Samtale med Inger Christensen

Af : Peter Øvig Knudsen

Hvordan starter et digt?
Det er tilfældigt. Da jeg havde skrevet en bog, som hed Azorno, og en aften var i gang med at pakke den ind for at sende den til Gyldendal, lød det pludselig i mit øre: Det. Det var det. Sven Holm havde sagt til mig, at man skal begynde på den nye bog med det samme, uden betænkningstid, og i det øjeblik, jeg havde sagt Det. Det var det, tænkte jeg straks, at nu var den næste bog begyndt. Det. Det var det. Det kan enhver jo komme og sige ... Men det blev faktisk starten på det.
     Mange har spurgt, hvorfor alfabet starter med abrikostræer, for der findes jo så mange ord med a. Hvis jeg skal give halvrationelle forklaringer, handler de om rytmen og lydene a-b-abri-kos. Men bag en sådan begyndelse kan også ligge en dybereliggende fascination, for lang tid efter alfabet opdagede jeg, at jeg fem-seks år før, jeg skrev bogen, havde prøvet at skrive nogle digte, hvor bogstaverne i venstrekanten dannede et lodret ord og et af de digte startede med abrikostræerne blomstrer i Arzberg i dag.
     Den første linie skal fange. Jeg skal føle mig fanget af at undersøge, hvad der står i den lille stump, jeg har fået fat på og som er svær at få fat på. Jeg skal kunne forestille mig, at det er muligt at trevle det digt op, som ligger inde i den første linie. De stiger op, planetens sommerfugle. Hvis man siger, planetens sommerfugle stiger op, er det straks ikke nær så interessant for mig. Nogle noveller og romaner starter, så man straks føler, at der må komme en hel verden ud af det. Mens andre begynder dødkedeligt. Og ofte kommer der så heller ikke noget som helst ud af det.

Du siger, at hele digtet ligger indfoldet i den første linie?
Ja. Eller det kan ligge indfoldet i et enkelt ord. I et enkelt ord eller en linie kan findes en lyd af et større rum. Som i Det. Det var det. Hvis man i stedet sagde Det var det. Det er linien næsten forsvindende, et lille korn, der kan pustes væk. Men med Det. Det var det er man inde i en tidsbølge, som bare bliver ved og ved. Hvis man vil. Og gider.

Hun har længe siddet med en ny cigaret i den ene hånd og lighteren i den anden. Hun tænder og hælder mere vin op.

Din inspiration stammer snarere fra selve sproget end fra verden og naturen?
Nej, det tror jeg slet ikke er rigtigt. Der ville ikke være nogen inspiration i at sige abrikostræerne findes, hvis jeg ikke havde set dem. Inspiration er at betragte et ord og derved betragte verden. Man pusler kun med sproget, for at verden skal komme frem på en for én selv mere forståelig måde end den tilfældige fremtræden med træer og blade og mennesker og jeg ved ikke hvad.
     At filosofere over ordene er en måde at filosofere over verden på. Man kan undervejs kokettere med, at man leger med ordene, men for mig er det først og fremmest en filosoferen over, hvordan mit verdensbillede skal se ud, ikke bare denne dag, hvor jeg vågner, og kæresten er forsvundet, men også alle de andre dage. Fordi sproget er tæt knyttet til de fænomener, man iagttager i verden, kan man i sproget genoprette en skygge eller model, som man et stykke vej kan forlige sig med som et billede af verden. Det er ikke kun et sprogspil, men det er også et spil, fordi musik er dejligt, og musik i sproget er noget frydefuldt, som man ikke behøver undgå.

Uddrag ved redaktionen fra
Børn skal ikke lege under fuldmånen
Peter Øvig Knudsen i samtale med Suzanne Brøgger, Inger Christensen, Peter Laugesen, Henrik Nordbrandt, Villy Sørensen og Søren Ulrik Thomsen.
Aschehoug 1995