Lysets Engel, en Tafdrupkomposition

Af : Marianne Barlyng

Med Pia Tafdrups generation af lyrikere, skabes der i 1980ernes Danmark et modernistisk modsprog i forhold til 70ernes i høj grad ideologisk baserede litteratur, som i mange tilfælde bevidst underprioriterer det æstetiske til fordel for sagen. Tafdrups generation repræsenterer en ny krops-, subjekt- og sprogbevidst digtning, der giver afkald på det forkromede overblik, som en af 80er- generationens fremtrædende fortolkere Erik Skyum-Nielsen har udtrykt det. Det bliver vigtigere at være til stede end at vide, hvad det hele skal gøre godt for.
    Tafdrups digtning kredser om filosofiske og eksistentielle kerneproblematikker som tiden, gentagelsen, stilheden, erindringen, og om forholdet mellem kunst og eksistens. Ikke mindst bestræbelsen på at indfange betydningsmangfoldigheden i det irreversible øjeblik går gennem forfatterskabet.
    Pia Tafdrup insisterer med sin digtning på, at den filosofiske tvivl må holdes i live. Det gælder om at skærpe sansen for kunstens og eksistensens grundvilkår og stille de filosofiske grundspørgsmål igen og igen uden at nære illusioner om at finde svar i endelig form eller at komme til at kende gåden, det hemmelighedsfulde andet, derved ville man blot fratage livet dets magi. Forståelsens lys må i poesien tydeliggøre det enkle, såvel som det gådefulde.
    Men Tafdrup foretrækker en billeddannende lærebog, poesi, med andre ord, sådan som kun digterne kan udforme den, frem for den deduktive diskurs, der traditionelt karakteriserer den filosofiske og teoretiske tænkning. Ideen må hos digteren sætte sig som komposition og omvendt, mener Tafdrup. Digtene må sandsynliggøre det abstrakte. For at ideen og abstraktionen skal udfoldes, må en billedkonkretion indfinde sig.
    I poetikken Over vandet vandet går jeg (1991) taler Tafdrup om digtningen som drevet af en indre nødvendighed. Det kan lede tankerne hen på Wassily Kandinsky, der i begyndelsen af århundredet radikalt formulerede den indre nødvendigheds principper i forhold til malerkunsten, og med klangbund i musikken. Men Tafdrup har nuanceret denne nødvendighed, dens forudsætning og konsekvenser ved at tale om snart en indre nødvendighed, snart en ydre tvang. Tafdrups poetik er en oplevelsespoetik snarere end en regelæstetik som vi ser det i antikkens og klassikkens poetikker, fordi den kredser om subjektive erkendelses- og oplevelsesformer. Der er ikke tale om en lære om digtekunsten, men derimod om refleksioner over en konkret poetisk praksis. Hos Tafdrup er der en dobbelt bestræbelse på færde: at nedskrive jeg´et og finde ind til den inderste zone, et rilkesk Weltinnenraum af stilhed, hvorfra der påny kan tales, for i en modsat bevægelse at rette sansningen udad mod tingene, mod den ydre verden, at være i det åbne. I denne tilstand som Tafdrup med en feilbergsk kategori kalder "fang", danser både engle og dæmoner. Kroppen og sansningen er i centrum, og udleveret til sansernes og realiteternes verden må man acceptere, at der "går hul" på englen på forskellige måder. Døden, kærlighedstabet, identitetsopløsningen, angstens smerte og erfaringen af for altid i en vis forstand at være adskilt fra det, der er uden for en selv, er nogle af de sårdannelser Tafdrups digte indkredser, men som samtidig i en art creationem per destructionem bliver skabende potentialer. For i euforien er også melankolien indlejret som ekstasens modpol og forudsætning.
    Det stramt komponerede lyriske univers er præget af en høj grad af sammenhæng. Der er en immanent udviklingslogik fra samling til samling. I alle Tafdrups bøger kan man finde stof, der henviser til tidligere samlinger, men også stof, der lægger op til og peger frem mod den følgende samling, som en slags ekkorum for både det forudgående og det forestående.
    I stigende grad bliver naturen - ved siden af det erotiske som et allestedsnærværende moment - en slags model for menneskets ideelle tilblivelsesproces, uden at der af den grund er tale om et romantisk naturforhold, hvor mennesket finder sig selv i alle ting. Mennesket er hos Tafdrup for altid adskilt fra naturen i kraft af sprogets afstand, og denne afstand markerer digtene igen og igen i deres forsøg på at indkredse et stilhedens, et begyndelsens sted, en tavshed før talen, gennem en ydmyg, opmærksom lytten. Men også byen bliver et skabende potentiale som i Territorial sang (1994), hvor konfrontationen med Jerusalem forløber som en rejse ud for at finde hjem til sig selv.
