Den sandhedssøgende hund

Af : Poul Erik Tøjner

Kritik har i de seneste så undergået en paradoksal udvikling. På een måde er det kulturskabende fællesskab mellem kunst og kritik blevet mindre og mindre som kunsten har totaliseret sig i en uoverskuelig samtidighed af former, på den anden side skrives der mere og mere i tilknytning til kunst - det være sig så kritik eller ej. Litteraturkritikken og kunstkritikken har specialiseret sig og ofte trukket sig tilbage fra det perspektiv som den gamle og klassiske kulturkritik yndede: det samlende essayistiske blik.
    Carsten Jensens bog Af en astmatisk kritikers bekendelser er et opgør med denne specialisering af litteraturkritikken og den deraf følgende decimering af kulturkritikken. Jensen forfægter kritik som et brændpunkt mellem personlighed og samfund, kritikken er kortsagt en ansvarlig genre drevet frem af kærlighed til sandhed og længsel efter verden, væren og værdi. Men da ingen af disse størrelser ligger fast, bliver kritikkens lidenskab også en udfordring til personligheden. Og udfordring i dobbelt forstand: Man befæstes og man befæster sig gennem kritik, men man forvandles også. Formelen for dette arbejde er meget simpel. Den hedder alvor. Og det lægger han sig efter, Carsten Jensen. Af en astmatisk kritikers bekendelser er alvorlig, personlig og lidenskabelig. Han står ikke distanceret og svinger polemikkens pisk, han skriver en tekst som selv er det bedste bevis på, hvad han mener.

Dannelsesromanen
Der står essay på titelbladet og det er både klogt og præcist. Men bogen lader sig nu næsten læse som en roman - Carsten Jensen har ikke for ingenting tidligere forsøgt sig i begge genre, både som kritiker og som forfatter. Bogen kan læses som en dannelsesroman, hvilket jo næsten giver sig selv, Jensens begreb om kritik ihukommet. Den begynder i den mørkerædde, astmaplagede Carstens barndom blandt bøgerne og ender i Jensens julenat i det krigshærgede Kroatien blandt murbrokkerne. Og så er det alligevel at lægge op til en løgn at fremstille bogen sådan. Den handler nok om dannelsen af en intellektuel og en intellektuels dannelse, men løbet er ikke lige og klassisk, fra drøm og fantasi til handling. Løbet er indviklet, tilfældigt, fuld af blindgyder og anfægtelser og fejltagelser og misforståelser.

Selvbiografien
En selvbiografi kunne vi også kalde det. Og lad os gøre det. Dog med een præcisering: det er en biografi skrevet af et selv, mere end om et. Dette selv, det personlige, er omdrejningspunktet i bogen. Det er det, der driver kritikken af de sidste års kunst- og kritikforståelse, det er det, der holdes fast i, når Jensen spørger sig selv ned gennem de mange dårlige svar på, hvad vi skal med kunst og kritik. Ikke noget stabilt selv, ikke nogen afrundet personlighed, ikke et narcissistisk mig, men retten og forpligtelsen til at sige jeg og retten og forpligtelsen til at bruge ordet sandhed, det er grundlaget.
    Herpå og herfra kan tidens falske forestillinger peges ud. Og Jensen har blik for dem. Enhedskulturens skjulte efterliv i ungdomskulturen - som er en krænkelse af de sammenhænge, vi undertiden tror vi kun lever i, men altså også lever af. Avantgardismens skjulte efterliv i jævnføringen af kunst og videnskab - kunsten tvinges ind i et lineart erkendelsesperspektiv, hvis tvang er den fremmed. Dekonstruktionismens afskrivning af mening i sproget, dog foretaget med sproget. Nyere filosofis insisteren på subjektets forsvinden - hvem insisterer? Eksemplerne er mange og de er ikke kun eksempler. De er, hvad der efterhånden udgør vores kultur: en stor og uoverskuelig og ofte forsludret simulation, hvor kunstværkerne er overhalet af kunstnerne selv, for det er de sidste publikum kan spejle sig i mere end de første.

Sandheden
Specielt to punkter i Carstens Jensens kritik er velgørende. Han er ikke ene om kritikken af dem, men den kan ikke gentages for tit. Den første handler om sandhed og her iagttager Jensen, hvorledes alt-eller-intet logikken florerer utallige steder i den tænkende del af vores kultur. Kan man ikke få hele sandheden skrevet med versaler på stentavler, så vil man sgu hellere helt undvære såvel sandheden som sandhed og bliver nihilist. Men også med sandhed gælder ordet fra Delfi: alt med måde. Den anden handler om det berømte subjekts ligeså berømte forsvinden. Logikken, der har uddrevet det, er den samme: Kan man ikke gå rundt og sige "jeg er den jeg er" med gammeltestamentlig tyngde, så vil man sgu hellere undvære og klynge sig til en teori, der siger at subjektet i vor epoke er gået under i informationssamfundets fragmentariseringer og voldsomme sammenfald af tid og sted. Indvendinger mod disse to ræsonnementer, som desværre i praksis er mere end ræsonnernenter, er præcise og prægnante.

Synsvinklen
De to punkter er ikke kun skydeskive for Carsten Jensen. De er også den modstand hans tekst bestandigt søger at overvinde. Det er en meget personlig tekst, han har skrevet, den virker ærlig og redelig, men samtidig bliver hverken personlighed, ærlighed eller redelighed det, der i sidste instans kommer til at indestå for tekstens sandhed. Det er alt det, der faktisk siges om verden, som det kommer an på. Om Octavio Paz, om Lue Ferry, om Universitetet som institution, om Milan Kundera, om Tzvetan Todorov, om demokratiet, om Silone og Canetti og Orwell og Blixen - Carsten Jensens bog er et ideelt essay, hvor alle disse navne og emner og sager trækkes tvangfrit ind af den nærværende skribents søgen efter at redegøre for sin søgen. Og ikke alene udfylder han essayet ideelt, Jensen, han kommer også til at vise dets kvalitet som genre. Balancen mellem personlighed og perspektiv er præcis det, der gør, at selv gammelkendte "sandheder" om de første og sidste ting kan indgå med vægt, skønt hørt og set adskillige gange før. Formen berettiger denne gentilegnelse, og vil man gå langt med denne pointe, kan man sige, at det såmænd er pointen i hele Jensens kultursyn: retten til gentilegnelse er den afgørende indsigelse mod den hysteriske historiefilosofi, der vil tage alt overstset fra os og samtidig fratager det kommende mening.

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine nr. 3, 1992