Middelalderroman om en dansk lurer

Af : Susanne Bjertrup

Anne Marie Ejrnæs´ roman Thomas Ripenseren foregår i 12-1300-tallets Europa, hvor den danske Thomas fra Ribe bliver det tilfældige centrum, om hvilket tidens uoverskuelige politiske og religiøse liv udfolder sig.

I Anne Marie Ejrnæs’ forfatterskab bliver læseren hver gang sendt på ekspedition til en ny ukendt egn på sjælens landkort. Men fælles for hendes meget forskellige bøger, der skildrer såvel en fransk marquises ophold i et arabisk harem i 1700-tallet (Kvindernes nat, 1988), som en sydøstjysk bondeslægt (Sneglehuset, 1991) og en kvindelig forfatter i 1800-tallets borgerlige København (Som svalen, 1986), er den farverigdom og sansemættethed, som altid beruser hendes læsere. Med den ny bog Thomas Ripenseren er hun tilbage i mesterlig stil, denne gang med pennen dybt begravet i middelalderens religiøse magtkampe og brændende kætterbål.

Romanen handler om købmandssønnen Thomas, der bliver født i 1200-tallets Ribe og siden drager ud i verden og bliver skriver for beginen Marguerite Porète. For øjnene af læseren vokser en fremmedartet verden frem: først en travl købmandsgård med fadebur og handelsregnskaber og erotiske forviklinger, senere en kran, der losser skibe i Brügge, studenterknejper i Paris, et mørkt fangehul, og en pilgrimsvandring i det kætterske Sydfrankrig. Der er munke af enhver slags, beginer, godtfolk og kættere - og midt i det hele den evige lurer, Thomas, manden der får adgang til    Den forbudte viden, som Thomas får adgang til, stammer fra Marguerite Porète, som er en temmelig kontroversiel person. Hun har skrevet en bog om sjælens forhold til Gud, som allerede én gang er blevet fordømt af inkvisitionen. Alligevel fortsætter den med at cirkulere, nu i Thomas’ afskrift, og selv om Thomas gør alt hvad han kan for at redde hende fra bålet, er anstrengelserne forgæves. Dels fordi Marguerite slet ikke vil reddes, da hun mener, at man undertiden er nødt til at tabe den ydre kamp for at vinde den indre, men sandelig også fordi Thomas ikke er så god til at spise kirsebær med de store, som han gerne ville være.

Med utilstrækkeligheden er vi ved kernen i det psykologiske portræt af Thomas. Et centralt billede igennem hele hans dannelsesproces er ordsproget "Mus fjærter ej som hest, uden røven revner". Det optræder første gang i en tragikomisk scene i skolestuen hjemme i Ribe, hvor Thomas skal oversætte det til latin, men bliver også aktuelt, da han på et tidspunkt går til Johannitternes kloster for at finde en munk, der kan hjælpe hans mor med nogle religiøse syner, der er så stærke, at ingen i familien får noget at spise. I klosteret modtages han af en korsridder, som han prøver at spille lige op med; men vinen han bydes indeholder sovemiddel, og efter en tur igennem et labyrintisk tjørnekrat, vågner han op i en høstak med en meget øm bagdel og må konstatere sig narret. Og så fremdeles: hver gang Thomas puster sig op, bliver ballonen punkteret, og han fremstår som en renlivet idiot, både for sig selv og andre.
   Men selv om hans fejl er mange, er Thomas også et godt menneske, og hans fejltagelser kan til en vis grad undskyldes med, at 1300-tallets religiøse liv er et uigennemskueligt politisk og personligt magtspil. Noget af det spændende ved romanen er, at Anne Marie Ejrnæs formår at vise dette spil gennem én, som ikke er en stor personlighed.
   Thomas er og bliver jo bare en lille mus fra Ribe; han kan slet ikke bære Guds ild, da den endelig griber ham. Men i og med han omgås heste, tvinges han til at tage stilling til det kirkelige problem, om ikke en hest skal have lov at fjærte som en hest, det vil sige, om man skal give særligt beåndede mennesker ret til at sætte sig ud over kirkens regler.

Ud over det religiøse spiller kærligheden naturligvis også en rolle i Thomas Ripenseren, og her skaber Anne Marie Ejnæs øjeblikke så smukke at man ville ønske, at det var én selv, der stod ved porten til beginehuset i Brügge og så en ung pige med grøn kjortel og azurblå ærmer komme løbende imod sig. Her er det hele med: den boblende fornemmelse i halsen, ordene der springer ud af munden, smagen af salt og blomstersaft i en håndflade, man får rakt gennem et gitter.
   Den følelsesmæssige intensitet forplanter sig også til skildringen af kærlighedens bagsider: den hånlige afvisning, jalousien og bitterheden, der indtræder, når man opdager, at man kun har været et redskab i en andens projekt. At læse Anne Marie Ejrnæs er derfor som at tage på rutsjetur i følelsernes landskab, op og ned går det - men langsomt, for sprogligt befinder romanen sig på et niveau, man ellers sjældent ser. Hendes prosa er så mættet, at billederne formelig står i kø på nethinden, og den som ikke giver sig tid til at nyde både personerne og omgivelserne, snyder sig selv. Med Thomas Ripenseren er det simpelthen lykkedes Anne Marie Ejrnæs at genskabe middelalderen i diamantform, skarpt sleben og i stand til at kaste lys i mange retninger.

Denne artikel blev første gang trykt i Danish Literary Magazine 10, 1996