Kønnets, sprogets hvisken. Om Inger Christensen

Af : Lis Wendell Pape

Kunst og eksistens
Selv om Inger Christensen primært er lyriker, indgår der også en række prosatekster i forfatterskabet. Det prosaværk, der for alvor rager op i forfatterskabet, er den store fortælling, Det malede værelse, fra 1976, der uddyber de systemiske værkers tematik: forholdet mellem menneske, sprog og univers.

Det malede værelse har sin title fra La camera dipinta, et rum i fyrstepaladset i Mantua, som maleren Andrea Mantegna udsmykkede i slutningen af 1400-tallet. Det er en fortolkende udlægning af Mantegnas renæssancefigurer, hvor de føjes ind i en modernistisk sammenhæng. Værket består af tre fortællinger i hver sin genre: en række dagbogsnotater med en mandlig fortæller, en fantastisk fortælling med en kvindelig fortæller, et essay fortalt af et barn. De tre fortællinger griber ind i hinanden, bl.a. ved deres indbyrdes personrelationer. Supplerer, relativerer og dementerer hinandens udsagn i et kompliceret netværk. Klarest fremviser den anden fortælling med dens frem- og tilbagespring i kronologi det labyrintiske i selv strukturen, men hele fortællingen kan læses som labyrintisk. Labyrinten bliver overordnet metafor, ikke blot for fortællingen, men også for den livsforståelse, der udfoldes i den.

Det malede værelse skriver kunst på kunst og handler om kunstens forhold til virkelighed og magt og dens betydning for indsigt og eksistens. Ved sit mangefold af registre griber den ud i det gådefulde i en filosofisk refleksion over grundlæggende spørgsmål til eksistensen. Den rummer desuden en diskussion af det mægtige, men bange magtmenneske, der for ikke at miste sine konturer dekreterer alt undtagen sin egen orden, og den forkrøbling, et sådant krav om entydighed medfører. Heroverfor holder den en utopi op, som den udfolder i tre aspekter, tilhørende hver sin fortælling: kunstens grænseoverskridende mulighed, det kvindeliges labyrintiske mangetydighed og barnets åbenhed over for det muliges mangfoldighed.

Gennem hele sit forfatterskab kredser Inger Christensen om de samme grundlæggende forhold: eksistensens, kønnets, kroppens og bevidsthedens organiske sammenhæng med natur og kosmos - og, i kraft af sproget, menneskets særlige status i forhold hertil. Kunsten er ikke blot et sted, hvor disse forhold omtales og beskrives - som i den tidlige modernisme. Kunsten er hos Inger Christensen samtidig også det sted, hvor eksistensen, kønnet, kroppen og bevidstheden kan sættes i spil, undersøges og afprøves, fordi de er grundlaget for poetisk artikulation.

Lis Wendell Pape in Elisabeth Møller Jensen (red): På jorden 1960-1990, Nordisk kvindelitteraturhistorie 4
Rosinante 1997