Med andre ord

Om Henrik Nordbrandts poetiske sprog

Af : Thomas Bredsdorff

Hvordan bærer du dig ad med at være så nærværende, sprugte vesterlændingen sin zen-lærer, der som god buddhist vidste noget om fuldbyrdelsen ved det sande fravær. Når jeg sover, svarede mesteren, sover jeg, og når jeg spiser, spiser jeg. Det modsatte: at være åndsfraværende, er nemlig ikke at tænke på ingenting, men på to ting samtidig. At være fraværende er i vores kultur ikke at være non-eksistent, men ikke at være til stede dér hvor man befinder sig.
     Denne tilstand er grundlæggende i Henrik Nordbrandts poesi. Som al poesi skildrer også hans digte naturligvis oplevelser. Men der er ofte tale om oplevelser af oplevelser, om oplevelser af udeblivelsen af oplevelse, om forventning om oplevelse eller erindring om den. Det skildrede optræder ofte som spor af det der skal skildres. Der er mere gåen og kommen end væren i hans poesi.
   Det er en skrivemåde der forstærkes af den tydelige bevidsthed i digtene om at de er digte og altså noget andet end den verden de fremstiller, at der er forskel på ord og det ordene handler om. Den forstærkes yderligere af digterens grundlæggende hang til paradoksi. Det mest paradokse paradoks i Nordbrandts sprogverden er fremstillingen af nærvær som fravær og fravær som nærvær.
   Nordbrandt excellerer ikke i nydannede ord som generationen lige før ham. Men ét ord har han lavet som indfanger både hans paradoksi og den meget lidt zen-buddhistiske udgave af tilstedeværelse der kendetegner hans verden. Ordet optræder i et digt der er udført som en række kæder vævet ind i hinanden. En udgøres af udtrykket ked af det, der gentages fem gange, en anden af formlen  noget andetö ... eller noget tredjeö  som kommer to gange.
   Der er tilsyneladende symmetri. Det mandlige  jeg    her er klart tale om et rolledigt, for digtets persona stiller sig mere tumbet-naiv an end nogen digter i eget navn ville   stiller spørgsmål. Skelettet i digtet er: hvordan kan det være du er ked af det (eller af noget andet, eller noget tredje), når jeg tænker på dig (eller på noget andet eller noget tredje). De sindrigt sammenvævede guirlander får sagt sådan ca. ja, men selvfølgelig elsker jeg dig da, elskede, og hvad var det for resten du spurgte mig om.
   Her kommer hele digtet (1969,62), med det nydannede ord som det sidste i titlen:

SØRGMODIGT DIGT I ANLEDNING AF HENDES BORTNÆRVÆRELSE
hvordan kan det være at du er ked af det
du som ellers aldrig
plejer at være ked

af det, eller af noget andet
eller af noget helt andet
eller tredie, hvordan kan det være du

er ked af det når jeg tænker på dig
og hvordan kan det være
at jeg tænker på dig, eller på noget andet

eller noget helt andet
eller tredie, når du er ked af det når jeg tænker på det.

og hvordan kan du være ked af det
når jeg tænker på det.
 
Der gælder det for bortnærværs-digtene at forholdet mellem nærvær i teksten og nærvær i den angivelige virkelighed teksten skildrer, er omvendt proportionale. Jo mere borte den elskede er, jo mere nærværende er hun. Den elskede kvinde digtene angiveligt handler om, og den muse der får digtet stablet på benene, optræder som hinandens antagonister.
 
Thomas Bredsdorff: Med andre ord
Gyldendal 1995