Dronningeporten

- Den danske komites indstilling til Nordisk Rsds Litteraturpris 1999

Af : May Schack

Pia Tafdrup (f. 1952) har siden sin debut i 1981 (Når der går hul på en engel) i et formsikkert, lyrisk forfatterskab gennemarbejdet forbindelsen mellem kroppen og naturen. Forankret i billeder af vækster, dyr og kvindekroppen, der gensidigt spejler hinanden, udfolder forfatterskabet store eksistentielle temaer som liv og død, nærvær og fravær, fylde og tab, virkelighed/sansning og drøm.

I 1991 udgav Pia Tafdrup som den første kvindelige digter i Norden en poetik, Over vandet går jeg, om sin digteriske metode. Hendes digtning er kropslig, sensuel, med kærlighedsdigte centreret om det kvindelige begær, og digte, der indfanger en kvindelig livscyklus af undfangelse, fødsel og moderskab, der samtidig fungerer som billede på den digteriske skabelsesproces.

Formmæssigt behersker hun både klassiske former som sonetten, det frit associerende prosadigt og det stramt styrede centrallyriske forløb af metaforer og rytmer. Hendes digte har stor skønhedsvirkning - som "af fejlfrit klingende krystal", som en kritiker har udtalt det. Den nøje beherskelse af virkemidlerne sætter hende i stand til med held at gennemføre en patos, som vi ellers er fremmed for i moderne lyrik.

I Pia Tafdrups ottende digtsamling Territorialsang (1994) med undertitlen En Jerusalemkomposition bevæger den stadige kredsen om kroppens erfaringer og virkelighed sig over i det transcendentale og religiøse.
Forbundetheden med et større princip, først og fremmest naturen, udfolder sig monumentalt i den stort anlagte digtsamling Dronningeporten. Dens titel udspringer, som anført i efterordet, af ønsket om at beskrive/skabe en kvindelig indgangsport til verden. Kompositionsprincippet udgøres af undersøgelsen af et element, vandet, i alle dets afskygninger.

Hele digtsamlingen kan læses som en storstilet omskrivning af det bibelske Af jord er du kommet, til "af vand er du kommet", som det lyder i et af digtene.

I 9 afdelinger med hver 7 digte gives der digterisk liv til substanser, der alle er relateret til vand som grundbetingelsen for naturen og menneskelivet. Vi bevæger os fra dråber, dug, snefnug, is, tilfrosne søer, udtørrede vandløb og brønde til floders svulmen, oversvømmelser, regn, tordenvejr, havets bølger, livsvæsker som tårer, blod, sæd, fostervand, modermælk. Fra det mytologisk saftspændte Evaæble til regnbuen. Naturlyrik veksler med skildringer af det daglige styrtebad, spædbarnets første bad, den dødes sidste bad.

Vandet bliver et mægtigt produktivt billede på både naturens og livets gang. Kroppen er som et landskab, en hel klode, der oversvømmes, vædes, fugtes, udskiller, flyder og strømmer i digte, der bevæger sig fra det mindste til det største, på en måde, få har turdet formulere sig siden romantikken og symbolismen. Kroppen låner billeder til naturen, som når fx floder af smeltet sne "løber glat som årers muskelfibre". Og et kvindeligt erfaringsrum etableres, når skovsneppen jager næbbet i sandet "hastigt som nålen på en symaskine dykker i klædet", eller i registreringen af "den sprøde knasen" af saksen, der klipper fødselskanalen op.

Digtsamlingen taler i mange tonefald, lige fra den store og strømmende patos i det længste digt (Havet, jeg), hvor havet er det personificerede feminine jeg, altings urskød - livgiver og ødelægger - over pointeret ironi i et digt som Kys prinsen, til elegant humor og overgivenhed i registreringen af østersspisning som det nærmeste, man kan komme på at indtage "havets himmelske indre" (digtet "Duft").

Dronningeporten er en modig og ambitiøs digtsamling centreret om vandet i alle dets former. Den fremstår som et samlet billede på grundbetingelser i naturens og menneskets livcyklus, spejlet gennem en kvindelig forestillingsverden med kroppen som akse, i et digterisk sprog med stor visuel og emotionel kraft.