Ud af et mørke

Om Anne Marie Ejrnæs' Sneglehuset.

Af : Anne Borup

Sneglehuset er en realistisk fortælling om forfatterens mødrene slægt fra ca.1850 frem til 1950´erne. Med et skarpt blik for eksistensbetingelsernes hverdagsdramatik skildres bondekoner, hustruer, mødre og døtre i en sansemættet episodisk fremstilling, som har rødder i den folkelige realisme og dens store slægtsromaner, feks. Marie Bregendahls Billeder af Sødalsfolkenes Liv 1914-23.
   Tidligere i sit forfatterskab har Ejrnæs tematiseret bruddet med et traditionelt familie- og livsmønster, forsøgene med andre livsformer og forholdet mellem mødre og døtre set i lyset af 70´ernes kønspolitiske erfaringer og kritik. Senere gennemspilles identitetsproblematikken med biografisk-historiske fiktioner som maske for den personlige erfaring.
   Sneglehuset er en forlængelse af og en fornyelse af temaer og skriveformer i forfatterskabet. Romanen skildrer en nutidig kvindes forhold til mormødrenes generation, men er også et selvopgør; fortælleren gør status over eget bo. Det er en moderne kriseroman, det skabes gennem den dobbelte forholden sig til skrift og fortælling, i fortællerens refleksion over skriveprojektet som terapi og erkendelsesproces. […]

Den lille verden i den store
Anne Marie Ejrnæs nærmer sig sit stof ved at "lade virkeligheden komme til sin ret". Med konkrete, men ofte overraskende detaljer, fremstiller hun en realitet, der er til at tage og føle på, som i denne beskrivelse af aftentemperaturen: "Det var ikke koldt for årstiden. Konerne blev ved med at sige det, og Marie frøs heller ikke, men der var stor plads i ørerne, og i brystet var der højt og buet og rent som i kirken". (s. 16). Ved at anskue sine personer i en fysiologisk optik skildrer hun personligheden indefra, kroppens erfaringer repræsenteret i sproget. Den sanselige erfaring bliver garant for fiktionens repræsentation af det givne univers og opvejer modernitetens fravær af én sandhed.
   Beskrivelsen af personerne kan være retningsløs og kaotisk for at angive en indre krisetilstand, eller den kan ordnes perspektivisk i en bevægelse fra det umiddelbart nære i personernes liv og omgivelser til de yderste grænser for de begivenheder og kræfter, som virker ind på den primære livsverden. Social-økonomiske og nationale forhold, forholdet mellem individ, og slægt, imellem selvejerbønder og husmænd, mellem danskere og tyskere i grænselandet får betydning for den enkeltes livsvalg. Andels- og højskolebevægelsen, det moderne gennembrud, Pariserkommunens fald og missionen i Afrika perspektiverer det nære, den lille verden, men det er ikke de store begivenheder, som beskrives. Kun deres konsekvenser i dagligdagen forbinder den store og den lille verden. Marie (dvs. fortællerens mormor som barn) introduceres for eksempel i et enkelt billede, der placerer synsvinklen - og verdens centrum – i Maries 2-3-årige person:

Marie sad på stenpikningen i gården midt i verden. Hendes fødder var bare i træskoene, og hun vringlede dem fra side til side og slog snuderne ind imod hinanden. Hun spredte benene, og der blev et stykke med græs og runde sten imellem dem, når hun trak kjolen op. Alt det græs. (s. 14, min understregning).

Efterhånden udvides rummet omkring Marie, og samtidig indkredses hendes erfaringshorisont: Moderen har travlt med at malke. Marie vil gerne hjælpe med at luge ukrudt for at gøre hende glad, men noget skygger for solen. Hun ser op, og "far var solens ansigt". Med vådt på kinderne og gråd i stemmen starter han en leg, de har sammen. Pludselig gribes hun bagfra af ferme hænder, der fjerner hende fra faderen og bærer hende ind i den mørke stue, "men solen sprællede lidt endnu inde i mørket". Besjælingen kvalificerer solen til at symbolisere noget menneskeligt, den lyse side eller livsglæden, som faderen og Marie er fælles om. Hun lærer hurtigt, at lys og mørke skifter, at andre kræfter griber ind i tilværelsen, men den impressionistiske fremstilling af miljø og begivenheder forklarer ikke mere, end den viser. Først senere i beretningen afsløres bagrunden for moderens tavse afvisning af mand og børn og faderens følelsesudbrud over for barnet: at Katrines første mand døde af brystsyge, og hun blev tvunget til at gifte sig med mandens bror, fordi en gift mand er gratis arbejdskraft, og fordi gårdens drift går forud for kærligheden. Afsløret bliver også hele den tragiske sidehistorie om Maries halvsøster, Thea, som blev sat over i aftægtshuset ved moderens andet giftermål, fordi hun mindede for meget om den afdøde mand. Hvad det betyder af tab for Maries far, Katrines anden mand, ligger som et uudtalt smertepunkt gennem romanens forløb.
   Beretningen spinder sit net af forbindelser og handlingstråde med mange involverede personer, der alle bærer på en historie, men handlingen foreligger aldrig gennemlyst i sin helhed. Læseren må langt hen ad vejen stykke sandheden sammen af forskellige episoder, stumper af en samtale, delobservationer, antydninger, gestus og mimik.

Fra Anne Marie Mai (red.) Prosa fra 80'erne til 90'erne. Borgens Forlag, 1994