det kan jo ikke vare ved."

Hvordan fandt du Sebastian?
"Jeg kunne ikke skrive om en pige igen, for det havde jeg gjort i Hva´ for en hånd vil du ha´ (Gyldendal 1987). Men jeg har også en lille dreng i mig, og jeg havde en længsel efter at skrive om et barn, der ikke var svigtet, der ikke var et offer. Et elsket barn. At overskride grænserne for klicheen ´man gjorde et barn fortræd´. Ingen bliver gjort fortræd, og ingen er offer i "Sebastians kærlighed". Det er bare langt sværere at skrive om lykken og om det funklende liv, end det er at skrive om lidelsen og smerten."

Du har en anderledes, varmere stil i "Sebastians kærlighed" end i dine tidligere bøger?
"Jeg ønskede, at der skulle være en mere gnistrende og fabulerende stil. Jeg synes selv, at sproget har været det svære punkt i mine tidligere bøger, derfor har jeg sprængt den kedelige og og naturalistiske ramme og gjort det hele mere fabulerende - også stilen."

Hvordan er Carlas forhold til Sebastian?
"Inden jeg fortæller det, må vi lige se på, hvem Carla er. Carla er kunstner, og hun har en stor smerte i sig, som hun kæmper med hele livet, men også en stor glæde hun overfører til Sebastian, og hun lærer ham at elske. Det er forældrene, der giver deres børn evnen til at holde af andre. Carla synes, hun har haft en ulykkelig barndom som balletbarn, mens hendes mor, Samsara, på sin side mener, at hun har givet sin datter en god barndom. Deres forhold er et udtalt had-kærlighed forhold. Jeg ser familien som det mest nærende og også det mest destruktive sted.
    Carla har succes som kunstner, dvs. som maler - og det var svært for mig at skrive om en kvinde og en kunstner med succes. Men Carla har altså succes, også succes som mor. Hun elsker Sebastian, han er livet for hende. Nogle har spurgt mig, om hun ikke elsker ham for meget. Det ved jeg ikke, men der hersker et særpræget forhold mellem dem. Carla er som sagt kunstner og tilmed et meget kompliceret menneske. Hun har mange forskellige mennesker inde i sig, og hun vedgår alle sine mange indre personer. Hun er et storsindet menneske, og det er hendes elsker, fotografen også, og selv om de er forelskede i hinanden, er de gode ved Sebastian, men han bliver alligevel forfærdelig jaloux under en rejse, de tre foretager til Spanien.
    Forholdet mellem de to voksne går i stykker, og i denne fase møder Sebastian ondskaben. Han fornemmer, at der er noget tillokkende ved onde mennesker. De har en fascinerende udstråling, som de gode mangler."

Carlas mor hedder Samsara, og hun er en usædvanlig skikkelse, som man som læser bliver meget optaget af. Hvordan fandt du frem til hende?
"Jeg havde oprindeligt planlagt, at både Carla, Felix (Sebastians far) og Sebastian hver skulle have en stemme. Men det blev overvejende Sebastians, læseren kom til at høre. Undervejs spekulerede jeg så meget på Carla, at hendes mor dukkede op inden i mig. Moderen, Samsara, er også kunstner, balletdanser. Bemærk at alle personer i "Sebastians kærlighed" har et erhverv, hvor de hele tiden skal overskride grænser. De har job, der kræver alt: krop, ånd, sjæl, og den slags arbejde giver meget, men det er også erhverv, der spytter dem ud, når de ikke længere er på toppen. De lever på en kniv. For at de skal lykkes som kunstnere, må de også have et andet liv, men deres arbejde kræver så meget af dem, at der kun bliver aske tilbage til alt det øvrige. Det er dog ikke synd for dem, for de kan ikke andet, de er kunstnere. Samsara har selv haft det hårdt i sit liv, og bogen stiller faktisk det spørgsmål, om man overhovedet kan have et erhverv, som kræver så meget og så også være forældre. Carla vil være en god mor, hun er forelsket både i Sebastian og forelsket i selve barndommen. Men det er næsten uoverkommeligt."

Masja - den lille hårde nitte, som Sebastian tager med hjem, hvor kender du hende fra?
"Man er vel på en eller anden måde de personer, man skriver om. Masja er så kompliceret et barn, at hun er svær at holde af. Hun er stærk - viljestærk - og så hensynsløs, at hun vælger at hævne sig på sine forældre, og det gør hun ved at tage med Sebastian hjem.
    Det bliver et mareridt, men Sebastian har også brug for hende, for han kan ikke tåle at leve alene. Masja bliver så en af hans mange prøvelser.
    Jeg har skrevet et tv-spil over Masja-skikkelsen, et spil med titlen "Nina, den onde pige", som DR-TV er ved at producere. Hovedfiguren heri er faktisk ond, og nogle børn er onde. Man har en arv med sig, og børn er ikke uskyldige. Der er voksne, der er ulidelige, og der er børn der er det.
    Jeg holder forresten af at skifte mellem genrerne. Når jeg har siddet længe med en roman, så får jeg en længsel efter at skrive noget andet, så det er godt at skifte, og jeg synes i øvrigt, at det er herligt at skrive dramatik."

Du har også skrevet en meget læst populær børnebog "Petruskas laksko" (Gyldendal 1989), oversat til flere sprog. Er der stor forskel på at skrive for børn og så at skrive for voksne?
"Egentlig er der ikke så stor forskel. Det er noget sværere at skrive for børn. I en voksenbog kan man tage hele verden med og forudsætte den bekendt, det kan man ikke i en børnebog. Her må man gøre et valg. Man skal arbejde virkelig meget med sproget i en børnebog, for ellers tænder børnene ikke på den. Det har jeg erfaringer for med mine egne børn. Der er temmelig meget, de ikke tænder på. Jeg har været glad for at skrive om Petruska og Marie, og jeg kunne godt tænke mig at skrive nogle flere børnebøger."

"Hva´ for en hånd vil du ha´" og "Sebastians kærlighed" har både fællestræk og er forskellige. Hvordan ser du selv på de to romaner i forhold til hinanden?
"Jeg opfatter dem som meget forskellige. Der er meget mere frodig livskraft i "Sebastians kærlighed" og meget større humor. Men der findes også et fællesskab mellem dem: de handler begge to om børn, og de er begge to hver på deres måde en hyldest til barnets sind og til barnets enorme sanseapparat. Voksnes øjne er døde øjne i forhold til børns; de voksne ser det samme og det samme - barnet ser hele tiden noget nyt.
    Jeg er betaget af det liv og det sanseapparat, der er inde i børn. Mit mål og min længsel er at skrive om levende mennesker, så andre kan se dem for sig."

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine nr.4, 1993