Metaforens død

Digterens scene

Af : Frederik Stjernfelt

Man kan spørge sig selv om, hvad det overhovedet er, der garanterer den poetiske forståelse hos læseren af Nordbrandts højt komplicerede og hermetiske metaforpoesi. Hvorfor forstår læseren egentlig denne på ingen måde enkle kunst i den grad, at værkerne er uopdrivelige i antikvariater? Enhver metafor - det ved også dekonstruktionisterne - er åben for flere læsninger; kalder jeg min pige for en rose, kan jeg både tænke på hendes ædle skønhed eller hendes tornede væsen, og kun den pragmatiske kontekst muliggør en rimelig entydig forståelse af hverdagssprogets flod af metaforer. I poesien er teksten løsrevet fra sådanne brugssammenhænge, og derfor er det, en mangfoldighed af betydningsmuligheder åbner sig, og man kan endda argumentere for, at de er principielt ubestemmelige i det enkelte tilfælde. Hvad er det da i teksten, der muliggør en - ikke ensretning, men indramning af disse retoriske strukturer, som overhovedet gør læsning mulig? Det er den narration, den omend rudimentære fortælling, der er indlagt i digtene og specificerer en fiktiv, pragmatisk situation befolket af aktanter, der gør reduktion af betydningen mulig - og derved muliggør såvel entydiggørelse som tilspidset flertydighed i det metaforiske stof. Hos HN skriver denne narration sig ind i en tradition i det mindste fra romantikken og frem, der er så sejglivet, at den ofte er lige ved at gælde for poesien som sådan: digtene er begærsmonologer. Et omvandrende jeg taler reflekterende til et - oftest fraværende - du om sine emotioner i nuet. Jeget farer omkring i et forsøg på at dække en ubestemt længsel og reflekterer herover i apostrofe oftest til det du, der har noget - men hvad? - med længslen at gøre. Et helt tilfældigt eksempel på iscenesættelsen af dette jeg: Mellem os to, min elskede, er der mere/end blot støvet, der blæser hen over cementen fra 1969 (Syvs. 35) - eller I stedet sidder jeg nu her/halvsulten og fattig, i den nådesløse sol/på hjørnet af et af dens torve/og råber kamme, elskovsmidler, amuletter fra den seneste samling (UM, 49). Denne type scenario, som de fleste af digtene kan læses som replikker i, er uden videre dualistisk (manglen i nuet vs. opfyldelsen i det fjerne, Schein/Sein) og har - som type - en stærk hældning mod det patetiske og banale, fordi det talende jegs bevidsthed om manglen og selve den poetiske kommunikationssituation giver læseren mistanken: han vil blot overtale mig til at indse, at det er synd for ham, groft sagt - og det må blive hans eget problem! Når tilmed Hans vokabular ofte er hentet direkte ud af de romantisk/symbolske traditioner i tilknytning til hans nærorientalske exotisme, ser man et ret vammelt billede foran sig: en selvmedlidende nar, der sidder og besynger sin egen ulykke i roser, krukker, hvide mure og blå bjerge, regn og sol, skumring og nat, arabiske tekster og kvinder på vej væk.
 
Frederik Stjernfelt in Iben Holk (red.): Ø - en bog om Henrik Nordbrandt Århus Universitetsforlag 1989