Et maskulint vintereventyr

Om Nansen og Johansen .

Af : May Schack

Rifbjerg har skrevet en bog med de to store norske nordpolsfarere Fritjof Nansen og Hjalmar Johansen som hovedpersoner. Den er en skildring af en mandsverden, hvor kvinder kun eksisterer som en fjern og uvedkommende drøm. Og den er en provokation imod enhver forestilling om den historiske roman som genre.

Bogen begynder meget tilforladeligt med en barndomsskildring af drengen Hjalmar, der vokser op på en lille gård, bliver dygtig til at stå på ski og god til at læse. Hans opvakthed har præstens bevågenhed. Han sendes på gymnasium, uvant i tidens miljø, og under den efterfølgende militærtjeneste forfremmes han.

Han har en drivkraft, der rækker videre, en fornemmelse af at verden kan udvide sig, at han selv kan være med der, hvor universets vinde blæser. Det bliver Fritjof Nansen, Norges store polarforsker, der giver de diffuse drømme retning. Og ved at stille sig i en autoritets tjeneste afbalanceres flere og modsatrettede strømme i den unge mand: "Havde han ikke kræfter til at erobre verden selv og gøre den større, var det muligt at tjene den, der kunne. Derved styrede han både sit eget overmod - der af og til føltes syndigt - og fik en mulighed for at bekæmpe den usikkerhed, der truede med at trække ham ned."

Man aner en typisk maskulin grundkonflikt over temaet verden venter, der er centreret omkring magt og underkastelse, vild udfoldelsestrang og angst. Det er en afsøgende prosa, Klaus Rifbjerg skriver i sin roman Johansen og Nansen, beregnet på at indkredse en indre tilstand hos et ungt menneske, der bakser med det store projekt at blive til en mand. Som Nansen senere skal udtrykke det til sin yngre rejsefælle: "En mand må finde sig selv, finde sit værd."

Romanen er bygget på den kendsgerning, at den norske Hjalmar Johansen (1867-1913) i årene 1893-96 deltog i Fritjof Nansens (1861-1930) polarekspedition med skibet Fram. Johansen kom efter ihærdig insisteren med som fyrbøder. Da det indefrosne skib efterhånden drev for langsomt nordpå til at Nordpolen kunne nås indenfor overskuelig tid, besluttede Nansen i marts 1895 at nå polen på ski og med hundeslæder. Han udvalgte Johansen som eneste ledsager. Det lykkedes ikke for de to at nå Nordpolen, men de nåede længere end nogen før dem og gjorde afgørende værdifulde videnskabelige iagttagelser. I september 1896 var de tilbage i Norge, hvor de fik en heltemodtagelse.

Klaus Rifbjerg er imidlertid ikke interesseret i videnskabelige landvindinger og knap nok i de strabadser, de nødvendigvis har skullet igennem for at klare sig under de ekstreme polare forhold. Det han er optaget af, er: Hvad er der sket mellem de to mænd under den næsten halvandet år lange færd? Alene i polarmørke, sne og is, og efterhånden som forråd og hunde slipper op, henvist til at transportere sig selv og jage deres egen føde. Og - ikke mindst - henvist til hinandens selskab døgnet rundt.

Romanen bevæger sig fra start til slut, fra Hjalmars barndomsverden til hans endeligt, i et udpræget maskulint univers med dets krav om beherskelse - af skiene, geværet, skibet med alle dets tekniske anordninger, og i forhold til magt og hierarki og ens egen plads heri. Mellem Nansen og Johansen udvikler det sig til et seksuelt forhold - ja, mere end det, en hed kærlighedsaffære, indledt nytårsnat mellem 1896, hvor de saluterer med geværskud mod stjernehimlen og skåler i rom, inden de kryber sammen i den fælles sovepose. De følgende mange måneder, hvor de overvintrer, gennemlever Johansen - for hans er synsvinklen - alle forelskelsens faser med blikket konstant rettet mod sin forfører, den beundrede Nansen. Som en forelsket kvinde følger han nøje sin elskedes skift i humør og holdning, bevidst om enhver mulig indtruffet afstand mellem den. Han er - igen som en kvinde - bevidst om sin lavere rang.

