Trold kan tæmmes

om Klaus Rifbjergs Bjerget i himlen, 1991

Af : Maria B. Davidsen

I begyndelsen  af 60´erne blev Klaus Rifbjerg frontløber for den lyriske modernisme med digtsamlinger som Konfrontation , 1960, og Camouflage, 1961. Han forargede og udfordrede med en digtning, der opgav den gamle traver om den ophøjede kunstner og skønånd og nærmede sig hverdagen, moderniteten og kunsten på en ny og overraskende måde. Ikke altid nemt fordøjelig og bestemt ikke for fastholdere hverken hos et bredt publikum eller i en smal, ældre kritikerkreds. Siden fik Rifbjerg større lydhørhed hos kritikken, stakken af bøger voksede og voksede og mange digtsamlinger blev husket og nævnt i værker og analyser af den danske efterkrigstidsmodernisme.
    Men hvor er digteren Rifbjerg egentlig henne i begyndelsen af 90´erne? nu hvor modernismen har fået mange nye digtere, børn fra 50´erne og 60´erne?
    Bjerget i himlen er Rifbjergs første 90´er-digtsamling, udgivet op til hans 60-årsfødslesdag i december 1991. Bogen danner ikke noget sammenhængende poetisk forløb, men former sig som en samling enkelt digte - i ujævn trav, kunne man hævde. Men der bor en trold i bjerget i himlen. En trold, der giver hvert eneste digt en særlig tone - ironisk, humorisktisk, engageret, sprogligt ækvilibrisk og befriende uhøjtideligt. Og selv om Rifbjergs tonefald er blevet mere afdæmpet i forhold til konfrontationsdigtningens skurren og skramlen, kan man stadig opleve den associative bevidsthedsstrøm, der altid hos Rifbjerg har gjort moderniteten konkret og nærværende. Digtsamlingen fænger. Ved Lars Bos grafik, ved den poetiske tone og det sproglige trolderi. Det nye i den første 90´er-digtsamling er måske især den spontane glæde over det forunderlige og eventyrlige i tilværelsen - og tilstedeværelsen af noget uforklareligt og ubestemmeligt, en tøven, der giver rum for detandet, poesien og fantasien ...

Lytter intenst og hører
den fine musik i mørkets uro
noget der er levende
husker de lyse timer
s. 61)