Jagten på sjælen gennem kroppen

- Interview.

Af : Gert Emborg og Ivan Z. Sørensen

Christina Hesselholdt har udgivet to romaner, Køkkenet , gravkammeret & landskabet fra 1991 og Det skjulte fra 1993. Den sidste handler bl.a. om Marlon der møder Greta, som han til sidst dræber og dissekerer.

- Begge dine romaner er blevet kaldt minimalistiske. Vil du prøve at definere, hvad det vil sige - og hvad du mener om betegnelsen?
   Det har overrasket mig noget. Mit kendskab til minimalismen har jeg fra billedkunsten, hvor minimalismen, som den viste sig i 60´erne, var et forsøg på at lave et ikke-hierarkisk system i kunstværket, hvor alle elementer havde lige stor gyldighed. Et forsøg på at koge det følelsesmæssigt ned til et minimum. Det skulle helst ikke være muligt at afkode kunstværket følelsesmæssigt.
   Men jeg synes at mine tekster har en helt anden ekspressiv kraft, og at det alene må fjerne dem fra minimalismen. Jeg har heller ikke noget ønske om at lave et ikkehierarkisk system. Der er for mig ting, der spiller større rolle end andre. Så derfor forstår jeg ikke, at den etikette er blevet hæftet på mine bøger. Det er formentligt fordi mine bøger er korte, at man af nemhedsgrunde kalder dem minimalistiske.

Den sceniske roman.
- I forhold til klassiske romaner med et "gammeldags" narrativt forløb, så er dine bøger brudt op i korte forløb. Hvorfor det?
   Jeg tænker i korte scener, i korte forløb. Det er jeg blevet opmærksom på efterhånden. For mig er det naturligt at stykke en fortællling sammen af små scener. Jeg tror jeg ville kalde mine bøger for sceninske romaner.
   - Spiller inspiration fra andre medier en rolle?
   Jeg ser mange film, og jeg er sikker på, at min måde at skrive på er påvirket af filmens klippeteknik. Det fascinerer mig hvor meget tid man kan klippe ud, og alligevel skabe sammenhæng. Hvor meget tid man kan undvære uden at forståelsen går tabet.
   Jeg beskriver ikke hvordan et menneske går fra det ene rum til det andet. Der er bare et klip til næste værelse.
...
   - Er din klippeteknik og den sceniske roman som genre et udtryk for en måde at erkende på?
   I øjeblikket funderer jeg meget over hvorvidt jeg er i stand til at opfatte min egen fortid som et kontinuum. Det forekommer mig at jeg kun har nogle enkelte billeder og scener at holde mig til. Det kunne være interessant at vide, hvordan andre forholder sig til det - om det virkelig er den tid vi lever i nu, der skaber den bevidsthedsform, eller om det er noget mere alment der også gælder for andre tider; det ved jeg ikke. Men det er et afgørende problem for selvforståelsen.
...
Køn og tid.
- Der er en tendens til at den beskårne stil, eller klippestilen, især dyrkes af yngre kvindelige forfattere?
   Ja, i Danmark, men ikke i for eksempel Norge, hvor man kunne nævne bl.a. Tor Ulven og Paal-Helge Haugen, som mandlige eksponenter for en lignende stil. Og jeg kan ikke få øje på nogen nærmere forbindelse mellem køn og stil. Men måske er der en tidsdimension. Alle de eksperimenterende former for prosa havde en storhedstid i 1960´erne, samtidig med en masse eksperimenter i billedkunst og film. Måske fordi man på dette tidspunkt - i kapitalismens udvikling - oplevede en slags kompression af tid, en fornemmelse af at nu gik det stækt, og man måtte finde nye former til den bevidsthedstilstand. Netop i 60´erne blev det måske synligt, hvor presset tiden var blevet. Og den kunstneriske form blev i et vist omfang en fragmenteret eller springende form.
   Det sker altså så nu igen, hvor det ser ud til at 1990´erne kommer til at tage nogle tråde op fra 60´erne.
   - Bag den punktvise og afdæmpede stil er det er gevaldigt drama der ligger i Det skjulte.
   Da jeg var færdig med romanen tænkte jeg meget over mordscenen og dissektionene. Den er for det første et billede på min form: enkeltdele udgør tilsammen en krop, enkeltdele udgør tilsammen min roman. Hvis man forestiller sig at der i ethvert kunstværk er et lag der kommenterer formen, så kan dissektionen ses som en sådan kommmentar. Mordet sker ved at der skæres ind til benet, og det er et billede på min form, min nøgternhed, det er det jeg prøver at gøre, at nå essensen.
   Samtidig, tematisk, ser jeg mordscenen som et billede på, at den mandlige hovedperson vil se den elskedes sjæl. Et billede på kærlighed, på hvad det er man gør når man elsker: At man gerne vil se den anden. Det er så her konkretiseret på en uhyggelig måde.

Jagten på sjælen
- Jagten på sjælen gennem kroppen - kan det også ses som en generel erkendelsesdrift?
   Marlon siger et sted om Greta, at hun er det nærmeste han kommer sig selv; det er som om han ingen idé har om sin egen identitet. Det kan måske igen ses i forhold til tidsproblematikken: Hvis man ikke er i stand til at opleve fortiden som et kontinuum, så opstår identitetsproblemet i én eller anden udstrækning.

Interviewet blev første gang bragt i sin helhed i Skumhedens Tid - 90´ernes eksistentielle fortælling, Dansklærerforeningen 1994.