    Et stort tema i forfatterskabet er således væksten og forvandlingens under (i naturen og byen, i mødet mellem mand og kvinde, i livet og i skriften) trods oplevelser af final afslutning og absolut afsked foran gravens mørke.
    Tafdrup tager i radikal forstand bolig i sproget og er og bliver til her og nu. Identitetdannelsen er med stor konsekvens en dynamisk proces, og hvirvlen eller spiralen figur for denne tilblivelsesform, eller formgivning. Det gælder om at støbe og støbe om påny. Kunsten og eksistensen er et foranderligt og forunderligt materiale. Når digtet finder sin form træder jegÆet ud af sin skal: lyslevende. Denne kun tilsyneladende paradoksi er karakteristisk for Tafdrup, i hvis smeltedigel sprog og eksistens flyder sammen til et varmt, levende og sanseligt materiale. Sådan træder digteren i skulptur, som det hedder i poetikken med en implicit reference til det kierkegaardske diktum om at træde i karakter.
    Tafdrup har blik for modsætningernes generelle uforenelighed i det moderne. Hun kender til tvivl og afsind, mørke og melankoli, samtidig med at hun med lyset som metafor for den klare poetiske sansning og erkendelse sætter ind over for en herskende oplevelse af den moderne sekulariserede verden som en udechifrerbar, intransparent størrelse.
    Digtet læser livet i alle dets facetter. Uden at lyve harmoniske strukturer ind i eksistensen, insisteres der ikke desto mindre på muligheden for øjebliksoplevelser af ligevægt og ligedannethed, en form for symmetri, ja, en momentan vægtløshed. I dette øjeblik kan forskellige planer glide sammen og transformeres til sprog.
    Tafdrups metode implicerer at ordene renses for ophobede betydninger for at genrejses i en tafdrupsk arkitektur, hvor de antager ny betydning. Når sjælen er mærket af verden, når skriften bliver påtrængende, så går der hul på englen. Sår opstår, som nok kan heles, men ardannelserne fastholder - som en slags erindringsmærker - ting der aldrig kan eller skal glemmes.
    Mennesket kommer til syne i forskellen. Det poetiske sprog transporterer i en art redningsmanøvre ord, steder, hændelser, fænomener bort fra det forskelsløse intet over i betydning og fylde.
    Tafdrup taler selv om gennem transformationsprocessen at nå frem hinsides det subjektive - til englen. Efter førartikulationsfasen af intetfang, psykiske og eksistentielle tilstande, hvor personlighed og integritet brydes ned, forbinder selvforglemmelsen sig med en total tilstedeværelse. Der er tale om en nærmest kantiansk oplevelse af det sublime, hvis forudsætning netop er et register af smerte, sorg, tabs- og forsvindingsoplevelser, der bringer Tafdrup frem til at magte transformeringen af mørke til lys, at finde frem til hvor lyset ligger begravet.
    Depersonalisering er her ingenlunde at forveksle med afindividualisering, det er tværtimod identitetsdannelsens forudsætning. Med forestillingen ikke om identitet, men integritet i forholdet mellem sproget, jeg´et, verden og fantasien friholder Tafdrup sig mismodets modernisme. Ordene belives igen og igen af en stadig vekselvirkning mellem indre og ydre, mellem vision og konkretion.
    Lyset avler i stilheden, i smerten, i konfrontationen med liv og død. Lethed og fylde danner par i Tafdrups bedste digte.
    Poesien er i den forstand et lykkeligt mødested mellem digteren og verden. Et pausebassin mellem fortid, nutid og fremtid, hvor den kontrapunktiske virkelighed og det gådefulde indkredses i snart simple, snart komplekse billeddannelser, der hvisker sammen om gåden, uden at den dog restløst udsiges - for eksistensens hemmelighed hverken kan eller vil afsløres. Hvad var der at længes efter, hvis alt var kendt?

Marianne Barlyng er Mag. art. Uddrag af artiklen "Lysets Engel, en Tafdrupkomposition" in Perspektiver i nyere dansk litteratur, Forlaget Spring 1997.