Læser forklædt som rejsende

- Interview.

Af : Poul Erik Tøjner

    - Bruce Chatwin er det første man tænker...
    "Det, der har været befriende ved at læse Chatwin, som selvfølgelig er en del af min bogs baggrund, har været, at han viste, at inden for rejsegenrens rammer kan alt lade sig gøre. Man kan springe fra den rene fortællende beretning til filosofi, collage, montage og ind i fortællingen igen. Medens Chatwin er den melankolske drømmer, har du Malraux som erobreren af Asien. Malraux opfatter dybest set kontinentet som en kvinde - som han tager; der er en utrolig hård og kantet maskulinitet over hans måde at beskrive sit møde på. Det afgørende ved Chatwin er ikke hans erobring. Det er hans fascination af menneskeskæbner. Den deler jeg virkelig. Det er blevet det bærende element i min bog, de menneskeskæbner, jeg møder undervejs. Og min nysgerrighed har været større end tidligere."
    "De første bøger, jeg skrev, handlede om mit forhold til verden. På rejsen - og med rejsebogen - oplever jeg en lang række af de tanker sat på prøve. Og de holder ikke alle sammen. I Af en astmatisk kritikers bekendelser er der en refleksion over sammenhængen mellem kreativitet og melankoli, men den rejse, jeg har gjort, har været en rejse ud af melankolien. Melankolien så jeg nu pludselig som en attitude hos mig selv. Noget der er stivnet og ikke længere åbner for fortolkning af verden, men derimod lukker for den."
    "Omvendt er der ting, jeg har fået bekræftet. En bærende tese for mig har været, at når man skriver, så skriver man til en ukendt ven; at den stemme, der bærer forfatterskabet, er venskabets stemme. Og venskabets stemme har jeg genfundet i de møder med fremmede mennesker, som rejsen har bragt. Enormt mange af de mennesker, jeg har talt med, viser sig at være belæste mennesker, som har et forhold til litteratur og til de samme forfattere som jeg. I den forstand er der virkelig en verdenslitteratur. En uventet form for fortrolighed."
    "Det har fået mig til at tænke på et slægtskab mellem det at læse og det at rejse. Når man læser, søger man efter sig selv i det fremmede, og det man så finder er det fremmede i sig selv. Litteraturen åbner nogle døre i én selv til nogle ukendte rum. Det har jeg oplevet rejsen gøre; her var jeg altså stadig læser, men forklædt som rejsende. Forholdet til litteraturen havde givet mig en god opdragelse, som rejsende."

"Den form, jeg har valgt til bogen, er fiktionens - og så har den helt bestemt essayistiske passager. Men det er afgørende for mig, at den ikke bliver opfattet som en roman. Af den simple grund at alt, hvad jeg fortæller, er noget, der er sket i virkeligheden. Og da jeg gerne vil fortælle folk om en fuldstændig overvældende mangfoldig verden, synes jeg, det havde været en alvorlig svækkelse, hvis jeg var begyndt at finde på undervejs."
    "Alligevel føjer bogen sig uden videre ind i mit forfatterskab, idet jeg anser den for at være tredje bind i en trilogi hvoraf Af en astmatisk kritikers bekendelser er den første og Forsømmelsernes bog den anden. Jeg har set verden begynde er i praksis, hvad de andre reflekterer over. Den realiserer nogle af de mere reflekterede udsagn om tilværelsen, der ligger i de to tidligere bøger, folder dem ud i en strøm af oplevelser og fortællinger. Dermed er den både en fortsættelse og en slutning."


Interviewet blev første gang bragt i sin helhed i Weekendavisen d.1.11.1996