Han redder Nansen to gange, først da Nansen overfaldes af en bjørn, senere da han driver ud mod havet i en kajak. Da er rollefordelingen en anden, og magt over liv og død forener sig med og forløses i sex, glødende skrevet frem. Skarpskytten Johansens håndtering af geværet er drevet op i et erotisk stemmeleje og en metaforik, som man ikke behøver hedde Freud for at aflæse.

Romanens karakter og indsats ligger i indkredsningen af en ung mands tanke- og følelsesverden og hans måde at få fodfæste i et maskulint univers - i militæret, på skibet og endelig alene sammen med Nansen. De enorme naturkræfter, der først og fremmest er på spil, er indre kræfter. Som Nansen fortæller om sig selv: "Måske drog han i virkeligheden langt af led for at komme det hjemlige nærmere, og det stod ham helt klart, at der er mere en én slags virkelighed, og at den, man bærer med sig i drømmen og den nedre bevidsthed, måske er den stærkeste."

Muligvis, men udsagnet holder i hvert fald ikke derhjemme i Norge, hvor Nansen er officiel person og skattet ægtemand og familiemenneske. Allerede da de på deres lejrplads mødes af den engelske Jackson, der er kommet dem til undsætning, ophører intimiteten og eventyret er slut. Forføreren Nansen kysser Johansen varmt med tak og nu skal de nok være på efternavn igen.

Johansen kan ikke foretage dette skift mellem et liv uden for verden og et liv inden for dets stramme regler. Hans skæbne er i Rifbjergs udlægning erotisk og bundet til Nansen, og det bliver fatalt for ham. I romanen altså, for i virkelighedens verden gik det ham ganske anderledes.

Romanen rejser spørgsmålet om, hvor meget man kan projicere ind i historiske personer. Fritjof Nansen er ubestridt en af Norges allerstørste helte. Som videnskabsmand, som modig ekspeditionsleder, som stor humanist, der for sin senere diplomatiske indsats og et stort internationalt hjælpearbejde modtog Nobels fredspris. Også Hjalmar Johansen er en af Norges store sønner. Han blev i 1899 udenfor reglerne udnævnt til kaptajn for sin indsats under ekspeditionen med Nansen og deltog i en række store polarekspeditioner i begyndelsen af 1900-tallet, senest Amundsens Sydpolsekspedition 1910-12.

I Rifbjergs bog, hvis sidste kapitel man i flere detaljer slet ikke kan få til at stemme med de historiske data, går han så vidt som at lade Johansen skyde sig selv! Han kan ikke komme sig (over tabet af Nansen, som han opsøger?), bliver bekymret over sin herskelyst i rollen som kaptajn, og købt kærlighed fungerer ikke. Han har mistet gnisten til det hele og lider af omfattende livslede. Så han skruer det kostbare kikkertsigte af det gevær, han har modtaget som en gave fra ekspeditionen, stikker det i munden og trykker af. Romanen nævner ingen årstal, men efter alt at dømme finder fiktionens selvmord sted ikke så længe efter, at Johansens bog om ekspeditionen udkom, og det var i 1898. Ingen leksikalske kilder angiver, at Johansen skulle have begået selvmord, heller ikke på noget senere tidspunkt. I stedet fortæller de om mange år med store senere ekspeditioner frem til hans død i 1913!

Ingen anden roman, jeg har læst, udfordrer i samme grad spørgsmålet om en forfatters ret til at bruge sin fantasi og om forpligtetheden overfor historiske fakta. Må man gøre navngivne, kendte personer til ofre for alle slags projektioner, tolke hvad det skal være, ind i dem, og lade hånt om historiske data? Har Rifbjerg villet drille os læsere? Er det hans bud på, hvordan historien kunne have formet sig - hvis det altså ikke var gået anderledes? Er romanen et påskud til at skildre en homoerotisk forbindelse? Vil han vise, at det ikke er historiske fakta, men fiktionens kraft, der skaber en god bog? Vil han demonstrere, at historisk fiktion, med eller uden korrekte data, per definition er humbug?

Bogens undertitel er Et vintereventyr. Det dækker sandelig indholdet, men kan også ses som en hilsen til Karen Blixen, der blandt meget andet var en stor manipulator af sandheden. Det eneste sikre svar, som jeg kender, er at de bliver rasende over bogen i Norge!

Denne artikel blev første gang bragt i Danish Literary Magazine 22, 2002.